Har i dag en analyse i Altinget om de igangværende regeringsforhandlinger. Den kan læses her: Radikale har ikke patent på økonomisk ansvarlighed.
Her et kort uddrag:
“Enhedslistens største frygt er en gentagelse af resultatet fra det sorte tårn, hvor den nye regering blev bundet til at videreføre en højreorienteret økonomisk politik, der markant skulle øge arbejdsudbuddet gennem såkaldte reformer. For Enhedslisten er det helt afgørende, at en ny regering nedbringer den økonomiske ulighed og øger trygheden for lønmodtagere, der rammes af arbejdsløshed. Og det er meget svært at forene med arbejdsudbudsreformer, som typisk handler om at svække vilkårene for ledige eller sænke skatten i toppen.
Man skal dog lægge mærke til, at Radikale i det 2030-program, som partiet fremlagde kort før valget, havde opgivet planerne om at øge pensionsalderen yderligere. Der er heller ikke forslag om andre ”hårde” arbejdsmarkedsreformer. Der er i stedet mere fokus på at give virksomhederne lettere adgang til import af arbejdskraft og på at lave en skattereform med fokus på lavere skat på de laveste arbejdsindkomster. På den måde lægger Radikale sig i forlængelse af de økonomiske vismænd og andre økonomer, som har peget på, at der efter et årti med reform-amok næppe er meget mere at hente ved at forringe vilkårene for de ledige.
Det skal heller ikke glemmes, at der er områder, hvor Enhedslisten og Radikale faktisk deler opfattelse. Ingen af partierne har for eksempel Socialdemokraternes berøringsangst over for at se på, om man kan beskatte gevinster ved boligsalg eller sænke rentefradraget for meget højre renteudgifter. Også i forhold til afgifter på forurening kan de to partier finde hinanden. Og det gælder også ønsket om at øge beskæftigelsen blandt nydanskere gennem et opgør med paradigmeskiftet.”
