Bragt i Altinget 19. marts 2020

KOMMENTAR: Allerede før coronaudbruddet var der tegn på den økonomiske krise, som vi nu er på vej mod. Denne gang skal vi håndtere krisen på en helt anden måde end i 2008-2009, skriver Pelle Dragsted.

Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Vi er på vej mod en global økonomisk krise. Jeg vil her forsøge at forklare årsagerne til krisen, de mulige konsekvenser, samt komme med forslag til, hvordan vi kan møde en krise på den mest fornuftige måde.

Hvad er det for en krise, vi er på vej mod, og hvorfor kommer den? Det er åbenlyst for enhver, at den krise, der lige nu ruller hen over kloden og sender aktiemarkederne i bund, er udløst af coronaudbruddet.

For det første har udbruddet ført til nedlukninger af virksomheder verden over og dermed skabt kaos i den globaliserede økonomis forsyningslinjer. For det andet medfører karantæneregler og udgangsforbud en efterspørgselskrise, som allerede nu sender tusinder af lønmodtagere og små selvstændige ud i arbejdsløshed.

Men krisen stikker desværre meget dybere. Allerede før nogen havde hørt om corona, advarede økonomer og eksperter om, at ny økonomisk krise var på trapperne. Sygdomstegnene har længe været tydelige.

Væksten i såvel USA som eurozonen har været lav på trods af negative renter og enorme pengeindsprøjtninger fra centralbankerne. Samtidig er der i årene siden finanskrisen opbygget enorme spekulative bobler – først og fremmest i det globale aktie- og ejendomsmarked, som slet ikke havde basis i den realøkonomiske udvikling.

Endelig har vi set en voksende gældsætning – ikke mindst i de store virksomheder. I Danmark er virksomhedernes gæld vokset med 800 milliarder kroner siden finanskrisen.

Årsagen til denne ujævne og modsætningsfyldte udvikling skal findes i den måde, som regeringer og centralbanker reagerede på sidste krise, hvor man på den ene side har holdt finanspolitikken – det vil sige det offentlige forbrug – i stramme tøjler og på den anden side har sænket renterne og sprøjtet enorme summer ud i såkaldte kvantitative lempelser.

De fire største centralbanker i verden har sendt – og hold nu fast – 10 billioner dollar nye penge ind i den globale finanssektor siden 2010. Den europæiske centralbank alene har i den seneste tid sendt 20 milliarder euro om måneden ind i det finansielle system.

De kvantitative lempelser har været med til at drive aktiekurserne stadig højere op og længere væk fra virksomhedernes reelle værdi. Samtidig har de lave renter kombineret med investorernes stigende behov for at finde afsætning for deres kapital medført den føromtalte gældsætning af mange virksomheder – også mange der reelt ikke er kreditværdige. Såkaldte zombie-virksomheder, der holdes i live af lave renter og høj gældsætning.

Coronaudbruddet er med andre ord kun gnisten, der nu antænder end i forvejen sprængfarlig økonomisk tilstand.

Hvordan vil krisen udvikle sig? Her må vi igen adskille den aktuelle coronakrise fra den dybere og mere grundlæggende økonomiske krisetendens. Coronapandemien medfører lige nu en markant afbrydelse af produktion.

Det betyder, dels at mange vil miste deres arbejde og indtægt, og dels at staten vil tabe betydelige skatteindtægter, mens nedlukningen pågår, samtidig med at de offentlige udgifter til hjælpepakker og offentlig forsørgelse stiger.

Hvis vi kun havde coronaudbruddet, ville situationen dog være overskuelig. Optagelse af statsgæld til lave renter kan dække de umiddelbare tab, og så snart udbruddet er overstået, ville produktionen kunne genoptages, nogenlunde som før uden et stort varigt velstandstab.

Men problemet er som sagt, at coronaudbruddet samtidig har udløst og forværret et allerede forventet tilbageslag på de finansielle markeder. Aktiekurserne er faldet med historisk hast verden over. I Europa er faldet så stort, at hele stigningen siden 2012 nu er forsvundet i den blå luft.

Kombineret med stærkt forgældede virksomheder er der stor risiko for, at vi verden over vil se en serie af konkurser og betalingsstandsninger, som igen kan forplante sig i den finansielle sektor, når de må nedskrive deres aktiver som følge af virksomhedernes faldende betalingsevne.

Vi ser altså frem mod en krise, som sagtens kan blive mere omfattende end den sidste finanskrise. Og problemet er, at de pengepolitiske redskaber er udtømte. Renterne er allerede negative og kan dårligt sættes mere ned, og den marginale effekt af endnu flere pengeudpumpninger bliver mindre og mindre.

Hvad bør der gøres?

1) Krisehjælp her og nu: Lige nu handler det om at afbøde de værste følger af coronaudbruddet. Her er der allerede taget en række fornuftige initiativer. Og flere er på vej.

Det afgørende er, at ingen lønmodtagergrupper eller små selvstændige skal stå uden indtægt. Derfor er hovedopgaven at sikre solid økonomisk dækning af alle borgere, der rammes af ledighed.

Det er både til fordel for den enkelte og for samfundet, fordi det underbygger efterspørgslen og sikrer mod, at krisen forplanter sig yderligere til for eksempel boligmarkedet med tvangsauktioner og massive prisfald til følge.

2) Omfattende grønne stimuluspakker: Når coronaudbruddet kommer under kontrol, vil vi med overvejende sandsynlighed stå over for en mere grundlæggende økonomisk recession som følge af de føromtalte økonomiske ubalancer. Her står vi som sagt i den situation, at den foretrukne krisemedicin i de seneste årtier – rentenedsættelser og kvantitative lempelser – har udtømt deres potentiale.

Tilbage står finanspolitikken. Mens sidste krise førte til store offentlige nedskæringer og hård budgetdisciplin, der forlængede og forværrede krisen, er netop offentligt forbrug og investeringer et nødvendigt redskab denne gang. Alle lande inklusive Danmark må gennemføre omfattende stimuluspakker, der kan sætte gang i efterspørgslen og jobskabelsen.

Og når det gælder klimatruslen, kan det faktisk være en god nyhed. For så længe opsvinget stod på, har finanspolitikken i de fleste lande været passiv, og investeringernes retning er først og fremmest blevet bestemt af markedskræfterne.

Krisen giver Danmark og andre stater en oplagt mulighed for at handle langt mere proaktivt og demokratisk bestemme retningen af investeringerne. Det giver en unik chance for at gennemføre en grøn investeringsplan af historiske dimensioner.

Havvindmølleparker, solcelleparker, ladestandere, højhastighedstog og klimarenoveringer kan på én gang sætte os i stand til at nå Parisaftalens mål og samtidig skabe ny offentlig infrastruktur og grønne job, der kan skubbe en mere demokratisk og bæredygtig økonomi i gang.

3) Redningspakker skal indebære modkrav: Hvis krisen for alvor rammer, er der stor sandsynlighed for, at en række virksomheder og banker igen vil få brug for økonomiske redningspakker, ligesom vi så det i 2008-2009. Det er helt afgørende, at der denne gang bliver stillet de rigtige modkrav til de banker og virksomheder, som omfattes af skatteyderfinansierede bailouts.  

– Udbytteudbetalinger skal stoppes i en årrække, og aktietilbagekøbsprogrammer skal permanent forhindres, alt sammen for at sikre, at virksomhederne kapitaliseres og overskuddet reinvesteres i at udvikle virksomhederne og skabe lokale job. Det norske socialdemokrati har allerede foreslået lignende krav.

– Stop for nye lønstigninger og bonusser til ledelse og bestyrelse, så længe de er omfattet af redningspakker. Skattebetalte redningspakker skal ikke bruges til at forgylde cheflaget yderligere.

– Statsstøtte skal veksles til ejerandele, så staten får medejerskab i de omfattede virksomheder og banker. Når skatteyderne betaler tabet, skal de også have andel i gevinsterne, når økonomien vender. Ved sidste finanskrise lykkedes det i Danmark bankerne at undgå denne model, mens den blev gennemført i de fleste andre lande.

4) Oprydning i finanssektoren: Efter sidste krise fik finanssektoren lov at fortsætte stort set som før. Kravene til kapitalpolstring blev øget, men de grundlæggende strukturelle problemer med finanshuse, der er så store, at staten er nødt til at redde dem, og med alt for store risici og spekulativ adfærd forblev uløste. Hvis finanssektoren igen kommer i krise, bør der gennemføres en række strukturreformer, herunder:

– De største finanshuse bør splittes op i mindre enheder – for eksempel ved at adskille pengeinstitutter fra realkredit, forsikring og pensionskasser. Særligt Danske Bank udgør på grund af dens omfang en konstant trussel mod den finansielle stabilitet.

– Indgreb mod spekulative aktiviteter, herunder en skat på finansielle transaktioner og benhård regulering af finansielle produkter som derivater.

– Etablering af et eller flere offentlige ikke spekulative bankalternativer og styrkelse af den demokratiske del af finanssektoren (andelskasser, sparekasser og foreningsejet realkredit).

– Banker, der omfattes af bankpakker skal betale for statsstøtte med ejerandele, så det offentlige får medejerskab. Offentligt medejerskab vil være et værn mod, at bankerne igen foretager samfundsskadelige udlån og investeringer.

Hvis vi lærer af sidste krises fejl og reagerer på den kommende krise på en klog og solidarisk måde, kan vi faktisk ende med at stå med en økonomi, der er langt mere retfærdig, demokratisk, robust og bæredygtig end den, vi har i dag.

Se artiklen i Altinget