Bragt i Politiken 1. maj 2019

Hvis vi skal løse vores tids største udfordringer med klimaforandringer, voksende ulighed og mistillid til det politiske system, så skal det økonomiske ejerskab, og den magt der følger med, bredes ud til mange flere.

Pelle Dragsted, MF for Enhedslisten. Hardy Hansen tidl. formand for SiD

Når lønmodtagere verden over i dag fejrer første maj, kan vi se tilbage på mange vigtige sejre for almindelige menneskers rettigheder. Men de grundlæggende problemer med den kapitalistiske økonomis udemokratiske og oligarkiske karakter er uforandrede, og konsekvenserne af dem er stadig mere tydelige.

Aldrig har den økonomiske ulighed mellem almindelige lønmodtagere og chefgangene været større.
Aldrig har så meget rigdom været kontrolleret af så få hænder. Aldrig har så få individer haft så stor økonomisk magt i verden.

Og den økonomiske magt omsættes i stadig større grad til politisk magt. Både direkte gennem rigmænd og oligarkers finansiering af politikere og politiske partier, som forsvarer deres interesser og privilegier. Men i endnu højere grad indirekte – ved hjælp af den magt, som ejerskabet over de transnationale virksomheder kan udøve på stater, der sættes op mod hinanden i konkurrencen om jobs og investeringer.  

For at holde på og lokke nye kapitalejede virksomheder til er politikerne i alle verdens stater presset til at sænke skatter, presse lønninger og gøre arbejdstagerne mindre krævende ved at underminere sociale rettigheder, såsom dagpenge og pension. Overalt i verden er lønmodtagerne mere end nogensinde før pinligt bevidste om, at de kan erstattes – enten gennem udflytning af deres arbejdspladser eller gennem import af lavtlønnet og uorganiseret arbejdskraft.

Den omfordeling af velstanden via lønkamp og via progressive skattesystemer, som var hele kernen i  det 20. århundredes socialdemokratiske projekt, bliver stadigt sværere i en verden, hvor styrkeforholdene mellem arbejdstagere og arbejdsgivere har forskubbet sig massivt til fordel for sidstnævnte.

Og netop i denne udvikling – i den politiske klasses stadig større underdanighed over for og tilpasning til den økonomiske elites ønsker og interesser – kan vi også finde hovedårsagen til de politiske opbrud, vi oplever i disse år.

Når almindelige mennesker oplever, at der ikke føres politik til vores fordel. At uanset hvilken farve regeringen har, så skæres der ned på velfærden, hævdvundne rettigheder rulles tilbage, og uligheden får lov at vokse. Så vender mange de gamle magtbærende politiske partier ryggen og søger enten mod politisk apati eller mod populistiske nationalkonservative partier. Den kapitalistiske økonomis koncentration af magt og ejerskab udgør således i stigende grad en trussel mod selve retsstaten og folkestyret.

Men også klimakrisen kompliceres af, at det økonomiske ejerskab koncentreres.

Den enorme koncentration af rigdommen lægger nemlig også beslutningerne om retningen af samfundets investeringer i hænderne på en lille økonomisk elite. Og når økonomien er domineret af kapitalistiske virksomheder, som år efter år skal sikre aktionærerne et voksende afkast, så vil investeringsbeslutningerne ofte have en kort horisont, og andre samfundsmæssige hensyn må vige. Det spænder ben for det akutte behov for enorme og nødvendige investeringer i den grønne omstilling, som vi står overfor.  Og når den politiske magt er udhulet, fordi nationalstaterne må tilpasse sig den økonomiske elites ønsker for at klare sig i konkurrencen, bliver det også vanskeligere at stille krav og eller pålægge skatter og afgifter, der kunne sikre en klimavenlig adfærd. 

Uanset om vi taler om ulighedskrisen, krisen for demokratiet eller klimakrisen, bliver det altså stadig mere tydeligt, at de har deres udgangspunkt i den koncentration af magt og ejerskab, som den kapitalistiske økonomi hele tiden skaber og forstærker.
Derfor er det stadig mere åbenlyst, at hvis vi skal løse de kriser, er vi nødt til igen at diskutere ejerskab – og den økonomiske og politiske magt, der følger af ejerskab.

Diskussionen om ejerskab i økonomien har de seneste årtier næsten været forstummet i Danmark. Tidligere var spørgsmålet om det, man dengang kaldte ejerskabet til produktionsmidlerne et centralt spørgsmål for såvel arbejderbevægelsen som partierne på venstrefløjen. Helt frem til 80´erne pågik der i fagbevægelsen og socialdemokratiet seriøse diskussioner om blandt andet Økonomisk Demokrati, hvor ejerskabet til virksomhederne gradvist skulle overgå til erhvervsdrivende fonde ejet af lønmodtagerne.  

Ja, faktisk er det seneste socialdemokratiske principprogram, det første program i partiets historie der fuldstændig undlader at adressere spørgsmålet om ejerskab i økonomien, og som er komplet blottet for idéer eller visioner om at brede ejerskabet og den økonomiske magt ud til flere. Egentlig ganske bizart i en tid, hvor kapitalejede monopoler og oligopoler i stadig større grad dominerer finanssektoren, tech-industrien og økonomien i det hele taget.

Hvis folkestyret skal genvinde reel politisk magt, hvis flertallet igen skal have glæde af den voksende økonomiske velstand, og hvis vi skal kunne sætte effektivt ind over for den globale opvarmning, så er det ganske enkelt nødvendigt, at vi igen begynder at drøfte, hvordan vi kan modvirke den kapitalistiske økonomis koncentration af økonomisk magt. Hvordan vi breder ejerskabet ud til flere, sådan at rigdommen spredes, og flere får indflydelse på afgørende økonomiske beslutninger.

Det handler ikke om at genoptage den detaljerede planlægning af et socialistisk evighedsrige, som venstrefløjens skrivebordsgeneraler tidligere har brugt megen tid på. Det handler om at finde og udvikle konkrete reformer og veje, der skridt for skridt kan brede ejerskabet ud og sikre, at flere mennesker får indflydelse på de økonomiske beslutninger og del i rigdommen.

Heldigvis starter vi i Danmark langt fra på bar bund, når vi skal udvikle en anden og mere demokratisk og inkluderende økonomi. Fællesejede og demokratisk forvaltede virksomheder er ikke noget nyt i Danmark.

Det er tværtimod erfaret og vellykket virkelighed, som i mere end 100 år har været en integreret del af vores samfund og økonomi til fordel for forbrugere og lønmodtagere.

Vores største dagligvarekæde Coop er fælleseje. Resultatet af at pionérerne i andelsbevægelsen for 150 år siden var godt og grundigt trætte af at skulle betale over-avancer til grådige grosserer, når de handlede dagligvarer.

Titusindvis af danskere har deres forsikring i et forsikringsselskab, som de selv er medejere af. Store dele af vores finanssektor var indtil for få år side fælleseje i form af demokratiske andels- og sparekasser. Det største realkreditinstitut, Nykredit, er stadig ejet af kunderne. Også mange pensionskasser er direkte eller indirekte ejet og kontrolleret af opsparerne.

Store dele af vores forsyningssektor, vandværker og kraftvarmeværker er fælleseje, hvilket sikrer danskerne betydeligt lavere priser på vand og varme end i de lande, hvor private profitmotiverede virksomheder dominerer området.

Disse virksomheder har det til fælles, at de bygger på folkestyrets princip om én person én stemme. På den måde står de i modsætning til de kapital-ejede virksomheder, hvor indflydelsen bestemmes af omfanget af den indskudte kapital. Og i modsætning til de ikke-demokratiske virksomheder, som har til formål at tjene penge til eksterne investorer, virker de demokratiske virksomheder til fordel for deres medlemmer.

Etableringen af fællesejede demokratiske virksomheder har altså igennem hele vores historie været almindelige menneskers svar på den uretfærdighed og ulighed, som følger i den kapitalistiske økonomis kølvand.

Og ser vi ud i Europa har der i de seneste år været en stor vækst i antallet af fællesejede demokratiske virksomheder – ikke mindst virksomheder ejet af medarbejderne. 140 millioner europæere er for indeværende medlem af et kooperativ. Det skyldes i høj grad politiske initiativer, der skaber incitamenter til at etablere nye demokratiske virksomheder eller demokratisere eksisterende ikke-demokratiske virksomheder.

I Storbritannien kan virksomhedsejere f.eks. slippe for at betale avanceskat, hvis de sælger deres virksomhed til deres medarbejdere. I Sverige har en målrettet demokratisk erhvervsfremme-indsats ført til etableringen af hundredvis af nye kooperativer. I Spanien, Frankrig og Italien er det målrettede investeringsfonde, der sikrer lånekapital til kooperativer.

Fælleseje virker. Faktisk viser forskning og undersøgelser et entydigt billede af, at virksomhederne bliver mere produktive og mere bæredygtige, når medarbejderne får medejerskab og demokratisk indflydelse. Enhedslisten fremlægger i denne uge et omfattende udspil til, hvordan vi i Danmark kan bruge de mange gode erfaringer fra andre europæiske lande til at understøtte opbygningen af en stærk demokratisk kooperativ erhvervssektor, hvor almindelige mennesker i endnu højere grad end i dag er ejere af virksomhederne, og dermed får demokratisk indflydelse og andel i afkastet.

Ved siden af initiativer der kan anspore til at puste nyt liv i vores tradition for demokratiske virksomheder, skal vi også genoptage diskussionen om såkaldt Økonomisk Demokrati. Idéerne om Økonomisk Demokrati (ØD) opstod op gennem 60’erne og 70’erne og havde som sit formål gradvist at demokratisere ejerskabet til de store virksomheder. Hvorfor skulle få individer have kontrollen med afgørende dele af vores økonomiske samfundsliv? Hvorfor skulle de lønmodtagere, som reelt skabte værdierne gennem deres arbejde, være uden indflydelse på såvel deres arbejdsliv som på, hvordan frugterne af deres arbejde skulle investeres?

Idéen, som nåede så langt, at den blev udmøntet i et lovforslag fra socialdemokraterne i 1973, indebar, at en del af lønsummen i virksomhederne skulle udbetales som aktiekapital, således at de ansatte gradvist fik medejerskab over de virksomheder, de arbejdede på. En del af kapitalen skulle indbetales til en såkaldt ØD-fond, som var kontrolleret af lønmodtagernes organisationer.
Loven blev aldrig vedtaget – både på grund af voldsom modstand fra arbejdsgiverne, men også fordi store dele af venstrefløjen vendte sig imod forslaget. Nogle frygtede, at medejerskabet ville gøre arbejderne til en slags mini-kapitalister, andre mente, at den model som socialdemokraterne foreslog, ikke sikrede medarbejderne tilstrækkelig indflydelse og i stedet koncentrerede magt i toppen af fagforbundene. I løbet af 80’erne gik diskussionen i sig selv.

Men mens debatten om ØD er forstummet herhjemme, har den fået nyt liv fra uventet kant. På venstrefløjen i det Demokratiske Parti i den nye socialistiske fløj, som Bernie Sanders er blevet symbol på, er man ved at støve idéerne om at distribuere ejerskabet i de store virksomheder ud til flere af igen. Tænketanken Peoples Policy Project har blandt andet med inspiration fra den norske oliefond lanceret forslag om en såkaldt Social Wealth Fund – en velstandsfond, hvor hver eneste borger ejer en lige andel.

Tænketanken foreslår, at fondens startkapital kunne komme fra skat på naturressourcer eller via en arveafgift, når virksomheder gik i arv. Fonden skulle opkøbe aktiver som aktier og obligationer, og det årlige overskud fordeles ligeligt mellem alle amerikanere. I Alaska findes en lignende fond allerede. Her får hver eneste borger uanset alder hvert år udbetalt afkastet af fondens investeringer. En social velstandsfond sikrer, at virksomhedernes afkast spredes ud til hele befolkningen. Og i takt med at den får større ejerskab i virksomhederne, giver den borgerne demokratisk indflydelse på virksomhedsdriften. Endelig giver den mulighed for at foretage nødvendige samfundsmæssige investeringer i fx grøn omstilling og trække investeringer væk fra fx fossile brændstoffer.

Også i Storbritannien er idéer om at give medarbejderne ejerskab i de største virksomhed igen i vælten. Labours skygge-økonomiminister, John Mcdonell, har fremlagt en plan, der hvis den gennemføres, vil indebære, at alle virksomheder med over 250 ansatte skal give deres medarbejdere andel i ejerskab og demokratisk indflydelse ved at overføre 1 pct. af aktierne om året til en medarbejderfond. På den måde skal medarbejderne gradvist sikres både medindflydelse og andel i virksomhedernes fremtidige afkast.

At sikre (med)ejerskab til virksomheder indebærer mange fordele for lønmodtagerne udover andelen i overskuddet. Truslen om udflytning af arbejdspladser ville blive mindre. For hvorfor skulle man flytte sine egne arbejdspladser ud? Også arbejdsmiljøet ville blive bedre, når medarbejderne selv havde direkte indflydelse. Grundlæggende ville et stærkt medejerskab forrykke styrkeforholdene i vores samfund til fordel for de mange og reducere den magt, som en lille elite af virksomhedsejere i dag sidder på.

Det er derfor på tide, at vi også i Danmark genoptager diskussionen om medejerskab og Økonomisk Demokrati – om hvordan vi i højere grad kan demokratisere ejerskabet i vores økonomi. Diskussionen bør være nysgerrig, søgende og udogmatisk, og altså ikke ende som i 70´ernes ideologiske skyttegravskrige. 

Er det f.eks. en bred social velstandsfond, der breder ejerskabet og overskud ud til hele befolkningen, der er vejen frem i Danmark? Eller er det mere lokale virksomhedsfonde, der sikrer medarbejderne på den enkelte virksomhed direkte indflydelse og medejerskab? Eller en kombination af begge modeller?

Hvordan kan den sociale og kollektive kapital, som vi allerede har i vores pensionskasser og ATP, understøtte et mere demokratisk ejerskab? Hvilken rolle kan vores store demokratiske erhvervssektor spille? Hvad kan vi lære af erfaringerne fra delvist statsejede succes-virksomheder, såsom Ørsted? Kan den fondsmodel, som mange store danske virksomheder allerede drives efter, være en byggesten til en mere demokratisk økonomi?
Og måske allervigtigst. Hvordan sikrer vi, at demokratiet, indflydelsen og ejerskabet bliver reelt, så vi ikke blot flytter magten til en ny svæver magt-elite?


Spørgsmålene er mange. Men det første afgørende skridt, er at erkende, at vi ikke kan lade stå til og acceptere en økonomi, hvor ejerskab og magt bliver mere og mere koncentreret, hvor uligheden vokser og hvor kortsigtede hensyn til afkast til investorer spænder ben for indsatsen mod klimaforandringer.

Når vi efter et valg forhåbentlig får en ny regering, bør den derfor hurtigt nedsætte en bredt sammensat kommission for fremme af demokratisk økonomi. En kommission, der med inspiration fra såvel danske som internationale erfaringer kan komme med forslag og anbefalinger til, hvordan vi kan videreudvikle en mere demokratisk, socialt og miljømæssig bæredygtig økonomi.

Målet er klart  – når vi i fremtiden fejrer den første maj – skal det ikke længere kun være som lønmodtagere, men også som medejere og forvaltere af vores virksomheder. Med større andel i den velstand, som vi skaber, når vi går på arbejde. Og med en demokratisk indflydelse, der giver os muligheden for at forme en bæredygtig og social økonomi til gavn for mennesker og vores fælles klode. En økonomi for de mange og ikke kun for de få.