Bragt i Information 20. Februar 2020
Tæt på halvdelen af danskerne bor til leje. Alligevel er de et overset, rettighedsløst B-hold i den politiske debat. Ved at stå sammen og hæve stemmen kan lejerne blive en stærk politisk kraft i arbejdet for en mere retfærdig boligpolitik, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten
»Venstre er imod, at almindelige mennesker skal rammes på økonomien. Vi vil sikre tryghed om dig og din bolig.« Sådan lød det forleden i en stor annonce prydet af Venstres formand Jakob Elleman-Jensens kontrafej.
Annoncen er en reaktion på den politiske aftale, som regeringen sammen med SF, Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti netop har indgået for at dæmme op for de spekulative opkøb af udlejningsejendomme, der er ved at støvsuge København og andre store byer for betalelige lejeboliger.
Aftalen havde altså netop til formål at forhindre »at almindelige mennesker rammes på økonomien« og »sikre tryghed om boligen« for de mange mennesker, der bor til leje – eller kommer til det i fremtiden.