Socialdemokratisk løftebrud er starten på en ny Dong-skandale

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on email
Email
Share on print
Print
Photo: News Øresund - Johan Wessman

Bragt i Altinget 4. juni 2020

Den socialdemokratiske regering er vendt på en tallerken i forhold til deres løfter før valget og vil nu ved et hasteindgreb privatisere vores affaldssektor. Det bliver dyrt for både borgere og for miljø og klima.

Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten

“Affaldshåndteringen er så central en pille i vores samfund, at jeg ikke synes, at man skal gamble ved at overgive ansvaret til private aktører.”

Sådan lød den klare melding fra Socialdemokraternes energiordfører, Jens Joel, da VLAK-regeringen forsøgte at overdrage driften af vores affaldssektor til private 

Socialdemokraternes modstand var dengang medvirkende til, at privatiseringen blev forhindret. Derfor var det noget af en overraskelse, da Dan Jørgensen for et par uger siden, nærmest ved et bagholdsangreb, kunne oplyse, at han ved en hasteforhandling vil gennemføre præcis den privatisering af affaldsområdet, som Socialdemokraterne før valget klart afviste.

Ifølge Dan Jørgensens udspil skal kommunernes affaldsservice forvandles til kommercielle aktieselskaber, der skal konkurrere med hinanden og med private koncerner. Samtidig skal affaldet og sorteringen i udbud.

Der er tale om et klokkeklart løftebrud. Før valget fortalte Socialdemokraterne vælgerne, at de var imod privatisering. Men nu, blot et år efter valget, er de så vendt på en tallerken. Det er ikke demokratisk kønt. Men hvad værre er, hvis Socialdemokraterne holder fast i løftebruddet – så risikerer det at blive rigtig dyrt – både for borgerne og for miljø og klima. 

Erfaringerne er ret entydige både i Danmark og i andre europæiske lande. Når private kapitalinteresser skal ind og tjene penge på vores infrastruktur, så kommer borgerne til at betale mere for servicen. Det er egentlig ganske logisk. De kommunale selskaber køres non-profit efter det såkaldte hvile-i-sig-selv-princip.

Det betyder, at borgerne betaler lige præcis det, som det koster at indhente, sortere og behandle affald. Hverken mere eller mindre. Når private koncerner overtager opgaverne, bliver hovedformålet at tjene penge. År efter år skal der udbetales udbytter til selskabernes ejerkredse. En ekstra og ofte høj udgift, som borgerne kommer til at betale.

Men det stopper ikke der. Kommunerne har i de seneste år investeret i moderne affaldsanlæg, betalt af lån i kommunernes egen offentlige kreditvirksomhed, Kommunekredit. Men i det øjeblik, at affaldsområdet forvandles fra en offentlig service til en privat kommerciel aktivitet, sætter EU’s statsstøtteregler ind, og det betyder, at kommunernes billige lån hos Kommunekredit på i alt 12 milliarder kroner skal refinansieres i den private banksektor.

Det er der sikkert nogle private banker, der bliver glade for, men da renteudgifterne er højere i den private sektor, kommer borgerne via deres affaldsafgifter til at hænge på en ekstra regning på omkring 300-400 millioner kroner samt en éngangsudgift på over en milliard.

Endelig risikerer også prisen på fjernvarme at stige, fordi områder af fjernvarmenettet, hvor affaldsforbrænding er en vigtig varmekilde, nu skal til at konkurrere på et ureguleret marked om adgangen til det forbrændingsegnede affald. Det er tidligere vurderet, at det kan komme til at koste flere tusinde kroner årligt for en almindelig husstand.

Borgmestre på tværs af politiske skel er da også i oprør over, at regeringen vil tvinge kommunerne til at sende en stor regning til deres borgere.  

Dan Jørgensen har på pinlig vis forsøgt at sælge sine privatiseringsplaner som et grønt tiltag. Ved at få konkurrence på området kan de bedste grønne løsninger vinde, lyder det. Men der er intet – som i overhovedet intet – belæg for, at en privatisering og liberalisering vil gavne klimaet og miljøet. Tværtimod. 

For det første er der er ingen garanti for, at det bliver de mest miljø- og klimavenlige anlæg, der vinder i et liberaliseret marked, hvor det er prisen, der bestemmer. For at klare sig i en hård priskonkurrence er det tværtimod sandsynligt, at selskaberne vil nedprioritere miljøindsatsen, så de kun lige lever op til de krævede grænseværdier.

For det andet vil det, at man nu privatiserer behandlingen af det genanvendelige affald, fjerne enhver offentlig styring med, hvad der sker med affaldet. Tilbage står, at kommunerne må stole på, at den private virksomhed, der har vundet udbuddet, rent faktisk gør det rigtige.

For det tredje – og det er nok det mest alvorlige. På grund af EU’s konkurrence-regler vil en liberalisering af området betyde, at det bliver helt frit for affaldsselskaberne at importere og eksportere affald. Som aktieselskaber er de kommunale anlæg tvunget til snævert at forfølge selskabets økonomiske interesser.

Er der bedre økonomi i at importere affald fra for eksempel Sydeuropa, så er de faktisk pålagt at gøre det. Det betyder, at affald fra Esbjerg kan eksporteres til forbrænding i Italien, mens affald fra Spanien transporteres den modsatte vej. Næppe en klimavenlig løsning. 

Da man lavede et udbudsforøg på Sjælland, endte de private aftagere af affald med at eksportere en del af affaldet til Malaysia under elendige miljøforhold

Dan Jørgensens privatisering og liberalisering vil uigenkaldeligt gøre en ende på den politiske indflydelse, som lokaldemokratiet i dag har på affaldsområdet. Det vil give os langt mindre handlerum, når vi skal udvikle en affaldssektor, der kan hjælpe med at løse klimaudfordringen. At tro at markedskræfterne vil sikre det, er både naivt og farligt for vores klimamålsætninger.

Regeringen har helt ret i, at der er en overkapacitet i de kommunale forbrændingsanlæg, som skal nedbringes for at sikre, at vi ikke brænder affald af, som burde genanvendes. Men de løsninger bør vi finde via aftaler mellem kommuner og stat, der sikrer, at det er de ældste og miljømæssigt ringeste anlæg, der afvikles først, sådan som KL har foreslået. Og ikke ved en planløs markedsdrevet proces, vi ikke aner, hvor ender.

Der er ikke bare tale om et løftebrud fra Socialdemokraterne. Der er også stor sandsynlighed for, at de er på vej ned ad en vej brolagt med økonomiske og miljømæssige skandaler, der vil forfølge dem i mange år fremover. 

Jeg havde egentlig den opfattelse, at Socialdemokraterne efter Dong-skandalen og redningen af Radius havde lært lektien og ikke ville kaste sig ud i nye privatiseringseksperimenter med vores infrastruktur.

Men medmindre Mette Frederiksen griber ind og giver Dan Jørgensen besked på at opgive privatiseringskorstoget i affaldssektoren, må man bare konstatere, at Socialdemokraterne åbenbart igen vil tilbage til en fuser.

Se også artiklen på Altinget.dk

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler