Enhedslistens erfaringer med finanslovsforhandlingerne under Thorning

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter
Share on email
Email

Bragt i Modkraft 29 september 2015

Under Enhedslistens årsmøde (2015 red) havde jeg en lang snak med en journalist fra TV2 om vores erfaringer med finanslovsforhandlingerne under Thorning-regeringen. Det kom der dette lidt hårdt skårede interview ud af. I denne blog vil jeg uddybe pointerne.

 Jeg mener, at der er brug for mange grundige diskussioner og evalueringer efter de fire år med Thorning. Én af dem handler om vores tilgang til finanslovsforhandlingerne. Det er en diskussion som nemmere kan tages nu, hvor der nok går noget tid før Enhedslisten igen skal forhandle en finanslov, fordi den ikke spiller ind i en konkret forhandlingssituation. 

Det er min opfattelse, at erfaringerne viser, at vi bør genoverveje dele af vores tilgang til finansloven.  Jeg vil præsentere nogle af mine overvejelser og efterfølgende foreslå hvordan jeg mener man kunne forholde sig til finansloven når vi næste gang skal være parlamentarisk grundlag.


Kløft i opfattelse af finansloven mellem Enhedslisten og befolkningen

På trods af en vis nuancering i den seneste årsmødevedtagelse er opfattelsen hos mange af os stadig, at man ved at stemme for finansloven ”tager ansvar” for den samlede økonomiske politik og dermed for de aftaler som regeringen har lavet i løbet af året. Og finansloven skal derfor som minimum ”opveje” de nedskæringsreformer som regeringen har gennemført i løbet af året, hvis vi skal stemme for ”det samlede budget”

Det mest grundlæggende problem i denne tilgang, er at der er en dyb kløft ifht. den øvrige befolknings opfattelse af finanslovens karakter. Mens Enhedslisten historisk har opfattet en underskift på finansloven, som en underskrift på hele rigets økonomi, så opfatter den almindelige befolkning det anderledes. Her ser man finansloven som det, der forhandles om under selve finanslovsforhandlingerne.

Få andre end Enhedslisten selv har den opfattelse, at Enhedslisten ved at stemme for finansloven, legitimerer eller tager ansvar for f.eks. en kontanthjælpsreform, som alle ved, at Enhedslisten er voldsomme modstandere af. Og kun et forsvindende mindretal vil opfatte en deltagelse i finansloven som en generel blåstempling af regeringens økonomiske politik. Folk ser på, hvad der bliver lagt på bordet i selve finanslovsforhandlingerne, og deres vurdering af, hvorvidt Enhedslisten har succes eller fiasko vil afhænge af dette. Der er derfor et niveau af selvpineri i at påtage sig et åg, som ingen andre end os selv lægger på vores skuldre.

Forskellen i opfattelse er også årsagen til besværlighederne med at svare overbevisende på spørgsmålet: Hvorfor er ingenting bedre end noget lidt godt?  Noget som Socialdemokraterne i den grad har spillet på i det abespil, der fulgte de sammenbrudte finanslovsforhandlinger i 2013.


Straffer eller hjælper vi regeringen?

Jeg støder også ofte på en tilgang, hvor det ses som en slags straf af regeringen, hvis vi ikke medvirker i en finanslov. ”Hvis I laver asociale aftaler med højrefløjen i løbet af året, så skal I ikke regne med at vi stemmer for finansloven. Tag den!” har været en almindelig tilgang. Problemet i dette udgangspunkt er, at det med Thorning-regeringens politiske position overhovedet ikke var en ”straf” at vi ikke vil lave en finanslovsaftale. Tvært i mod var det en hjælp til regeringstoppen, der langt hen ad vejen ville foretrække en aftale med højrefløjen, som de deler politik med. Den eneste grund til, at de var nødt til at foregive, at de ønskede aftaler med Enhedslisten, var fordi deres vælgerbagland ønskede det.

Ved at ”straffe” dem, giver vi dem grundlæggende bare en god undskyldning overfor dette bagland for at gennemføre de blå aftaler, som de egentlig selv foretrækker. ”Det var Enhedslisten, der tvang os i armene på Løkke”, lød det igen og igen efter sammenbruddet i 2013.

Tolkningsdiskussion i stedet for politiske diskussioner

Vi har efter hver eneste finanslovsaftale oplevet, at formuleringerne fra de årsmødevedtagelserne om at finansloven ikke må ”opsummere et års nedskæringspolitik” har medført en ufrugtbar forskydning af vores diskussioner om finansloven.

I stedet for at diskutere om en finanslovsaftale har været god eller dårlig ud fra politiske kriterier, har det meste af diskussionen drejet sig om hvorvidt finansloven levede op til forskellige tolkninger af årsmødets formuleringer om ”brud” og ”opsummering”. I stedet for relevante diskussioner af, hvorvidt en finanslovsaftale f.eks. havde et indhold, som bidrog til at forbedre almindelige menneskers mulighed for at slås for deres interesser, eller hvorvidt Enhedslistens deltagelse styrkede eller svækkede mulighederne for at mobilisere og organisere flere mennesker, er megen tid gået med skolastiske diskussioner af hvorvidt en given aftale eller mandat levede op til forskellige menneskers og partitendensers tolkning af årsmødevedtagelsen.

Det ville være en fordel at flytte vores diskussioner i forbindelse med finansloven i en mere politisk og strategisk retning. Frem for at diskutere tolkninger af en årsmødevedtagelse, bør diskussionen fremover fokuseres på hvorvidt en finanslovsaftale bringer os, arbejderbefolkningen og dens organisationer i den rigtige retning.

Et statisk målebånd

Et andet problem ved at vurdere resultatet af en finanslovsforhandling i relation til, hvorvidt den lever op til en årsmødevedtagelse om ”ikke at opsummere” er at det er et meget statisk målebånd, der ikke tager højde for at finanslovsforhandlinger foregår i konkrete kontekster.

Om en finanslovsaftale er ”tilstrækkelig god” kan ikke ses uafhængigt af de omgivende vilkår som den konkrete forhandling sker under. I situationer med stærke folkelige mobiliseringer, bør det forventes, at Enhedslisten kan aftvinge regeringen større indrømmelser end i situationer, hvor der ingen større folkelig mobilisering findes. Og på samme vis med de parlamentariske styrkeforhold: I situationer hvor regeringen har ingen eller kun dårlige forhandlingsalternativer, bør der forventes mere af Enhedslisten end i situationer hvor højrefløjen står sultent på lur, som det var tilfældet sidste år.

Det er også den specifikke kontekst, der i høj grad afgør hvilke konsekvenser det vil have henholdsvis at deltage i eller afvise at deltage i en finanslov ifht. Enhedslisten og de folkelige bevægelser mulighed for at engagere og mobilisere befolkningen. 
Dette forhold taler for at give hovedbestyrelsen et større råderum til at foretage en konkret politisk og strategisk vurdering i den aktuelle situation. 


Overvurdering af vores forhandlingsposition

Vi er også nødt til at erkende at regeringens vilje til at lave finanslov med højrefløjen – uanset hvor selvmorderisk det var, og højrefløjens ditto vilje til at lave finanslov med regeringen, stillede os i en langt svagere forhandlingsposition ved finanslovsforhandlinger end vi havde regnet med.

Forventningen fra både os, og fra ”politiske eksperter” var, at regeringen ville være nødt til at få flertal hos os for deres finanslov, og at den i modsat fald ville blive tvunget til at udskrive valg. Det havde selvsagt stillet os stærkere, hvis det havde forholdt sig sådan. Men det gjorde det aldrig.

Regeringens højredrejning bragte dem så tæt på højrefløjens politik, at det er nemt og smertefrit for begge parter at lave finanslov sammen.Der er ingen tvivl om at det kan styrke Enhedslisten langsigtet, når regeringen indgår aftaler med højrefløjen, men i den konkrete forhandlingssituation svækker det vores muligheder.

Konklusion: Mindre, men mere strategisk fokus på finansloven

Hvad bør disse overvejelser betyde for vores tilgang til finansloven? Her er et bud på nogle perspektiver:


1) Kast åget af nakken


Det er tid til at overveje, om vi skal kaste åget af nakken og begynde at betragte finansloven på samme måde som 99% af befolkningen gør det.  Nemlig som det der forhandles om under selve finanslovsforhandlingerne. Og dermed forlade opfattelsen af at vi ved at stemme for finansloven accepterer regeringens overordnede økonomiske politik eller blåstempler de nedskæringer som regeringen har lavet sammen med højrefløjen i løbet af året.

Vi tog allerede et skridt i denne retning med den seneste årsmødevedtagelse fra 2013 som slog fast, at deltagelse i finansloven ikke betyder en accept af hverken regeringens økonomiske politik, eller af de forringelser som regeringen har gennemført i løbet af året. Men samtidig har vi fastholdt idéen om at finansloven ikke må ”opsummere” etc. og det trækker i den modsatte retning – i hvert fald når de fortolkes så stramt som nogle gør det.


2) Udnytte situationen til markante indrømmelser


At vi betragter finansloven mere uafhængigt fra regeringens misgerninger i løbet af året, indebærer dog ikke at vi begynde at se på finansloven som andre love. For finansloven er anderledes end andre love. Finansloven er nemlig (næsten) den eneste lov som regeringen skal have vedtaget. Uden en finanslov må regeringen udskrive valg. Det giver nogle andre muligheder for at aftvinge indrømmelser fra regeringen end det er tilfældet ved andre love – særligt i de tilfælde hvor regeringen ikke har et forhandlingsalternativ. Og derfor ville det være helt tosset at anvende vores normale tilgang om at stemme ”for den mindste forbedring”. 

Når Enhedslisten har muligheder for at aftvinge indrømmelser så skal vi selvfølgelig have det maksimale udbytte og derfor skal kravet om ”markante” indrømmelser fastholdes.

Af samme grund skal vi heller ikke opgive, at bruge finanslovsforhandlingerne på at få skabt forbedringer for nogle af de grupper, som er blevet ramt af regeringens nedskæringer i løbet af året. Selvom vi ikke tager ansvar for nedskæringerne ved at stemme for finansloven, så giver finansloven os en særlig mulighed for at aftvinge indrømmelser, der forbedrer vilkårene for de grupper der er blevet trådt på.

 3) Strategisk/politisk tilgang til finansloven

At kaste åget af nakken for regeringens svinestreger vil åbne op for, at vi fremover forholder os til finansloven, som den konkrete aftale vi forhandler i den konkrete situation o. Og at vores vurdering af, hvorvidt et forlig er godt nok vil have fokus på en strategisk politisk vurdering, der blandt andet kunne tage udgangspunkt i følgende vurderinger:

  • Bidrager et ja eller et nej bedst til til at rykke styrkeforhold i samfundet i arbejderklassen/lønmodtagernes favør, og give almindelige mennesker er stærkere udgangspunkt for at slås for deres interesser
  •  Bidrager et ja eller et nej til at forbedre Enhedslistens og de folkelige bevægelsers mulighed for at mobilisere befolkningen, herunder ved ikke at splitte samfundsgrupper op i mod hinanden
  • Øger et ja eller et nej bedst støtten til Enhedslisten og til en progressiv socialistisk politik.

 Herudover skal vi selvfølgelig fastholde kravet om at finanslovsaftalen ikke må indeholde nye forringelser for almindelige mennesker, miljø mm.

 4) Mindre fokus på Finansloven

Ud over de ovenstående perspektiver ville det måske også være en god idé, at have lidt mindre fokus på de årlige finanslovsforhandlinger. Hvert eneste år trak vores arbejde med finansloven ekstremt mange ressourcer i vores organisation, hovedbestyrelse og folketingsgruppe. Ressourcer som måske kunne været blevet brugt bedre på at skabe bevægelse uden for Christiansborg, udvikle politik, og bygge vores parti op. Med de reelt begrænsede muligheder som vi har oplevet at have i forhandlingerne er det sandsynligvis en forkert prioritering af ressourcerne.


Betyder den ovenstående tilgang så, at vi altid skal stemme for finansloven fremover. Nej. Jeg opfatter ikke dette som en tilkendegivelse af at vi skal stemme for ”dårligere” finanslove fremover. Men den nye tilgang indebærer, at vi ikke tager ansvar for hverken regeringens generelle økonomiske politik, eller for de forringelser som regeringen har gennemført i løbet af året ved at indgå en finanslovsaftale. Vi står alene inde for indholdet af den konkrete aftale. Og det er indholdet af den aftale, og den konkrete politiske situation, der afgør vores stilling. Dette vil bringe vores syn på finanslovsaftalen overens med den almindelige befolknings opfattelse af finanslovsforhandlinger. Vi vil dermed have langt bedre muligheder for at forklare og vinde opbakning i befolkningen til såvel et Nej, som et Ja til finansloven.

Glæder mig til at høre jeres kommentarer til disse tanker, så vi kan få en kammeratligt og frugtbar debat frem mod næste gang vi får mulighed for at forhandle finanslov
(Jeg vil i den kommende tid her på bloggen komme med flere overvejelser om vores erfaringer med at udgøre venstreopposition til Thorning-regeringen. )

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler

Close Panel