Fire år med Thorning – hvad lærte vi? #2 – Om at vælte regeringer eller ej

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter
Share on email
Email

Bragt hos Modkraft 10 oktober 2016

I den sidste blog i denne serie konstaterede jeg, at det tidligt i Thornings regeringsperiode gik op for Enhedslisten, at vi stod i et dybt ideologisk modsætningsforhold til regeringen, og at regeringens politik overordnet set trak Danmark i den forkerte retning. Ligesom jeg konstaterede, at de politiske og parlamentariske styrkeforhold ikke gav Enhedslisten gode muligheder for at dæmme op for denne udvikling.

Men hvorfor lod vi så regeringen sidde? Hvorfor fortsatte vi med at agere parlamentarisk grundlag for den. Det er et af de spørgsmål, der har været rejst mange gange i løbet af den seneste valgperiode både i og udenfor Enhedslisten.

Jeg synes det er en relevant diskussion. Ikke så meget for at bedømme den seneste periode, men mere for at lære af den, da vi om få år meget vel kan stå i en lignende situation. Men også en diskussion, der skal tages nuanceret og argumenteret.

1. Hvordan vælter en regering
Der hersker rigtig mange misforståelser i diskussionen af hvornår en regering vælter eller bliver væltet. Derfor en kort introduktion. Efter et valg afholde en dronningerunde. Her peger hvert parti på en forhandlingsleder, og den som har størst opbakning går i gang med at forhandle med andre partier om en regeringsdannelse – og danner herefter en regering. Så selvom man i folkemunde siger, at Enhedslisten har peget på en socialdemokratisk regering, så er det faktisk ikke helt korrekt – vi har alene peget på den mindst ringe forhandlingsleder, og undladt aktivt at modsætte os dannelsen af en regering.

Når regeringen er dannet behøver den ikke, at have opbakning fra et flertal, hvis bare den ikke har et flertal direkte imod sig. Det er indholdet i den negative parlamentarisme vi har i Danmark.
Regeringen kan således kun vælte ved, at et flertal i folketinget aktivt stiller et mistillidsvotum til den i folketingssalen. Det at regeringen bliver stemt ned – eller ikke kan få vedtaget sin lovgivning betyder således ikke, at den må gå af. Sådan som vi også har set det da Løkke-regeringen nægter at følge et Beslutningsforslag som et flertal har vedtaget.

Der er dog én – måske to undtagelser. Den ene er finansloven. En regering, der ikke kan finde flertal for sin finanslov, er tvunget til at træde tilbage – og enten udskrive nyvalg eller gennemføre en dronningerunde. Det samme gælder formentlig det kommunale akt-stykke, der godkender kommunernes økonomiske ramme.
Herudover kan en regering selvfølgelig på eget initiativ gøre ethvert lovforslag til et kabinetspørgsmål. Altså meddele, at man træder tilbage hvis den pågældende lov ikke vedtages.

Et mistillidsvotum stilles ved en forespørgselsdebat i folketinget. Den kan formuleres med udgangspunkt i en sag – eller bare helt enkelt indeholde formuleringen: Folketinget har ikke længere tillid til regeringen. Hvis der er flere der stemmer for end imod er den vedtaget. Gule stemmer tæller ikke – så alene det at Enhedslisten undlader at stemme kan vælte en regering – hvis en samlet opposition stemmer for.

2. Enhedslistens klassiske tilgang
Enhedslistens klassiske tilgang til spørgsmålet om at vælte socialdemokratiske regeringer er egentlig meget ligetil. Vi vælter ikke en regering med et mistillidsvotum, hvis der ikke findes et bedre regeringsalternativ vi kan pege på. Men regeringen kan vælte sig selv, hvis den ikke kan få flertal for sin finanslov, eller selv vælger at gøre en anden afstemning til et kabinet-spørgsmål. Punktum.
Det var den tilgang som vi gik ind i den sidste valgperiode med, og som også med enkelte undtagelser har været gældende. Jeg vil dog gerne pege på nogle problemer med den.

For det første tror jeg, at den skelnen vi historisk har lagt meget vægt på, om hvorvidt det var os der vælter regeringen eller regeringen der vælter sig selv, er naiv. Uanset, at det fx ved en finanslov principielt er regeringen, der “vælter sig selv”, fordi den ikke kan få flertal, vil opfattelsen i den bredere offentlighed være den samme: Enhedslisten væltede regeringen. Det meget skarpe skel mellem at stille en offensiv mistillidsdagsorden og stemme nej til en finanslov, mener jeg ikke giver mening. I befolkningens øjne vil det i høj grad komme ud på ét.
Som jeg beskrev i min sidste blog, viste det sig jo også, at kampen om finanslovene aldrig fik det forløb vi havde forudset. Regeringen stod aldrig i en situation, hvor den måtte vælge mellem at bøje sig for Enhedslisten krav eller udskrive valg. Løkke stod klar hver gang til at gribe den.

Men selv hvis situationen havde været sådan, at regeringen ikke kunne få flertal for sin finanslov og måtte udskrive valg, er jeg meget i tvivl om, hvorvidt det er det “rigtige” tidspunkt at tage opgøret om regeringens politik. Ved en finanslov vil det altid være sådan, at regeringen vil stå parat med en række indrømmelser og forbedringer. Måske ikke netop på vores hovedkrav. Men ikke desto mindre forbedringer. Man skal altså vælte regeringen på noget der er godt, men ikke godt nok.

Og her tror jeg ikke, at det hjælper, at henvise til at regeringen har gennemført en række forringelser sammen med højrefløjen i løbet af året, som er opsummeret i finansloven og som ikke kompenseres i tilstrækkelig grad. For som jeg har skrevet andetsteds, er det mest os i Enhedslisten, der ser denne sammenhæng.

Hvis vi ønsker at “straffe” en regeringen for dens angreb på almindelige menneskers rettigheder fx en konkret aftale med højrefløjen og udløse et valg på spørgsmålet, så skal man efter min mening ikke vente til finansloven, der måske ligger måneder senere. Så skal reaktionen komme prompte – gennem et mistillidsvotum. Mens vreden og skuffelsen er på sit højeste.

2. Afvigelser fra linjen

Der var dog to afvigelser fra den klassiske enhedsliste-tilgang i valgperioden. Første gang var i foråret 2013 da kampen om dagpengene var på sit højeste. Den midlertidige redningspakke som vi havde fået på finansloven løb ud 1. Juli, og tusinder ville falde ud på ingen forsørgelse. Corydon havde i månedsvis afvist, at han ville gøre mere.
Efter en lang og grundig diskussion i folketingsgruppen meldte vi i maj ud i medierne, at med mindre regeringen kom os i møde, så ville vi ikke bære dem igennem afslutningsdebatten. Vi ville stille vores eget forslag til dagsorden, og ville ikke stemme imod et mistillidsvotum fra højrefløjen.

Resultatet af denne trussel (kombineret med pres fra fagbevægelsen) blev at regeringen indkaldte til forhandlingerne som resulterede i den såkaldte Pinseaftale – en redningskrans, der i et par år sikrede, at ingen mistede hele deres forsørgelse, som følge af Dagpenge-reformen.

Anden gang var kort før valget, da vi meddelte, at vi ikke kunne have tillid til finansministeren, hvis han ikke ville give folketinget adgang til at se de alternative bud på DONG. Et mistillidsvotum til en finansminister, som ikke har grundlag i brud på regler, løgne eller lignende, opfattes af de fleste som ensbetydende med et mistillidsvotum til regeringen. Og det mest sandsynlige er, at Helle Thorning havde meddelt, at et mistillidsvotum til Corydon, ville blive opfattet som et mistillidsvotum til hele regeringen.
Vi nåede dog aldrig frem til sammenstødet, da der blev udskrevet valg forinden.

I begge disse tilfælde afveg vi altså fra kravet, om at der skal være et bedre regeringsalternativ før vi er parat til at støtte et mistillidsvotum.

Et andet og mindre kendt sammenstød mellem Enhedslisten og regering var i forbindelse med forhandlinger om vedtagelsen af aftalen om kommunernes økonomi i maj 2012. Regeringen havde forhandlet en aftale på plads med kommunerne, som indebar nedskæringer på såvel drift som anlæg. Vi meddelte at vi ikke kunne støtte et aktstykke, som ikke som minimum sikrede kommunerne en vækst i driften, der fulgte med demografien og samme anlægsniveau som året før. Det førte til et større sammenstød, hvor regeringen truede med at gøre akt-stykket til et kabinetspørgsmål, og i flere uger var der ingen kontakt. Det var i denne periode, at Johanne Schmidt-Nielsen på et årsmøde udtalte, at hvis regeringen troede at de kunne true Enhedslisten til at stemme for noget vi var imod, så måtte de tro om igen.

Det endte med at regeringen bøjede sig – og genforhandlede en aftale med kommunerne, der indebar en merbevilling – der levede op til ELs krav (Det der vist senere blev likviditetstilskuddet).

3. Andre situationer hvor et mistillidsvotum blev diskuteret
Der er dog en række andre tilfælde, hvor det både i partiet og også i folketingsgruppen blev drøftet om et mistillidsvotum ville være aktuelt, og hvor det efter min mening stadig er relevant at drøfte. Det gælder særligt skatteaftalen i 2012 med dens tyveri fra de arbejdsløse og syge, lærerindgrebet i 2013, og salget af DONG til Goldman Sachs.
I alle disse tilfælde var der en enorm utilfredshed med regeringen, og Enhedslistens havde solid opbakning til vores kritiske linje med meningsmålinger på den gode side af 10 procent.
I forbindelse med skatteaftalen mener jeg, således at det er værd at overveje, om Enhedslisten burde have meldt klart ud i offentligheden før forhandlingerne gik i gang, at en aftale, der indebar en mindreregulering af dagpengene, kontanthjælpen mm. ville blive mødt prompte af et mistillidsvotum.
Jeg tror ikke regeringen havde endt med at indgå en aftale med højrefløjen, hvis den trussel havde hængt over hovedet på dem. Slet ikke, da der jo lå en aftale på bordet med Enhedslisten. Og hvis de havde er det min vurdering, at der havde været forståelse for et mistillidsvotum – langt ud over vores egne vælgere.)

Også ifht. DONG-salget mener jeg, at der er grund til at overveje, om man skulle have stillet et mistillidsvotum. Her var en solid modstand i befolkningen på over 80 procent, og brede dele af det socialdemokratiske bagland var i oprør. Men vinduet var kun åbent ganske kort. Det drejede sig om ganske få dage i ugen op til den endelige vedtagelse.

4. For og imod et mistillidsvotum

Men om det i de pågældende eller andre tilfælde havde været rigtigt, at bryde med den klassiske tilgang og vælte regeringen, er ikke nogen nem diskussion. At vælte en regering skal jo have et klart formål. Det skal ikke være en straffeaktion begået i affekt, men være noget der bringer os fremad i vores projekt for at forandre Danmark. For mig at se er det grundlæggende spørgsmål der skal besvares ifht. sidste periode: Hvad ville give de bedste muligheder for at styrke venstrefløjen, arbejderbevægelsen, Enhedslisten og dermed muligheden for på kort og langt sigt at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Var det som vi gjorde, at lade regeringen lide en naturlig død, da den selv udskrev valget. Eller havde det været en fordel, at vælte den, fx i én af de ovennævnte situationer.

Jeg vil her forsøge at opstille fordele og ulemper ved begge.

Fordelene jeg kan se er følgende:

– Et mistillidsvotum havde vist, socialdemokraternes top, at der er en grænse. Socialdemokraterne har historisk altid haft en vis respekt for de radikale, mens venstrefløjens støtte i høj grad har været taget for givet. Det ville være gavnligt med en historisk lektie, der fremadrettet kunne bringe lidt mere balance i forholdet. (Spørgsmålet er dog om vi ikke også reelt satte denne grænse jvnf. ovenstående afvigelser.)

– Igennem valgperioden bredte der sig – retfærdigt eller uretfærdigt – i visse grupper en opfattelse af, at vi var nogle vatnissser, der ikke turde sige fra over for regeringen, og dermed i sidste ende bar et medansvar for udviklingen. Et mistillidsvotum havde manet dette billede endegyldigt i jorden.

– Årene med Thorning førte til en enorm apati og desillussion. En hel generation voksede op med oplevelsen af, at også en socialdemokratisk regering medførte forringelser og øget ulighed. Politikerleden bredte sig og Dansk Folkepartis opbakning voksede. Måske havde et valg udløst af en politisk konflikt vi havde valgt, have skabt et nyt engagement, og gjort politik relevant for flere mennesker igen.

– I de pågældende situationer stod Enhedslisten til en opbakning hos vælgerne på et godt stykke over ti procent. Ved at have væltet regeringen på en sag som DONG-salget kunne vi muligvis have fået et bedre valg end vi endte med at få. Problemet er, at vi faktisk ikke aner om vi i en valgkamp efter et mistillidsvotum havde kunnet fastholde denne opbakning. Eller om vi tværtimod var blevet straffet hårdt af vælgerne, for at risikere at bringe højrefløjen tilbage til magten.

Der er imidlertid også mange vægtige argumenter imod at have bragt regeringen til fald.

– Det mest oplagte argument imod er, hvad vi egentlig ville få ud af det? Havde vi fx væltet regeringen på DONG-salget, havde det jo ikke forhindret, at DONG blev solgt. Et stort flertal i folketinget stod jo bag salget. Og det flertal ville også være der efter et valg. Det ville bare være en højrefløjsregering, der gennemførte salget. Det er netop dette argument, der er grundlaget for den klassiske tilgang. Hvorfor vælte en regering, hvis der ikke er et bedre alternativ, og det ikke ændrer noget?

– Det andet hovedargument er jo, at det ville have bragt højrefløjen tilbage til magten, med de konsekvenser det ville have for almindelige mennesker. Sagen er jo den, at uanset hvor dårlig en socialdemokratisk regering er, så er en højrefløjs-regering altid værre. Hvis man skulle være i tvivl, så kan man jo se på de forringelser som pt gennemføres på fx kontanthjælpsområdet mv.
Højrefløjsregeringen vandt alligevel kan man så indvende. Men ansvaret havde ligget på Enhedslisten – i stedet for at ligge hos regeringspartierne selv, sådan som det blev tilfældet. Der er ingen tvivl om at Socialdemokraterne ville have brugt de kommende år, på, at pege fingre af Enhedslisten, som de ansvarlige for alle de ulykker der nu rammer. Ikke mindst i fagbevægelsens aktive lag kunne dette muligvis have sat Enhedslisten betydeligt tilbage ifht. sympati og opbakning.

– Det er også oplagt, at Enhedslisten ved at udløse et valg som højrefløjen vandt havde afskåret os selv fra den indflydelse som vi har haft i den mellemliggende periode. Lad os fx sige at vi havde væltet regeringen efter salget af DONG, og Løkke havde vundet valget. Så havde vi ikke forhandlet finanslov i 2013 – og ikke fået afskaffet den forhadte gensidige forsørgerpligt mm. Det havde betydet at 20.000 mennesker havde haft betydeligt dårligere kår i dag.

– Der er også en række både kommunikative, men egentlig også politiske udfordringer. Hvem ville vi pege på efter et valg vi havde udløst? Kunne vi pege på en statsminister vi lige havde væltet? Det er muligt at man kan finde gode svar på dette, men det er ikke nemt.

– Endelig kan man jo spørge sig selv – hvor stor indflydelse et parti med 6% af stemmerne egentlig kan forvente at have. Er det overhovedet rimeligt at forvente, at et parti på 6% vælter en regering, fordi den gennemfører en politik som resten af folketinget er enige i. Kan et parti, fordi det har de afgørende mandater bag en regering gennetvinge forbedringer som et flertal i folketinget er imod. (Her bliver det faktisk spændende, at se om Liberal Alliance får held til at “true” sig til en topskatte-reduktion, som der ikke er flertal for i folketinget.)

5. Konklusion
Der er altså argumenter, der trækker i begge retninger, og der gives nok ikke noget enkelt svar på hvordan man skal stille sig i fremtidige situationer. Også fordi det er meget svært at vurdere konsekvenserne på både kort og lidt længere sigt – både for Enhedslisten og for den politiske udvikling i øvrigt. Det vil i meget høj grad være kontekst-afhængigt. Men jeg tør godt foreslå et par konklusioner:

• Den klassiske tilgang, hvor vi ikke vil true med eller bruge et mistillidsvotum, hvis der ikke er et bedre regeringsalternativ (dvs. aldrig) kan ikke stå alene. Vi skal, som det faktisk også har været tilfældet, være parate til i særlige tilfælde at bruge truslen om og viljen til et mistillidsvotum til at presse regeringen eller udløse et valg på et afgørende spørgsmål. Truslen er nødt til at være i arsenalet.

• Truslen om et mistillidsvotum skal bruges med meget stor forsigtighed og skal tænkes helt til ende. Det må aldrig været udløst af affekt. Det skal kun bruges i situationer, hvor det kan forventes, at der vil være en forståelse langt ud over ELs kernevælgere for at vi sætter foden ned. Og hvor det vurderes at det vil skabe nogle positive politiske forskydninger.

• Vi bør opgive idéen om, at der er stor forskel på at vælte regeringen med et mistillidsvotum, og lade den “vælte sig selv” fx i forbindelse med en finanslov, for i offentligheden vil det blive opfattet som det samme.

• Vi bør overveje grundigt, om Finanslovsforhandlingerne er den bedste “scene” for et opgør med regeringen om den linje, eller om en evt. “straf” for asociale reformer bør ske prompte og ikke et halvt år efter når skuffelsen og vreden har lagt sig.

Men som sagt, er konteksten selvfølgelig det helt afgørende. Det spiller fx også en rolle hvordan mandaterne er fordelt. Står vi efter et valg med en stærk progressiv blok til venstre for Socialdemokraterne med opbakning fra omkring 20% – sådan som meningsmålingerne antyder, må man med rette kunne forvente en langt større indflydelse på regeringens politik end det var tilfældet da EL stod alene med 6,5%.

Et par små PS´er.
– Nogle har ment, at vi burde have stillet mistillidsvotum til regeringen med en tekst, som højrefløjen ikke kunne stemme for, og som derfor ikke blev vedtaget. Fordi det ville markere, at det ikke var os, der holdt hånden under regeringen. Det mener jeg ikke er fornuftigt. Hvordan skulle vi efterfølgende have forholdt sig til en regering, vi havde udtalt mistillid til. Hvordan skulle vi have forholdt os næste gang vi blev indkaldt til forhandlinger. Og hvad hvis højrefløjen stillede mistillidsvotum på en anden sag – havde vi så pludselig tillid til regeringen? Man skal kun stille et mistillidsvotum, hvis man er sikker på at det kan vedtages.

– Det har også været fremført af flere kammerater, at vi skulle have stillet et mistillidsvotum – ikke til regeringen – men til Bjarne Corydon fx efter lærerindgrebet – for på den måde vise vores utilfredshed med regeringens politik. Men deres forslag fungerer ikke i virkeligheden. Man kan stille mistillidsvotum eller vælte en minister hvis den pågældende har forbrudt sig mod grundlæggende demokratiske principper – fx løjet for folketinget, som i tilfældet Bødskov. Man kan ikke vælte en minister på at han udfører regeringens politik. I så fald vælter man regeringen. Hvis vi havde stillet mistillid til Corydon på fx lærer-konflikten eller DONG havde Helle Thorning prompte meddelt at det ville blive anset som et mistillidsvotum til regeringen. Og så er vi tilbage ved de dilemmaer som jeg har beskrevet ovenfor.

Ser frem til diskussionen.

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler

Close Panel