Bragt i Altinget 30. marts 2020

Redningspakker gennem aktieandele sikrer, at aktionærerne tager det tab, de bør, og at borgerne og fællesskabet får en rimelig aflønning af vores investering i virksomheden, skriver Pelle Dragsted.

Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten

Der er stor sandsynlighed for, at den aktuelle coronakrise i de kommende måneder og år – og også efter at landet er åbnet igen – vil slå over i en mere grundlæggende økonomisk og finansiel krise.

Det skyldes, som tidligere beskrevet, at der allerede før coronaudbruddet fandtes nogle alvorlige ubalancer i økonomien, som før eller siden måtte skabe problemer. En hastigt voksende virksomhedsgæld, spekulative bobler på aktie- og ejendomsmarkedet og notorisk lav vækst på trods af historisk lave renter.

Krisen vil ramme store virksomheder på deres indtjening og på deres betalingsevne, og det vil før eller siden ramme finanssektoren, som på trods af en smule bedre polstring end ved sidste finanskrise næppe kan bære en omfattende nedskrivning af deres aktiver.

Derfor er der meget stor sandsynlighed for, at staten ligesom under finanskrisen igen kommer til at stå i en situation, hvor man enten må lade banker og virksomheder lukke og slukke, eller gå ind og tilføre kapital for milliarder til kriseramte virksomheder.

Ud fra et rimelighedssynspunkt er det problematisk, hvis skatteyderne tager risikoen, men ikke får del i gevinsterne, når aktiekurserne igen stiger. Staten bør have samme aflønning for sin risiko som andre investorer.

Pelle Dragsted

Det første – at lade virksomhederne lukke – er oftest ikke en reel mulighed, særligt ikke når det gælder de store finansielle virksomheder, hvor et krak kan rive hele samfundsøkonomien med ned. Det såkaldte too big to fail-problem.

Hvis staten (læs: skatteyderne) igen skal redde kriseramte virksomheder og banker med milliardstore kapitalindskud, er det afgørende, at vi denne gang gør det rigtigt.

Under sidste finanskrise, hvor store danske banker var tæt på kollaps, forberedte regeringen en redningspakke, hvor store kapitalindskud i de kriseramte banker skulle ske i bytte for aktiekapital – det vil sige et statsligt medejerskab i bankerne. Det var samme formel, som blev anvendt i de fleste andre lande, der gennemførte redningspakker for deres banker.

Men i sidste øjeblik vendte regeringen på en tallerken og vedtog i stedet en lånemodel – hvor kapital blev skudt ind i bankerne som lån med pæne renter. Det skete efter et stadig mørkelagt forløb, hvor Danske Bank og Nordea, aftenen før hjælpepakken skulle vedtages, holdt et hemmeligt møde med statsministeren og erhvervsministeren.

På få timer blev den såkaldte upside-model med medejerskab ændret til en lånemodel. Socialdemokraternes daværende erhvervsordfører Henrik Sass Larsen har siden kaldt manøvren for “det største tyveri i danmarkshistorien”.

Og der er bestemt noget om snakken. Bankerne fremhæver ofte, at staten isoleret set har tjent penge på bankpakkerne. Det er en påstand, der kan diskuteres. Men selv hvis man tager bankernes påstand for gode varer, så ændrer det ikke ved, at fællesskabet blev snydt for milliarder, da politikerne opgav upside-modellen.

Var kapitalindskuddet sket i form af aktieopkøb, havde staten fået del i de enorme kursgevinster, som finanssektoren oplevede i årene efter krisen, og staten (borgerne) var dermed på linje med private investorer blevet aflønnet for den risiko, som vi påtog os med kapitalindskuddet.

Tidligere overvismand Christen Sørensen anslog allerede i 2012, at staten var gået glip af 24 milliarder kroner. Men havde man holdt på aktierne – i for eksempel ti år – havde gevinsten været betydeligt større.

Som sagt var politikerne i de fleste andre lande mere håndfaste i deres redningspakker. I Storbritannien overtog staten hovedejerskabet i Bank of Scotland. I Tyskland tog man medejerskab i Commerzbank. I USA blev staten medejer af General Motors.

I Sverige gjorde regeringen det samme, da landet havde sin egen bankkrise, og den svenske stat var i mange år hovedaktionær i Nordea. Alle steder sikrede det i modsætning til i Danmark fællesskabet en andel i gevinsterne og dermed en betaling for risikoen af investeringen.

Og det ser ud til, at samme tilgang vil blive brugt i den krise, som nu truer. I Tyskland har Merkel-regeringen netop oprettet en fond på 100 milliarder euro, som skal anvendes til kapitalindskud i kriseramte virksomheder, men hvor indskuddet sker i bytte for aktieandele. Ja, selv i USA varsler den ellers stærkt højreorienterede Trump-rådgiver Larry Kudlow, at hjælpepakker vil tage form af aktieandele i de omfattede virksomheder. 

Hvorfor er denne type redningspakker bedre? Ja, ud over at de med stor sandsynlighed sikrer fællesskabet et større afkast, så handler det om, hvem og hvad det egentlig er, man vil redde.

Her giver det god mening lige at stoppe op og tænke over, hvad en virksomhed egentlig er. Som direktøren for den amerikanske tænketank People’s Policy Project i en nylig klumme påpeger, så skal man, når man taler om redningspakker, skelne mellem virksomheden på den ene side og dens ejerkreds på den anden.

Virksomheden er er den juridiske enhed, der forener arbejdskraft og produktionsapparat og skaber varer eller ydelser. Ejerkredsen er i de fleste tilfælde en gruppe aktionærer eller andre typer af investorer.

Det, vi ønsker at redde, når vi laver redningspakker, er virksomheden og dens produktion og arbejdspladser. Aktionærerne har vi til gengæld som samfund hverken gavn af eller grund til at redde. Det ligger i selve aktieinvesteringers natur, at aktionærerne løber en risiko, som de også belønnes gavmildt for i opgangstider.

Hvis redningspakker tager form af, at virksomheden udsteder nye aktier i bytte for statslige kapitalindskud, så udtyndes værdien af de eksisterende ejeres aktier. Dermed tager aktionærerne tabet, som de bør og skal.

Med en lånebaseret redningspakke holder man omvendt hånden under aktionærernes aktiekapital og tager tabet for dem.

Det skaber også et såkaldt moral hazard-problem, hvor aktionærerne i fremtiden vil blive tilskyndet til at optræde mindre ansvarligt, fordi de forventer at blive reddet af staten, hvis virksomheden kommer i finansielle problemer. Det kan for eksempel føre til flere underkapitaliserede virksomheder i fremtiden.

Men også ud fra et rimelighedssynspunkt er det problematisk, hvis skatteyderne tager risikoen, men ikke får del i gevinsterne, når aktiekurserne igen stiger. Staten bør have samme aflønning for sin risiko som andre investorer.

Redningspakker gennem aktieandele sikrer altså, at aktionærerne tager det tab, de bør, og at borgerne og fællesskabet får en rimelig aflønning af vores investering i virksomheden.

Men medejerskab giver også mulighed for demokratisk indflydelse. I visse virksomheder vil staten blive hovedaktionær, og det giver – hvis der er politisk ønske herom – mulighed for at påvirke virksomhedens dispositioner.

Indflydelsen kan i den mere bløde ende bruges til for eksempel at sætte en grænse for den voldsomme udvikling i lønninger og bonusordninger blandt chefer og bestyrelsesmedlemmer. Men kan også bruges til mere strategiske beslutninger, for eksempel når det gælder virksomhedens bidrag til at løse klimaudfordringerne.

Ikke mindst i den finansielle sektor kunne man måske godt efter de seneste års nærmest endeløse række af skandaler forestille sig, at en demokratisk hånd på rattet kunne være en vej til at undgå, at et alt for stærkt fokus på afkast igen trænger moral og samfundsansvar i baggrunden.

Uanset om politikerne vælger, at staten skal være aktiv eller passiv medejer, så vil et statsligt medejerskab i store virksomheder eller banker bidrage til at sænke den økonomiske ulighed.

Som den franske økonom Thomas Piketty har vist, så er netop uligheden i kapitalindkomster én af de største årsager til, at de økonomiske skel vokser. Hvis en større del af aktieudbytterne tilfalder fællesskabet, vil det medvirke til at nedbringe uligheden.

Én ting er sikkert. Vi har brug for en debat om kommende redningspakker nu. Så det ikke bliver hemmelige møder med magtfulde lobbyister, der afgør, hvordan skatteydernes penge skal bruges, hvem der skal betale, og hvem der skal løbe med gevinsterne.

> Læs artiklen på Altinget.dk (åbner i en ny fane)”>>> Læs artiklen på Altinget.dk