Højrefløjen tabte, men hvem vinder?

Analyse skrevet til den norske avis Klassekampen 8. juni 2019

Folketingsvalget i Danmark onsdag endte med sejr til de partier, der ønsker en ny regering. Særligt Socialistisk Folkeparti og det socialliberale centerparti Radikale Venstre fik flotte valg. Men selv med et solidt flertal venter svære forhandlinger forude før der kan dannes en ny regering. Det vender vi tilbage til.

Højrefløjen crasher
For det mest spektakulære ved valgresultatet var sammensmeltningen på den yderste højrefløj. Det højrenationale Dansk Folkeparti, der blev sidste folketingsvalgs store vinder kollapsede fuldstændig. Partiet, der sidste gang blev det største parti i den borgerlige blok tabte mere end halvdelen af sine vælgere og gik fra 21,1 til 8,7 % af vælgerne. Selv hvis man tager højde for de stemmer der gik til de to nye højreradikale partier, Nye Borgerlige (som fik 4 mandater) og Stram Kurs (Som ikke blev valgt), er der tale om en kraftig tilbagegang til den yderste højrefløj.

Men ikke kun den fremmedfjendske højrefløj gik tilbage Også det ultraliberalistiske parti Liberal Alliance fik en syngende lussing af vælgerne, der sendte partiet stifter og formand, Anders Samuelsen helt ud af folketinget. Lars Løkkes Venstre og  Konservative Folkeparti fik fremgang, men der var tale om intern kannibalisering på højrefløjen.   

Det bliver en stor opgave at genopbygge højrefløjen. Ikke mindst fordi det nye højreparti Nye Borgerlige er valgt på at stille helt uopnåelige men ultimative krav om totalt asylstop.
Og knivene hvæsses da også allerede til såvel interne magtkampe og formandsopgør som opgør mellem partierne.
Det bliver spændende at følge hvad tilbagegangen for de fremmedfjendske partiet betyder for en højrefløj. Vil der komme et liberalt opgør mod den følgagtige linje, som den samlede højrefløj har ført ifht de Dansk Folkeparti? Og vil Dansk folkeparti kunne genrejses, eller er der tale om en epoke der er slut.

Svære forhandlinger
Men lige nu rettes alle projektører mod de regeringsforhandlinger som Mette Frederiksen fredag satte i gang. Det er ikke en nem opgave hun står med, for hvis det skal lykkes hende at danne regering, skal hun have både Enhedslisten, SF og Det radikale Venstres opbakning, og alle tre partier møder op med en række skarpe betingelser.

På nogle områder trækker de tre partier i samme retning. Det gælder på klima-området, hvor de under valgkampen præsenterede den fælles klima-pagt: Uden en bindende klimalov med et reduktionsmål på 70 pct. i 2030 vil partierne ikke stille sig bag en ny regering. Og det gælder dele af velfærdspolitikken hvor partierne fx er enige i at der skal ansættes flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer.
Også når det gælder udlændingepolitikken kræver alle tre partier at der sker forandringer af den udlændingepolitik, som det yderste højre har dikteret. Her har Socialdemokraterne til gengæld gået til valg på at fastholde den ”stramme udlændingepolitik” – et løfte som er gentaget igen og igen – så det vil uden tvivl blive én af de store knaster i forhandlingerne.

En anden udfordring er den økonomiske politik, hvor støttepartierne trækker i forskellige retninger. Det Radikale Venstre står for en blå økonomisk politik og har krævet reformer der øger udbuddet af arbejdskraft – fx ved at gøre det lettere at importere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU eller ved at hæve pensionsalderen yderligere. Omvendt har Enhedslisten gjort det helt klart, at partiet ikke kommer til at acceptere dannelsen af en socialdemokratisk regering, hvis ikke man får klare løfter om reformer der øger den økonomiske lighed og bekæmper fattigdommen. Partiet vil for alt i verden undgå en ”svensk model”, hvor venstrefløjen presses til at acceptere en regering, der vil føre en usolidarisk og uligheds-skabende politik, der øger utrygheden for lønmodtagerne.

Lars Løkke spøger i kulissen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er kendt for en god dosis politisk snedighed, overraskede i valgkampen ved at åbne op for at gå i regering sammen med socialdemokraterne, og gik i slutfasen skridtet videre og sagde at det var hans førsteprioritet at danne en regering ind over midten.
Udmeldingen var selvfølgelig i høj grad taktisk, da mange danskere ser positivt på partier der erklærer at de ønsker bredt samarbejde.

Men det er givetvis også udtryk for, at den økonomiske elite som de borgerlige partier repræsenterer er dybt bekymrede ved udsigten til et politisk vejskifte, der kan betyde at deres interesser trues.
Det er en slags politisk jernlov i kapitalistiske samfund, at når højrefløjen vinder valget, så ønsker eliten snæver blok-politik, men når venstrefløjen går frem, så er man pludselig tilhænger af et ”bredt samarbejde” ind over midten, som kan forhindre at der føres en mere lighedsskabende og lønmodtager-gavnlig politik . På den måde kan eliten sikre at dens interesser varetages bedst muligt i begge tilfælde.
Radikale Venstre har kaldt en SV-regering for et ”drømmescenarium”, og vil uden tvivl forsøge at bruge Lars Løkkes tilbud om et alternativt flertal til at presse socialdemokraterne og venstrefløjen i forhandlingerne.
Men spørgsmålet er om truslen er reel? De radikale er gået til valg med benhårde krav om en ny udlændingepolitik og en ambitiøs klima-politik, og i en regering med højrefløjens deltagelse vil disse løfter næppe kunne indfries. Og venstrefløjspartierne vil næppe lade sig presse af truslerne. Ikke mindst fordi erfaringerne med de brede koalitioner, er at de vil medføre en vælgerflugt til netop venstrefløjen. Og det er også netop årsagen til at særligt socialdemokraterne vil gøre alt hvad de kan for at undgå at det ender der.   

Man skal dog aldrig sige aldrig. Og derfor er det også stadig for tidligt at kåre valget vinder. Vi ved at den ekstreme højrefløj tabte valget. Men vinderen kan enten blive endnu en udgave af det som Tariq Ali kaldte det ekstreme centrum: En regering der fremstiller sig selv som midtsøgende og værdipolitisk progressiv, men som fortsætter den nyliberalistiske økonomiske politik, som vi senest har set det i både Frankrig og Sverige.
Eller det kan blive en regering som faktisk ændrer den politiske kurs og leverer på såvel en mere solidarisk økonomisk politik, som på en ambitiøs klimapolitik.

Under valgkampen har en række stærke sociale bevægelser manifesteret sig. Det gælder ikke mindst en bevægelse af forældre, som kræver bedre velfærd og flere pædagoger, og en klimabevægelse som har engageret tusindvis af borgere. Hvis de bevægelser holder dampen oppe i den kommende tid, kan det formentlig trække i retning af det sidste scenarium.
Juryen er stadig ude.