Myte #9: Lavere topskat gavner os alle

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter
Share on email
Email

Bragt i Politiken 13. oktober 2016

Topskatten skal væk, fordi det er det bedste middel til at sikre vækst og arbejdspladser i Danmark,”
Anders Samuelsen, 5. juni 2015

Det har aldrig været let for højrefløjen at vinde danskernes opbakning til sænkelser af topskatten. Hvorfor skal vi bruge milliarder af kroner på at nogle få personer, der i forvejen har mere end de kan bruge, skal have endnu mere, lyder den oplagte indvending. Ligesom mange danskere er bekymrede over den øgede ulighed, som sænkelser af topskatten indebærer.

For at forsøge at vinde tilslutning til deres ønske om lavere topskat er det derfor blevet et udbredt argument fra højrefløjen, at en sænkelse af topskatten er til gavn for os alle, fordi det vil skabe vækst og arbejdspladser, og dermed også være helt eller delvist selvfinansierende.

Men argumenterne om øget velstand for alle er langt fra overbevisende.

Der er grundlæggende tale om den gamle slidte idé om Trickle Down effekten: Ved at sænke skatten i toppen vil de rigeste personer i samfundet arbejde mere og blive mere produktive. Det vil øge væksten i samfundet til gavn for hele befolkningen. Det er et smukt eventyr. Men de konkrete erfaringer viser noget andet.

Det var Ronald Reagans regering, der i 80´erne for alvor lancerede idéen om Trickle Down. Man uddelte skattelettelser for milliarder af dollars ud fra den forventning, at de ville skabe vækst og velstand for alle og dermed også finansiere sig selv gennem øgede skatteindtægter. I stedet har de gentagne skattesænkninger i USA efterladt et enormt budgetunderskud som amerikanerne nu slås med.

Erfaringerne fra USA og mange andre steder har dog ikke afskrækket højrefløjen. De peger på, at økonomiske studier underbygger deres påstande om, at sænkelser af topskatten øger velstanden.

Det gælder ikke mindst et opsigtsvækkende studie fra blandt andet to tidligere medlemmer af Det Økonomiske Råd, som når frem til den konklusion, at det ikke koster noget at afskaffe topskatten, fordi at danskerne efter en topskatte-lettelse ikke bare vil arbejde mere, men også blive mere jobmobile, fordi vi i højere grad vil søge bedre betalte job, når vi ikke længere skal betale topskat.

Det i høj grad teoretiske studie bygger imidlertid på den absurde forudsætning, at alle danskere kan søge og få alle job. At SOSU-hjælperen i princippet kan blive bankdirektør eller chef-ingeniør. Og studiets konklusioner blev da også afvist af en stribe økonomer – herunder af Finansministeriet.

Selv om Finansministeriet ikke er lige så optimistiske som de tidligere Vismænd, så deler de dog opfattelsen af, at sænkelser af topskatten vil øge velstanden. Antagelsen er, at de mennesker, der får en skattelettelse, vil øge deres arbejdstid. Selv om deres marginalskat sættes ned, betyder den øgede arbejdstid en stigende indkomst. Dermed betales der mere i skat, fordi man tjener mere, og  det vil kunne dække en del af udgiften til at sænke topskatten. Det er det man i økonom-lingo kalder for ”dynamiske effekter”. Men antagelsen om at en topskatte-sænkning vil få folk til at arbejde mere hviler på et uhyre tyndt forskningsmæssigt grundlag.

 
Som blandt andet Folketingets uafhængige økonomiske konsulent og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har peget på, bygger finansministeriet deres antagelse på forskningsdata helt tilbage fra 1996, hvor økonomen Nina Smith sammen med forskerkolleger gennemførte en spørgeskemaundersøgelse som konkluderede, at lavere skat ville få danskerne til at arbejde mere.

Det er meget sandsynligt, at danskernes præferencer har ændret sig de sidste tyve år, og at en sænkelsen af topskatten i dag kunne have den modsatte effekt – nemlig at dem der får nedsat deres skat i stedet vil vælge at arbejde mindre. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at topskatten er blevet sat ned flere gange siden 1996. For tyve år siden, var den højeste marginalskat på indkomst lidt over 65 pct. I 2016 er den på lidt over 56 pct. Samtidigt er mange tusinde mennesker blevet flyttet ud af topskattebetaling. Kan man virkelig forvente samme effekter nu som for tyve år siden efter alle disse ændringer i skattesystemet?

  
Det er lige ledes et stort problem ved finansministeriets antagelser, at de kun indregner de eventuelle dynamiske effekter af topskatte-sænkningen, men ikke tager højde for hvordan en topskattelettelse finansieres, og hvilke dynamiske effekter, der er på finansieringssiden. Finansierer man fx topskatte-sænkninger ved at skære i daginstitutionerne så åbningstiden bliver kortere, kan det betyde, at danskerne reelt må arbejde mindre. På samme måde kan nedskæringer på uddannelse og SU, medføre mangel på kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. 

Hvis højrefløjen tog sig den ulejlighed at løfte blikket fra de teoretiske modeller og se ud i virkeligheden, ville de da også kunne konstatere, at arbejdstiden rent faktisk alt andet lige har været faldende i de seneste årtier, selvom marginalskatten er blevet sænket i flere omgange.  De årlige økonomiske vækst-rater har ligeledes været faldende i perioden. Stik imod deres løfter og forventninger.

Og den tendens bekræftes i et studie af den franske stjerne-økonom Piketty, hvor han ved hjælp af data fra flere årtier dokumenterer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem sænkelser af marginalskatten og vækstraterne i de enkelte lande.

Det er altså højst usikkert, at en sænkelse eller afskaffelse af topskatten vil øge velstanden eller ”sive ned” til den almindelige befolkning. Til gengæld ved vi, at det vil betyde færre penge i fælleskassen til velfærd og social tryghed, og medføre en stærkt forøget økonomisk ulighed i Danmark.

Myten om at lavere skat til de rigeste vil føre til velstand og fremgang for os alle, er et bekvemt argument for de partier som ønsker at sænke topskatten. Men det har bare ikke meget med virkeligheden at gøre.

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler

Close Panel