Bragt i Information 19. marts 2020

Corona-udbruddet og den økonomiske krise viser på ny, at alle – også erhvervslivet – har brug for et stærkt og handlekraftigt demokratisk fællesskab. Den erkendelse kan få vidtrækkende konsekvenser for vores samfund og økonomi.

Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten

Der sker noget bemærkelsesværdigt i Corona-udbruddets skygge. Fællesskabet har ikke ligefrem været i høj kurs hos erhvervseliten i de sidste årtier.  Staten og den offentlige sektor har oftest været beskrevet og opfattet som en tyngende møllesten om halsen på det produktive og dynamiske private erhvervsliv. Et dræn på de initiativrige og en nytteløs bekostning af uproduktive borgere.
Krav om nedskæringer i velfærden og færre ”byrder” til erhvervslivet, bliver rutinemæssigt gentaget hver gang Dansk Industri eller Dansk Erhverv har adgang til en mikrofon. Krydret med krav om lavere ydelser til mennesker ramt af ledighed og sygdom, eller nye privatiseringer og udliciteringer, der kan begrænse og markedsgøre den offentlige sektor.

Men modviljen mod fællesskabets institutioner er kommet til en brat ende. Erhvervslivets organisationer flokkes i disse dage om finansministeren og erhvervsministeren med lange ønskesedler om statsstøtte og hjælp fra fællesskabet.  Brian Mikkelsen, roser salvelsesfuldt regeringen for at komme erhvervslivet til undsætning med milliardpakker fra den fælleskasse, som han før han blev direktør for Dansk erhverv har brugt det meste af sit politiske liv på at erodere skattegrundlaget for.  Og fællesskabet står parat. Likviditetspakke til bankerne, statsgarantier for lån og direkte økonomisk støtte for milliarder. Og vi har nok kun set begyndelsen. 

Der skal ikke lyde det mindste brok herfra. Jeg synes det er både ansvarligt og klogt, at flertallet i Folketinget gør alt hvad de kan for at holde virksomhederne kørende og afbøde krisens værste konsekvenser for økonomien og beskæftigelsen. Men begivenhederne viser os endnu engang at forestillingen om vores fællesskab som en klods om benet på økonomien er så langt fra virkeligheden som det kan komme. Det har den altid været. Virksomhederne nyder hver eneste dag godt at fællesskabets investeringer i uddannelse, sundhed, forskning og sociale tryghed.

Men afhængigheden bliver bare tydeligere under kriser. Vi så det under den seneste finanskrise, hvor det kun var ved hjælp af massiv skatteyderbetalt statsstøtte, at nogle af Danmarks største banker blev reddet fra kollaps. Og vi ser det igen i disse dage. Den kapitalistiske økonomi har ganske enkelt med jævne mellemrum brug for at staten og fællesskabet redder den.

Og det stiller skarpt på elitens paradoksale forhold til staten og fællesskabet.  Hvordan kan erhvervstoppen kæmpe mod rimelige dagpengeregler for lønmodtagerne, men være tilhænger af redningspakker når de selv er i klemme. Hvordan kan de evindeligt arbejde for at slippe billigere i skat, når de i det næste øjeblik vil have snablen ned i fælleskassen. Hvorfor kæmper de mod statsindgreb og regulering den ene dag, når de påkalder det den næste.

Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King bemærkede engang tørt, at USA var et land med socialisme for de rige, men rå kapitalisme for de fattige. Billedet passer meget godt på erhvervselitens paradoksale forhold til fællesskabsinstitutionerne. Så lidt stat og fællesskab som muligt – undtagen når man selv har brug for dem. Lad os deles om underskuddet i nedgangstider – men lad os beholde gevinsten i de gode tider.

Men den blotlæggelse af afhængigheden af stærke fællesskabsinstitutioner og demokratiske indgreb i økonomien, som vi først under finanskrisen og igen i disse uger og måneder oplever, kan måske vise sig at få vidtrækkende ideologiske og politiske konsekvenser for årene der kommer. Det har vi i hvert fald set før.
1930´ernes økonomiske krise og den efterfølgende blodige verdenskrig førte til en total forandring af forholdet mellem fællesskabets institutioner og økonomien. Krakket på Wall Street og den følgende globale massearbejdsløshed blev indledningen til et opgør med laissez faire-økonomien. Og krigsøkonomien gav både en stærk fællesskabsfølelse og nye erfaringer med statslig regulering og indgreb i økonomien, hvor hensynet til brede hensyn overtog fra markedskræfternes anarki. I de følgende tre årtier –  de såkaldte Trentes Glorieuses – blev økonomien og forholdet mellem fællesskabet og erhvervslivet fuldstændig remodeleret. Den skyhøje ulighed fra mellemkrigstiden blev markant nedbragt. Der blev indført stærk progressiv beskatning på indtægt, formue og arv, der kunne finansiere udbygningen af velfærdssamfund. Almindelige mennesker fik adgang til social tryghed, uddannelse og sundhedspleje. I nogle lande som Frankrig og Storbritannien blev betydelige dele af sværindustri og finanssektor nationaliseret. Andre steder som i Danmark var den politiske styring mere indirekte, men ikke nødvendigvis mindre indgribende.

Det er svært ikke at se parallellerne til i dag. En ødelæggende finanskrise afslørede for få år siden hvilke katastrofer en dereguleret finanskapitalisme kan medføre, og nu viser Corona-krisen hvordan vores demokratiske fællesskab faktisk er i stand til at foretage hurtige og omfattende indgreb i økonomien. Og så har jeg slet ikke nævnt Klima-krisens skrigende behov for demokratisk indgriben og regulering i økonomien.

Så lad os sammen holde fast i – og holde erhvervstoppen fast på – at fællesskabets institutioner er tilbage med fuld styrke. Også når Corona-krisen er overvundet og de gode tider vender tilbage.

… Læs hele artiklen her