Regeringen har startet en spinoffensiv, der efterlader det indtryk, at en ambitiøs klimapolitik koster på velfærden og rammer lavindkomstgrupperne, og at klimamålene derfor skal nås med tekniske fix. Men offensiven bygger på misforståelser og myter.

Af Pelle Dragsted
(Bragt i Altinget 30.09.2020)

I de seneste uger har først Mette Frederiksen og siden flere topministre været ude med opsigtsvækkende udtalelser om de danske klimamål og vejen til at nå dem. En ambitiøs klimapolitik vil ifølge regeringen være dyr, og derfor koste i velfærden og ramme socialt skævt. Derfor skal vi i stedet sætte vores lid til fremtidens tekniske løsninger. Til sammen tegner udtalelserne et billede af en regering, der ved at løbe fra sine løfter. Det er stærkt bekymrende – ikke mindst fordi regeringens spin-kampagne bygger på myter og falske modsætninger. Lad os tage dem én af gangen.

Myte 1: Teknologi er bedre end afgifter
I en meget omtalt tale på Dansk Erhvervs årsmøde udtalte Mette Frederiksen, at vi kun kan nå klimamålene, ”hvis vi tør tro på, at teknologien er med til at finde svarene for os. Gør vi ikke det, bliver det kun højere afgifter. Og det er ikke svaret. Det er ikke svaret i dag, og det er ikke svaret om fem år eller om ti år. Det er ny teknologi, og det er innovation,”
https://www.altinget.dk/artikel/live-mette-frederiksen-og-jakob-ellemann-jensen-taler-til-dansk-erhvervs-aarsdag
Mette Frederiksen stiller altså en modsætning op mellem afgifter på den ene side og teknologi på den anden.  Men enhver med økonomisk indsigt ved, at det er en falsk modsætning, fordi netop afgifter er helt afgørende for at drive de teknologiske løsninger frem. Lad mig give et eksempel: Per Hansen har en stor virksomhed, der udleder betydelige mængder Co2. Det er helt gratis for ham. Men når det er gratis at udlede, hvorfor skulle han så investere i teknologi, der kan nedbringe virksomhedens udledninger – fx ved at opfange klimagasserne før de ryger op af skorstenen.  En afgift på CO2 ville omvendt med et slag gøre det til en god forretning for ham at investere i at nedbringe sine udledninger.
Netop denne incitaments-mekanisme er også baggrunden for at alle økonomer – på tværs af sædvanlige skel – er tilhængere af en afgift på Co2, der tvinger virksomhederne til selv at betale for deres udledninger og dermed giver dem et stærkt økonomisk incitament til at investere i grønne teknologier.  Afgifter står ikke i modsætning til teknologi. Afgifter er forudsætning for at skabe et marked for udvikling og salg af nye teknologier.
Selvfølgelig skal afgifter indfases på en måde, der gør det muligt for virksomhederne at nå at investere i de grønne løsninger, ligesom stærkt konkurrenceudsatte virksomheder kan få et bundfradrag, som blandt andet Kraka og Klimarådet har foreslået.
http://kraka.dk/debatindlaeg_small_great_nation/den_billigste_vej_mod_danmarks_klimamaal_er_indfoerslen_af_en_co2
Men at stille en generel modsætning op mellem teknologi og afgifter, er simpelthen i modstrid med alt hvad vi ved om økonomiske incitamenters rolle for den teknologiske udvikling.


Myte 2: Ambitiøse klimamål vil ramme dem med lave indkomster
Mette Frederiksens tale var desværre ikke en enlig svale. Blot et par dage efter var det Klimaminister Dan Jørgensen, der i en stort opsat artikel i Jyllands Posten, advarede mod at en alt for ambitiøs klimapolitik ville koste arbejdspladser og skabe ulighed – og igen slog til lyd for at sætte sin lid til teknologiske fix.  

”Vi skal gøre produktionen af koteletten grøn frem for at lægge så store afgifter på koteletten, at hr. og fru Jensen ikke har råd til at købe den,” https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12413073/minister-advarer-mod-afgifter-og-kalder-de-radikale-rabiate/

Men igen er der tale om falske modsætninger. For det at øge afgifterne på klima-skadelige varer, behøver på ingen måde at øge uligheden eller ramme dem med lave indtægter. Som Enhedslisten viste i sin klimaplan, så kommer det fuldstændig an på hvordan man anvender provenuet fra afgifterne. https://enhedslisten.dk/klimaplan 
Recepten er faktisk ret enkel. På den ene side indføres høje afgifter på klimabelastende varer, som fx  benzin og diesel. Men samtidig sørger man for at provenuet fra afgifterne føres krone for krone tilbage i lommerne på lav- og mellemindkomstgrupperne.  På den måde skabes et stærkt incitament til at ændre sin adfærd.  Men bor man på landet og er nødt til at køre videre i sin brugte diesel-hakker, så får man ikke forringet sin købekraft. Afgifter behøver ikke at ramme skævt.
Når det gælder påstanden om at en ambitiøs grøn omstilling vil koste job i fx industrien, er Dan Jørgensen også på vildspor. Ingeniør-foreningen IDA har i en analyse vist, at en målrettet klima-omstilling vil skabe næsten en halv million nye jobs de næste ti år. 128.000 i industrien og 181.000 i bygge og anlægsbranchen.
https://ida.dk/om-ida/massive-groenne-investeringer-kaster-415000-job-af-sig-over-10-aar

Myte 3: Det bliver for dyrt koster i velfærden

Det sidste skud i regeringens spin-offensiv kom fra finansminister Nikolaj Wammen. I Berlingske advarede han om, at forslag om fx en hurtig omstilling af transportsektoren ville blive alt for dyr, og koste på velfærden: ”Bruger vi pengene ufornuftigt, vil vi mangle dem på andre områder – bl.a. når det kommer til velfærd og erhvervsliv”, lød det.  https://www.berlingske.dk/politik/bekymret-finansminister-advarer-nu-mod-utroligt-dyr-vej-mod-klimamaal-vi

Denne modstilling mellem investeringer i den grønne omstilling og driften og udviklingen af vores velfærd er imidlertid et selvskabt problem, der skyldes en ekstremt ortodoks tilgang til hvordan den grønne omstilling kan og skal finansiere.  Når Finansministeren sætter klima op mod velfærd, bygger det nemlig på det udgangspunkt, at den grønne omstilling skal betales af det økonomiske råderum og indregnes i den såkaldt strukturelle saldo. Det er altså i denne forståelse samme pengekasse, som pengene skal tages fra.

Men sådan behøver det ikke at være. En betydelig del af udgifterne til den grønne omstilling er éngangsudgifter, og som vi så med Corona-hjælpepakkerne i foråret tillader EU’s økonomiske regler faktisk, at exceptionelle éngangsudgifter afholdes udenfor den strukturelle saldo.   Regeringen kunne fx gøre som Holland har gjort, og oprette en klimafond på 750 mia kroner, finansieret af særligt udstedte grønne statsobligationer, som kunne finansiere en betydelig del af udgifterne til omstillingen.
https://www.weforum.org/agenda/2019/06/conservation-finance-takes-off-as-the-netherlands-issues-one-of-the-largest-green-bonds-ever

Når det fx gælder udtagning af landbrugsjord, som i sig selv kan reducere udledninger med flere millioner tons CO2, har tidligere klimarådsformand Peter Birch Sørensen peget på, at statslige jordopkøb ikke bør ses om en offentlig udgift, idet man jo får et aktiv, der svarer til den gæld man optager.  https://politiken.dk/indland/art7904150/Dansk-landbrug-st%C3%A5r-over-for-afg%C3%B8rende-klimavalg    

Der er ingen som helst grund til at de éngangsudgifter, der over de kommende 10 år skal finansiere den grønne omstilling, skal koste på de varige driftsudgifter til velfærden. Der er rum både i EU-reglerne og i den danske økonomi til at finansiere klimaomstillingen ved hjælp af låntagning, som vi kan afdrage over en længere årrække.


Undergraver opbakning
Det er stærkt problematisk, at regeringen spreder misinformation. Ikke mindst fordi de med deres myter og falske modsætninger mellem klima, velfærd og social retfærdighed risikerer, at undergrave den folkelige opbakning til den grønne omstilling.
Men det er ikke kun den folkelige opbakning, som regeringen risikerer at undergrave. Det er også deres eget regeringsprojekt. For hvis regeringen vil fastholde støttepartiernes tillid gennem valgperioden, så skal aftalen om at levere på klimamålet selvfølgelig honoreres, som Pernille Skipper senest har gentaget.  (https://avisendanmark.dk/artikel/regeringen-tirrer-pernille-skipper-med-en-hockeystav-og-nu-har-hun-f%C3%A5et-nok  ) Regeringen skal med andre ord tænke sig godt om,  før den fortsætter med at undergrave opbakningen til den ambitiøse omstilling, som den selv har forpligtet sig på, og som dens magt i sidste ende hviler på.