Nej, coronavirus kaster os ikke ud i ny finanskrise, men kaoskapitalismen gør

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on email
Email
Share on print
Print

Bragt i Information 5. marts 2020

Frygten stiger for, at coronaudbruddet kan udløse et nyt globalt økonomisk sammenbrud. Men coronavirussen er kun gnisten. Fyrværkerilagret, som antændes, er et dødssygt finansielt og økonomisk system, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg

Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten

Det, der startede som et virusudbrud på et fiskemarked i den kinesiske by Wuhan, ser nu ud til at kunne udløse et dybt globalt økonomisk tilbageslag. Fra New York til Tokyo styrtdykker aktiemarkederne med en hast, som ikke er set siden finanskrakket i 1932. Og de økonomiske nøgletal for fremtiden nedskrives i samme hast, som antallet af coronasmittede stiger.

Kina har lukket betydelige dele af deres industrielle produktion ned – og det forplanter sig lynhurtigt gennem den globale kapitalismes vidtforgrenede fødekæder.

Endnu mere vidtgående er den psykologiske effekt hos dem, som Mogens Lykketoft engang kaldte »en flok gamle hysteriske kællinger« – investorerne.

Som Preben Wilhjelm så fint beskriver i sin lille, men storsælgende pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik, så har den kapitalistiske økonomi den iboende defekt, at den gør økonomiske kriser selvforstærkende, fordi private investorer handler i modstrid med, hvad der er godt for helheden. Når økonomien buldrer derudad, vil alle investere, men når krisen rammer, trækkes investeringer ud – netop når der er mest brug for dem.

Det er endnu ikke sikkert, at den aktuelle nedtur på kapitalmarkederne vil føre til et egentligt globalt finansielt sammenbrud som det, vi så i 2008. Måske er det blot et forbigående udsving. Men det er bestemt heller ikke usandsynligt. Panderynkerne er dybe hos førende økonomer.

Og her kommer pointen: Hvis krisen kommer – så vil den uden tvivl blive døbt coronakrisen. Og vi vil kunne læse lange analyser af, hvordan den globale økonomi er så sammenfiltret, at et virusudbrud på et fiskemarked kan føre til globalt økonomisk kollaps. Risikoen er, at det efterlader en opfattelse af krisen som resultatet af en form for udefrakommende naturkatastrofe hinsides menneskeligt og politisk ansvar.

Men det er langtfra tilfældet. Coronaudbruddet bliver muligvis den udløsende faktor for den næste store økonomiske krise, men krisen var kommet uanset hvad. Corona er gnisten, men fyrværkerilagret, som antændes, er et dødssygt finansielt og økonomisk system, og en lang række politiske fejldispositioner siden sidste finanskrise.

Navnet bar løsningen

Det er ikke uvigtigt, hvordan en krise bliver opfattet og beskrevet over for offentligheden. I de første år efter krakket i Lehman Brothers var den fælles opfattelse blandt borgere og politikere, at der var tale om en finanskrise udløst af en ureguleret finanssektor.

Det førte til ganske vidtgående forslag, for eksempel i EU om at opdele de største finansinstitutioner, og der blev investeret i realøkonomien for at få gang i hjulene og dæmpe arbejdsløsheden.

Men så skete der noget. Krisen blev redefineret. Økonomer, eksperter og politikere begyndte at tale om en gældskrise. Nu var det de sydeuropæiske landes uansvarlige omgang med statsfinanserne, der truede den globale økonomi. Politikerne sadlede om. De store reformplaner for finanssektoren blev lagt på hylden sammen med den aktive finanspolitik og blev afløst af krav om benhård budgetdisciplin.

Det er i høj grad denne redefinition af krisen, der har efterladt os, hvor vi står i dag. De manglende indgreb over for finanssektoren har betydet, at nye og endnu større spekulative bobler er blevet pustet op på aktie- og ejendomsmarkedet, mens de største banker har fået lov at vokse sig større og dermed udgøre en endnu større trussel mod realøkonomien.

Samtidig har den tåbelige nedskæringspolitik betydet, at økonomien aldrig rigtig er kommet op i gear igen, hvilket stiller Europa i en langt mere sårbar situation, når den næste krise rammer.

En bæredygtig økonomi

Det er helt afgørende, at vi ikke igen lader os forvirre, når den næste krise rammer. Uanset om coronaepidemien bliver den udløsende faktor, må det ikke forlede os til at undlade at tage et opgør med det kriseplagede finansielle og økonomiske system, som årtiers nyliberalistiske markedsliberaliseringer har skabt.

En ny krise skal ikke som sidst håndteres ved at puste nye gældsskabte bobler op, der blot baner vejen for den næste krise, men løses med en langt mere offensiv regulering af den finansielle sektors omfang og spekulative aktiviteter.

Hvis en ny arbejdsløshedsbølge rammer Europa, skal svaret derfor ikke være hverken blind pengepolitik eller budgetdisciplin, men en grøn offentlig investeringsplan af historiske dimensioner, der lægger mere økonomisk magt tilbage i folkevalgtes hænder, skaber job og innovation og samtidig hjælper os til at nå Parisaftalens klimamål.

Det er sådan, vi skaber en social, miljømæssig og økonomisk bæredygtig økonomi, så vi i fremtiden vil stå langt stærkere, når en krise rammer – uanset om den udløses af en pandemi, af naturkatastrofer eller af endnu uforudsete fænomener.

Se også artiklen her

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler