Bragt i Politiken 25. marts 2020
Vores fællesskabsorienterede og solidariske samfund er vores bedste våben mod coronasmitten. Fællesskab og solidaritet skal også være svaret på de udfordringer, der vil møde os, når den aktuelle krise er ovre
Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten
Forestil dig et øjeblik, at du er en amerikansk lønmodtager. Du er vågnet op med hovedpine og tør hoste. Du ved godt, at det kan være coronavirus, og at du egentlig burde blive hjemme, men du har ikke ret til løn under sygdom, og du har i forvejen svært ved at betale regningerne, så du er nødt til at tage på arbejde og udsætte dine kollegaer for smitterisiko. Eller forestil dig, at du som samme lønmodtagere fik brug for intensiv behandling for Corona. Og at du efterfølgende stod med en regning på flere hundrede tusinder kroner, fordi du ikke havde råd til en privat sundhedsforsikring. Det er faktisk i de her dage virkeligheden for millioner af amerikanere.
Coronakrisen er en fremkaldervæske, der viser, hvordan vores velfærdssamfund med social tryghed og gratis og universel adgang til sundhedspleje ikke bare gør os tryggere hver især, men også er afgørende for at stoppe epidemiens spredning. Hvordan vores arbejdsmarkedsmodel sikrer, at vi på under et døgn kan lave en treparts-aftale, der giver lønkompensation til titusinder af fyringstruede medarbejdere. Hvordan et stærkt demokratisk fællesskab hurtigt kan spænde et sikkerhedsnet ud under de små selvstændige og freelancere, der med et slag har mistet deres indtægtsgrundlag. Ja, selv erhvervseliten, som ellers i årevis ofte har opfattet den offentlige sektor som en tyngende byrde, er nu på offentlig støtte.
Det er i dag næsten ikke til at forstå, at vi igennem de seneste årtier har haft så travlt med at underminere det fællesskab. At politikerne har været mere optagede af skattelettelser end af at lade velfærden følge med de voksende opgaver. At reform efter reform har klippet huller i vores ellers stærke sociale sikkerhedsnet. At partier er gået til valg på nulvækst eller tilmed minusvækst i vores velfærd.
Jeg tør næsten ikke tænke på den ressourcesituation, som vores sundhedssektor havde stået i nu, hvis det var blevet realiseret. Det er så vigtigt, at vi nu holder fast i de erfaringer, vi nu gør os med værdien af et solidt fællesskab. Ikke mindst i den kommende tid, hvor coronakrisen med stor sandsynlighed vil forvandle sig til en endnu dybere økonomisk og finansiel krise, der kan få finanskrisen i 2008 til at blegne … Læs hele artiklen i Politiken
