Myte #5: Der er ikke råd til velfærd i fremtiden

Bragt i Politiken 10 Februar 2015

Det er en myte, at velfærden kommer under pres som følge af, at der fremover bliver flere ældre. For i samme periode vil vores velstand vokse. Den såkaldte ‘ældrebyrde’ er intet andet end et dårligt påskud for at presse danskerne til at arbejde mere og længere.

» Politikerne er nødt til at gribe ind for at undgå for store underskud på det offentlige budget, når de store årgange forlader arbejdsmarkedet i løbet af de næste 10-15 år. De fleste danskere på arbejdsmarkedet må forberede sig på at skulle arbejde længere, inden de kan gå på pension«.
Peter Birch Sørensen, økonom i BT, december 2014.

I juleferien kunne man på BT’s spiseseddel med truende versaler læse, at danskerne er nødt til at forberede sig på højere pensionsalder igen-igen eller på en velfærdskatastrofe.

Fortællingen om, at der ikke er råd til velfærd i fremtiden uden »nødvendige reformer«, har vi hørt før. Det var den, der blev brugt til at gennemtvinge den seneste tilbagetrækningsreform, hvor pensionsalderen blev hævet og efterlønnen de facto afskaffet. Meldingen kommer da også fra to gamle kendinge: de nyliberalistisk orienterede økonomer Peter Birch Sørensen og Torben M. Andersen, hvoraf den sidste også stod fadder til Velfærdskommissionen i 2004.

Præcis som den gang tegner de to et panikagtigt scenarie op, hvor nye reformer af pensionsalderen er fuldstændigt uomgængelige, hvis velfærdssamfundet skal bestå. Og præcis som dengang er påstanden forkert.

For det første kan der sættes spørgsmålstegn ved de prognoser, der ligger til grund for påstanden om en truende ældrebyrde. F.eks. har Velfærdskommissionens advarsler om, at der ville komme til at mangle arbejdskraft frem mod 2020, vist sig ikke at holde stik.

I efterlønsreformens kølvand kom en ny prognose, der forudså flere – ikke færre – i den arbejdsdygtige alder frem mod 2020. Faktisk er 2004-buddet på arbejdsstyrkens størrelse i 2050 opjusteret med hele 300.000. Det fik arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen til at udtale, at man ikke bare skal tage prognoserne med et gran salt, men med »et helt kilo salt«.

På den baggrund er det opsigtsvækkende, at vi alligevel har brugt prognoserne som argument for at gennemføre reformer, der betydeligt har forringet lønmodtagernes vilkår og livsmuligheder.

For det andet er det meget usikkert, om udgifterne knyttet til en ældre befolkning vil blive så store, som økonomerne hidtil har antaget. Erfaringerne fra de seneste år er, at udgifterne til ældreomsorg har været stabile trods et voksende antal ældre.

Det skal heller ikke glemmes, at mange af de mennesker, som går på pension i de kommende år, har store pensionsopsparinger, som vil blive beskattet ved udbetaling. På den måde kommer mange pensionister til at bidrage mere til fællesskabet, end de trækker på det.

Den tredje og vigtigste indsigelse mod påstanden om, at vi ikke har råd til velfærd i fremtiden, er imidlertid en anden. Det lyder måske logisk, at flere ældre ændrer forholdet mellem dem, der arbejder, og dem, der skal forsørges, og at dette vil vælte vores økonomi. Men så enkelt er det bare ikke.

For det afgørende er ikke forholdet mellem pensionister og mennesker i arbejde. Det afgørende er forholdet mellem samfundets indtægter og samfundets udgifter. Og i den periode, hvor der kommer flere ældre, vil velstanden i samfundet stige som resultat af forventet vækst i BNP.

De økonomiske vismænd regner faktisk med, at Danmark vil opleve mere end en fordobling af vores velstand frem mod 2050 som et resultat af bl.a. produktivitetsforbedringer. På den baggrund er det absurd, når vi konstant skal høre dommedagsscenarier om, at Danmarks økonomi er på vej mod afgrunden.

Kagen bliver større – så derfor vil vi i fremtiden kunne afholde større udgifter, uden at det forudsætter reformer af velfærd og arbejdstid.

Af samme grund har vi allerede klaret en god del af den demografiske ændring, hvor der bliver flere ældre, uden at opleve finansieringsproblemer. Fra 1994-2004 voksede andelen af ældre over 65 år fra 14,9 til 18,2 procent af befolkningen. Alligevel var der samtidig så stort overskud på statsfinanserne, at vi kunne afbetale en betydelig del af Danmarks gæld til udlandet.

Når de nyliberalistiske økonomer og højrefløjen alligevel mener, at vi ikke har råd til flere ældre, skyldes det alene en forudsætning om, at langt den største del af den voksende velstand skal ende i private lommer. Faktisk forudsætter de økonomiske vismænd, at hver enkelt dansker i 2045 vil have fordoblet deres private forbrug. (Vismandsrapporten fra forår 2010 s. 187 og 152)

Den tidligere finansminister Thor Pedersen var meget bevidst om dette, da han i 2004 resolut afviste Velfærdskommissionens påstande. Han udtalte dengang til Jyllands-Posten, at »i 2040 er det, der skal fordeles, dobbelt så stort som i dag, og i 2100 er danskere 6,5 gange så rige, som de er nu – målt pr. dansker. Udfordringen bliver simpelthen at fordele større velstand«.

Thor Pedersen indrammer her det absurde i påstanden om, at der ikke er råd til velfærd i fremtiden. Hvordan kan økonomer og højrefløj stort set uimodsagt tale om, at vi kommer til at mangle penge i fremtiden, når de selv anslår, at hver enkelt dansker om blot én generation vil have dobbelt så mange penge at forbruge af som i dag?

Sandheden er, at hvis vi konverterer blot en lille del af den forventede velstandsfremgang fra øget privatforbrug til at dække velfærdsudgifter, så kan vi sagtens betale for, at der bliver flere ældre.

Vismændene anslog selv for et par år siden, at en gradvis stigning i bundskatten på 3,5 procent fra 2021 til 2035 vil løse alle problemer med finansiering af velfærden – selvom danskerne bliver ældre. (Vismandsrapporten fra forår 2010 s. 256)

Efter en sådan skattestigning – som kunne skrues langt mere retfærdigt sammen, end vismændene har foreslået – vil den enkelte dansker stadig sidde tilbage med markant flere penge mellem hænderne end i dag.

Eller som Thor Pedersen udtrykte det i sin tid: »En lønmodtager, der i dag tjener 300.000 kr., vil tjene 600.000 i 2050. Så kan han betale 60 pct. i skat mod 50 pct. i dag og stadig have langt flere penge til sig selv«.

Der er altså intet overhovedet, der tvinger os til at øge arbejdstiden eller hæve pensionsalderen for at få råd til velfærdssamfundet i fremtiden. Hvad vi får råd til handler alene om politisk prioritering.

Vi er på ingen måde tvunget til at gennemføre såkaldt »nødvendige« reformer for at redde velfærden. Men vi er tvunget til at træffe et valg. Et valg mellem på den ene side en fordobling af privatforbruget – og på den anden side en lidt mindre fremgang i privatforbruget mod til gengæld at bevare vores velfærd og undgå flere reformer, der tvinger os til at arbejde endnu mere og længere.