Bragt i Information 2. april 2020
Mette Frederiksen siger, at vi ikke kan forvente det samme velfærdssamfund på den anden side af coronakrisen. Men krisen må ikke føre til nye angreb på velfærden. Det vil ikke bare være socialt og økonomisk uansvarligt, men også med stor sandsynlighed føre til regeringens fald, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten
Sådan faldt ordene fra statsminister og nykåret landsmoder Mette Frederiksen den 23. marts på et af de nærmest daglige pressemøder, som vi følger hjemme fra karantænen.
Og det gjorde mig øjeblikkeligt bekymret. Måske er jeg for fintfølende?
Måske mente Frederiksen bare, at sundhedssektoren og andre dele af den offentlige sektor lige nu oparbejder nogle pukler, der skal nedbringes bagefter. Og det er jo fair nok.
Men når jeg er fintfølende over for den slags udsagn, så skyldes det en varig traumatisering efter årene med Thorning og Corydon.
Her oplevede jeg på nærmeste hold, hvordan en økonomisk krise fik en nyvalgt socialdemokratisk regering til at løbe fra stort set hvert eneste løfte, den havde givet danskerne om bedre velfærd, mindre ulighed og større social tryghed.
I stedet fik vi år med lavvækst og nedskæringer i velfærden, mens såkaldte reformer gjorde livet mere brutalt for mennesker ramt af ledighed og sygdom. Det ville være intet mindre end en katastrofe, hvis Mette Frederiksens udtalelser varsler en lignende kovending.
Men bliver det ikke nødvendigt at skære ned, når vi nu bruger så mange penge på redningspakker, vil mange måske spørge. Og det forstår jeg godt, at de spørger om.
For politikere og kommentatorer har i årevis fortalt os, at statens budget er ligesom familiebudgettet. At hvis vi bruger mere, end vi har i én periode, så må vi bruge mindre i den næste … Læs hele artiklen i Information
