Bragt i Information 19. marts 2020
Corona-udbruddet og den økonomiske krise viser på ny, at alle – også erhvervslivet – har brug for et stærkt og handlekraftigt demokratisk fællesskab. Den erkendelse kan få vidtrækkende konsekvenser for vores samfund og økonomi.
Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten
Der sker noget bemærkelsesværdigt i Corona-udbruddets
skygge. Fællesskabet har ikke ligefrem været i høj kurs hos erhvervseliten i de
sidste årtier. Staten og den offentlige
sektor har oftest været beskrevet og opfattet som en tyngende møllesten om
halsen på det produktive og dynamiske private erhvervsliv. Et dræn på de initiativrige
og en nytteløs bekostning af uproduktive borgere.
Krav om nedskæringer i velfærden og færre ”byrder” til erhvervslivet, bliver
rutinemæssigt gentaget hver gang Dansk Industri eller Dansk Erhverv har adgang
til en mikrofon. Krydret med krav om lavere ydelser til mennesker ramt af
ledighed og sygdom, eller nye privatiseringer og udliciteringer, der kan begrænse
og markedsgøre den offentlige sektor.
Men modviljen mod fællesskabets institutioner er kommet til en brat ende.
Erhvervslivets organisationer flokkes i disse dage om finansministeren og
erhvervsministeren med lange ønskesedler om statsstøtte og hjælp fra
fællesskabet. Brian Mikkelsen, roser salvelsesfuldt
regeringen for at komme erhvervslivet til undsætning med milliardpakker fra den
fælleskasse, som han før han blev direktør for Dansk erhverv har brugt det
meste af sit politiske liv på at erodere skattegrundlaget for. Og fællesskabet står parat. Likviditetspakke
til bankerne, statsgarantier for lån og direkte økonomisk støtte for
milliarder. Og vi har nok kun set begyndelsen.
Der skal ikke lyde det mindste brok herfra. Jeg synes det er både ansvarligt og
klogt, at flertallet i Folketinget gør alt hvad de kan for at holde
virksomhederne kørende og afbøde krisens værste konsekvenser for økonomien og
beskæftigelsen. Men begivenhederne viser os endnu engang at forestillingen om
vores fællesskab som en klods om benet på økonomien er så langt fra
virkeligheden som det kan komme. Det har den altid været. Virksomhederne nyder
hver eneste dag godt at fællesskabets investeringer i uddannelse, sundhed,
forskning og sociale tryghed.
Men afhængigheden bliver bare tydeligere under kriser. Vi så det under den
seneste finanskrise, hvor det kun var ved hjælp af massiv skatteyderbetalt
statsstøtte, at nogle af Danmarks største banker blev reddet fra kollaps. Og vi
ser det igen i disse dage. Den kapitalistiske økonomi har ganske enkelt med
jævne mellemrum brug for at staten og fællesskabet redder den.
Og det stiller skarpt på elitens paradoksale forhold til staten og fællesskabet.
Hvordan kan erhvervstoppen kæmpe mod
rimelige dagpengeregler for lønmodtagerne, men være tilhænger af redningspakker
når de selv er i klemme. Hvordan kan de evindeligt arbejde for at slippe
billigere i skat, når de i det næste øjeblik vil have snablen ned i
fælleskassen. Hvorfor kæmper de mod statsindgreb og regulering den ene dag, når
de påkalder det den næste.
Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King
bemærkede engang tørt, at USA var et land med socialisme for de rige, men rå
kapitalisme for de fattige. Billedet passer meget godt på erhvervselitens
paradoksale forhold til fællesskabsinstitutionerne. Så lidt stat og fællesskab
som muligt – undtagen når man selv har brug for dem. Lad os deles om
underskuddet i nedgangstider – men lad os beholde gevinsten i de gode tider.
Men den blotlæggelse af afhængigheden af stærke fællesskabsinstitutioner og
demokratiske indgreb i økonomien, som vi først under finanskrisen og igen i
disse uger og måneder oplever, kan måske vise sig at få vidtrækkende
ideologiske og politiske konsekvenser for årene der kommer. Det har vi i hvert
fald set før.
1930´ernes økonomiske krise og den efterfølgende blodige verdenskrig førte til
en total forandring af forholdet mellem fællesskabets institutioner og
økonomien. Krakket på Wall Street og den følgende globale massearbejdsløshed
blev indledningen til et opgør med laissez faire-økonomien. Og krigsøkonomien gav
både en stærk fællesskabsfølelse og nye erfaringer med statslig regulering og
indgreb i økonomien, hvor hensynet til brede hensyn overtog fra
markedskræfternes anarki. I de følgende tre årtier – de såkaldte Trentes Glorieuses – blev
økonomien og forholdet mellem fællesskabet og erhvervslivet fuldstændig
remodeleret. Den skyhøje ulighed fra mellemkrigstiden blev markant nedbragt. Der
blev indført stærk progressiv beskatning på indtægt, formue og arv, der kunne
finansiere udbygningen af velfærdssamfund. Almindelige mennesker fik adgang til
social tryghed, uddannelse og sundhedspleje. I nogle lande som Frankrig og Storbritannien
blev betydelige dele af sværindustri og finanssektor nationaliseret. Andre
steder som i Danmark var den politiske styring mere indirekte, men ikke
nødvendigvis mindre indgribende.
Det er svært ikke at se parallellerne til i dag. En ødelæggende finanskrise
afslørede for få år siden hvilke katastrofer en dereguleret finanskapitalisme kan
medføre, og nu viser Corona-krisen hvordan vores demokratiske fællesskab
faktisk er i stand til at foretage hurtige og omfattende indgreb i økonomien.
Og så har jeg slet ikke nævnt Klima-krisens skrigende behov for demokratisk
indgriben og regulering i økonomien.
Så lad os sammen holde fast i – og holde erhvervstoppen fast på – at
fællesskabets institutioner er tilbage med fuld styrke. Også når Corona-krisen
er overvundet og de gode tider vender tilbage.
… Læs hele artiklen her
