Bragt i Information 25. juni 2020
De ansatte satser store dele af deres liv på deres arbejdsplads, så hvorfor skulle de ikke også sidde med ved bordet, når beslutningerne tages, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten
Hvorfor skal dem, der investerer kapital, have større indflydelse i et selskab, end dem som investerer deres arbejdskraft?
Det spørgsmål rejste jeg forleden på Twitter, hvilket udløste en for det forum sjældent spændende ideologisk debat.
Der har siden folkestyrets etablering altid været et mærkeligt paradoks mellem vores rolle som borgere og som arbejdstagere. Som borgere har vi ret til at øve indflydelse på vores samfund og opfatter os selv som kompetente nok til at deltage i beslutninger om alt fra skattesystemet til udenrigspolitikken. Men når vi træder ind på vores arbejdsplads, er det i en rolle, som mere minder om undersåtter i et oplyst enevælde.
På mange danske arbejdspladser er magtforholdet ikke så tydeligt. Arbejdsgivere ser en værdi i at inddrage medarbejderne og uddelegere beslutningskraft. Og heldigvis for det. Men det juridiske forhold er reelt det samme som i lande med mere hierarkiske arbejdspladskulturer: Det er chefen – udpeget af virksomheden kapitalejere – der bestemmer. Medarbejderne har ingen formel ret til demokratisk indflydelse.
Men hvorfor er det egentlig sådan? Det er måske rimeligt nok, at dem, der investerer kapital, har indflydelse på virksomheden. Men hvorfor skal de medarbejdere, der investerer deres arbejdskraft, deres motivation og deres fysiske og mentale helbred ikke have samme indflydelse? Deres arbejdskraft er mindst lige så vigtigt for selskabet som investorernes kapital … Læs hele artiklen på Information.dk