En statslig investerings-fond kan være vejen ud af krisen

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on email
Email
Share on print
Print

Bragt i Altinget 26. april 2020

Den kommende økonomiske krise betyder, at en række selskaber kan få brug for kapitalindskud. En statslig fond, der tager medejerskab i danske selskaber, kan hjælpe og samtidig bidrage til en mere retfærdig økonomi, skriver Pelle Dragsted.

Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten

Det sker sjældent, at jeg er enig med Margrethe Vestager, Lars Løkke Rasmussen og virksomhedsredaktøren på Finans.dk. På én gang.

Men det er ikke desto mindre tilfældet nu, når det gælder muligheden for at sikre statsligt medejerskab i nogle af de vigtigste danske selskaber.

Da jeg for et par uger siden foreslog, at staten skulle tage medejerskab i krisetruede selskaber, blev det affejet af de fleste. Men siden er det gået hurtigt.

Først var det Margrethe Vestager, der åbnede op for, at EU’s medlemsstater kan opkøbe aktier for at undgå kinesiske opkøb. “Vi har ikke nogen indvendinger mod, at medlemslandene handler som aktører på de finansielle markeder,” sagde hun ifølge DR.

I weekenden var det så oppositionens de facto leder Lars Løkkes tur. På Twitter efterlyste han en “milliardstor fond, der sikrer og udvikler ellers sunde virksomheder, der risikerer at dø eller komme på ‘forkerte hænder'”.

Og senest har virksomhedsredaktør Søren Linding i en klumme foreslået etableringen af et statsligt investeringsselskab, der kan “agere som en aktiv, langsigtet stabil ejer” i danske børsnoterede selskaber, og peget på, at den finske stat allerede har sådan en fond.

Der er flere gode grunde til at etablere en ny statslig investeringsfond, der tager medejerskab i danske selskaber.

For det første kan der faktisk være ræson i at undgå, at fremmede stater eller aggressive kapitalfonde tager ejerskab i vigtige danske selskaber – ikke mindst inden for eksempelvis infrastruktur og finans.

For det andet betyder den kommende økonomiske krise, at en række selskaber kan få brug for statslige kapitalindskud. Og som jeg tidligere har påpeget, er det afgørende, at redningspakker sikrer staten en del af gevinsten og lader aktionærerne tage det tab, som de skal.

For det tredje kan et statsligt medejerskab bidrage til en mere retfærdig økonomi, da staten på vegne af borgerne nu får andel i selskabernes kapitalgevinster. Netop fordelingen af kapitalindkomster er én af de store drivere af uligheden.

Endelig giver statsligt medejerskab en mulighed for at udøve et aktivt ejerskab på vegne af borgerne for at fremme brede samfundshensyn. For eksempel kan man – ligesom pensionskasserne i dag gør – bruge sit ejerskab til at presse på for bæredygtighed og socialt ansvar.

Og lige nu er tidspunktet til at etablere sådan en velstandsfond perfekt. Aktiekurserne er lave, virksomhederne har brug for kapital, og staten kan låne pengene til opkøbene til negative renter. På den måde kan staten hente et overskud selv efter at have betalt af på lånene.

En offentlig velstandsfond kan etableres med kortere eller længere armslængde til det politiske system. I dag ligger den statslige aktieandel i Ørsted direkte under det politiske niveau – i et kontor under Finansministeriet. Det var derfor, at det politiske flertal på Christiansborg kunne blokere for at sælge Radius til en udenlandsk kapitalfond.

Men en fond kunne også etableres i en mere selvstændig form, som vi kender det fra for eksempel Vækstfonden. I den form ville den politiske styring være mindre direkte, men man kunne stadig udstikke klare rammer for fondens rolle som ejer, for eksempel stille krav om ikke at investere i selskaber i skattely, agere aktivt for at leve op til Parisaftalen, sikre danske arbejdspladser og medarbejderindflydelse i virksomhederne.

Endelig kunne man også etablere fonden i en form, der ligner ATP, som er lovreguleret, men med et repræsentantskab og en bestyrelse udpeget af arbejdsmarkedets parter, KL og Danske Regioner.

Det ville i så fald være oplagt også at invitere ngo’er på for eksempel miljøområdet indenfor til at repræsentere naturens interesser i fonden. 

Der bør uanset form være tale om et langsigtet, permanent medejerskab, hvor ejerskabet sikrer borgerne både afkast og indflydelse.

Kapitalafkast i form af udbytter og aktiegevinster udgør statens (det vil sige borgernes) belønning for investeringerne. Overskuddet i fonden kan helt enkelt gå i statskassen, som det for eksempel sker i dag med udbytter fra aktieposten i Ørsted.

En anden mulighed er at øremærke indkomsterne til bestemte formål. I den amerikanske stat Texas finansierer en offentlig velstandsfond for eksempel hele statens skolevæsen. Det kunne i de kommende år være oplagt at anvende overskuddet til at finansiere den grønne omstilling.

Et andet forslag er simpelthen at fordele overskuddet fra fonden lige mellem alle borgere i landet som en såkaldt borgerdividende. Den amerikanske stat Alaska har i mange år haft sådan en fond finansieret af en skat på udvinding af statens naturressourcer. For midlerne opkøber fonden aktier og andre aktiver, og hvert år udbetaler den en dividende til alle borgere i landet.

I 2019 fik hver borger i Alaska en dividende på lidt over 1.000 dollar. En familie på fire fik altså omkring 25.000 kroner udbetalt. Et betydeligt tilskud til familiernes økonomi, som samtidig er med til at udjævne den skæve fordeling af kapitalafkast.

Ønsker man at tage yderligere fordelingshensyn, kunne udbetalingen falde i takt med indkomsten og helt bortfalde ved meget høje indkomster.

Hvis den tænkes rigtigt og visionært, kan en velstandsfond vokse sig til at blive et vigtigt bidrag til en mere retfærdig økonomi, hvor velstanden er mindre koncentreret, og hvor almindelige menneskers demokratiske indflydelse vokser på bekostning af de blinde markedskræfter.

Men før vi når dertil, er min enighed med Lars Løkke Rasmussen og Margrethe Vestager nok opbrugt.

Se også artiklen på Altinget.dk

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler