Bragt i Altinget 21. juni 2020
KOMMENTAR: Dan Jørgensen fortsætter uden at blinke den linje, som blev sat af Corydon og McKinsey, når han vil privatisere forsyningssektoren. Det går ud over klimaforhandlingerne, skriver Pelle Dragsted.
Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten
Efter måneders nølen tog klimaminister, Dan Jørgensen, for et par uger siden endelig fat på at forhandle de klimahandlingsplaner, som skal virkeliggøre målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030.
Desværre er klimaforhandlingerne er kommet rigtig skidt fra start, og hovedårsagen er, at regeringen med Dan Jørgensen i spidsen øjensynligt er mere optagede af at privatisere og markedsgøre vores fællesejede forsynings-sektor end at levere på klimamålene.
Først var det affaldssektoren. Her ville regeringen, som jeg tidligere har beskrevet, privatisere den kommunale affaldsforbrænding med stærkt negative konsekvenser både for klimaet og for borgernes økonomi.
Et stærkt og vedholdende pres fra borgmestre, klimaorganisationer, og regeringens støttepartier tvang ministeren til at opgive privatiseringen af forbrændingen. Affalds-aftalen indebærer stadigvæk elementer af markedsgørelse, hvor der gøres forsøg på at overlade hele behandlingen af det genanvendelige affald til private kommercielle interesser. Den kamp er dog ikke afgjort.
Angreb på fjernvarmen
Nærmest inden blækket var tørt på affaldsaftalen, spillede regeringen så ud med deres forhandlingsoplæg om klimahandlingsplaner på energiområdet. Og gudhjælpemig om ikke de også her forsøger at liste et ideologisk betinget opgør med fællesskabet ind i de afgørende klimaforhandlinger.
Denne gang er det Danmarks unikke fællesejede fjernvarmesektor, der står for tur. Sektoren er i dag drevet efter det såkaldte hvile-i-sig-selv princip. Et princip der betyder at der ikke må opkræves én krone mere end det, som det koster at drive og udvikle fjernvarme.
Men ligesom med affaldsforbrændingen vil regeringen nu udskille de kommunale fjernvarmeværker fra kommunerne og gøre op med non-profit-princippet, så de fremover skal drives som kommercielle virksomheder. Samtidig skal de underlægges samme rigide og administrativt tunge reguleringsregime, som el-sektoren allerede lider under, og som jeg som forbrugervalgt bestyrelsesmedlem i netselskabet Radius oplever problemerne ved på nærmeste hold.
Fjernvarmeselskaberne advarer da også i skarpe vendinger om, at regeringens forslag vil spænde ben for den grønne omstilling.
“Forslag(et) vil have samme effekt, som hvis man smed en tung mursten på bremsen af en bil, der kører 110 km/t på motorvejen. Vi er i fuld gang med den grønne omstilling, hvor alle danskere skal have grøn varme i 2030”, lyder det således fra Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.
Branchen har selv tidligere på året spillet ud med et meget ambitiøst klima-udspil, hvor de under den gældende demokratiske styring kan levere tæt på halvdelen af det samlede klimamål.
Det er den udvikling, som Dan Jørgensens markedsgørelses-mani risikerer at spænde ben for.
Corydonismen lever videre
Planerne for privatisering og markedsgørelse af vores unikke fællesejede forsyningssektor bygger på den opfattelse, at markedskræfter og snævre økonomiske incitamenter på alle områder kan levere bedre resultatet end demokratisk forvaltning.
Men det er ideologi, som ikke har klangbund i virkeligheden. Tværtimod har den danske tradition for fælleseje vist sig, at kunne levere billige ydelser af høj kvalitet. Og ser vi ud i Europa sker der i disse år en bølge af af-privatiseringer hvor hundredvis af forsyningsvirksomheder tages hjem til fællesskabet efter fejlslagne privatiseringseventyr.
Men Mette Frederiksen og Dan Jørgensen fortsætter øjensynligt ufortrødent med det privatiserings-korstog som tidligere finansminister Bjarne Corydon satte i gang, da han i 2014 betalte sin senere arbejdsgiver McKinsey, for at udarbejde en ”analyse”, der skulle støbe kuglerne til et opgør med den danske tradition for non-profit fælleseje.
Socialdemokraterne har siden de valgte Mette Frederiksen som ny formand, ellers givet det indtryk, at der skulle gøres op med Corydonismen og konkurrencestaten. Men i kampen mellem markedskræfter og demokrati i vores forsyningssektor, er det helt ærligt svært at se, at der skulle være sket en forandring.
Her fortsætter man øjensynligt uden at blinke den linje, som blev sat af Corydon og McKinsey.
Det er skidt for demokratiet. Og det er lige nu virkelig skidt for klimaforhandlingerne, at de skal handle om alt mulig andet end ja – klimaet.