Bragt i Politiken 7. oktober 2016

”Vores vækst er for lav, og vi er ikke i stand til i tilstrækkeligt omfang at skabe arbejdspladser.” Lars Løkke Rasmussen, 25. maj 2016

Vi har set det gentagende gange før. Når regeringer gerne vil gennemføre upopulære beslutninger, som det er svært at vinde opbakning til i befolkningen, så er det efterhånden blevet en tradition, at de påkalder sig en brændende platform. Et skræmmebillede der tvinger os til at ”træffe svære beslutninger”.

Vi så det med reformerne af efterløn og pensionsalder. Her var det ældrebyrden og påstanden, om at vi ville mangle arbejdskraft i fremtiden, som skulle skræmme os til at acceptere forringelser. Det viste sig dog senere, at befolkningsprognoserne havde været forkerte, og at der slet ikke blev den mangel på arbejdskraft man havde forudsagt.

Vi så det med selskabsskattelettelserne hvor vi fik tudet ørerne fulde om at Danmark havde et konkurrenceevneproblem. Et bizart argument i en situation, hvor vi havde rekord i eksport, og et årelangt kæmpeoverskud på både handels- og betalingsbalance.

Og nu ser vi det igen i opvarmningen til et reform-efterår, hvor regeringen skal retfærdiggøre nye nedskæringer, og skattegaver til de mest velhavende danskere.

Den nye brændende platform hedder vækst og produktivitetskrisen. I dag kan vi fx læse i Berlingske Tidende at Danmark taber ”vækst-kapløbet” og at vores børn for første gang ikke vil være rigere end os selv. På den baggrund kræver det sædvanlige kor på højrefløjen assisteret af diverse bank-økonomer, at regeringen skal gennemføre nye reformer der kan øge produktiviteten: Topskatten må sænkes, det offentlige må ”effektiviseres”, danskerne skal løbe stærkere. Den sædvanlige smøre. .

Men påstanden om den danske vækst og produktivitetskrise er stærkt problematisk:


For det første, så undervurderes den danske vækst, når man bruger BNP som mål.

Det er således korrekt, at væksten i BNP i de senere år er lavere end de lande vi normalt sammenligner os med, og at vi er faldet lidt ned af listen over de mest velstående lande målt på BNP. Men måler man i stedet på BNI, så ser tallene langt bedre ud. BNI er et mere relevant mål end BNP fordi den indregner de gunstige bytteforhold i vores handel med udlandet. Ser man på BNI, så har vores vækst faktisk været på niveau med fx USA.
https://ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_bnp-undervurderer-vaeksten-i-dansk-velstand.pdf

For det andet, kan man ikke kun se på BNP udviklingen. Man må også se på niveauet. Ser vi på hvor dansk økonomi rent faktisk befinder sig, så er Danmark i superklassen målt i BNP pr. indbygger – og endnu bedre målt i BNI. Når man læser dækningen på erhvervssiderne kan man jo få det indtryk af DK har en lav BNP/BNI – det er bestemt ikke tilfældet. Vi er fortsat et af verdens rigeste lande.

For det tredje, så er det en stor svaghed kun at se på et overordnet BNP uden at dykke lidt ned i tallene. Det har Nationalbanken gjort i et nyligt notat, hvor de underopdeler væksten i BNP og bruttoværditilvæksten (BVT) for en række brancher i de seneste år. Opdelingen viser en markant vækst i brancherne industri og erhvervsservice. Det der trækker ned er Transport, hvor det især er containerfragten, og råstofudvinding, det vil sige Nordsøolien, der er ramt. Danmarks ”vækst-problem” er således i meget høj grad et Mærsk-problem, fordi virksomheden fylder så relativt meget i den danske økonomi. Det har altså intet at gøre med danskerne ikke er produktive nok. Derfor giver det meget lidt mening, at udrulle en byge af nye ”reformer” og sende store topskattelettelser afsted for at øge incitamentet til at gøre ”en ekstra indsats”. Oliepriser og internationale fragtrater er helt igennem ligeglade med det danske skattetryk og arbejdsudbud.  http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2016/06/Nyt_fra_Nationalbanken_2_2016.pdf


For det fjerde så er det misvisende, når man kun ser på produktivitetsudviklingen uafhængigt af, hvor produktivt Danmark allerede er. Det er således rigtigt, at den årlige vækst i produktiviteten har været lav i de senere år. Men hvis vi ser på niveauet for produktiviteten, så ligger vi stadig tårnhøjt, som et af verdens mest produktive lande. Hvis man forholder de forskellige OECD-landes produktivitetsniveauer med deres produktivitetsudvikling, tegner der sig et helt klart billede. Vi kan nemlig se, at ikke bare Danmark, men også andre lande, der ligger i spidsen på produktivitetsniveauet, typisk har lavere vækst i produktiviteten end lande, der i udgangspunktet har lavere produktivitet. Det kan skyldes at en række effektiviseringseffekter allerede er gennemført. Eller som Professor i økonomi ved Københavns Universitet Katarina Juselius peger i en artikel på, at: ”Væksten i arbejdsproduktivitet er nok ved at være udtømt i højteknologiske lande som Danmark. Der er en naturlig grænse for, hvor meget man kan presse sin arbejdskraft, uden at den begynder at tage skade”.
https://www.information.dk/udland/2013/01/store-ubekendte-produktivitetens-muligheder-graenser

Nationalbank-direktøren pegede også på en årsag i et nyligt interview:
”Vi har tidligere været igennem en forvandling fra landbrugssamfund til industrisamfund, og her var mange produktivitetsgevinster at hente. Vi begyndte at arbejde langt mere effektivt. Men nu er vi i gang med overgangen fra industrisamfundet til servicesamfundet – og her får vi ikke længere de samme produktivitetsgevinster”
https://www.zetland.dk/historie/sOLXJg69-ae2KvJdE-b2dfe

Det giver med andre ord ikke rigtig mening, at forvente at Danmark skal fastholde samme høje vækst i produktivitet, som lande, der endnu ikke har gennemført samme effektivisering og teknologiske moderniseringer.  Og det er slet ikke underligt, at de lande ”ånder os i nakken”, men en helt naturlig udvikling.

Der er altså grund til at stille alvorlige spørgsmålstegn ved fortællingen om en brændende platform i form af en vækst og produktivitetskrise. Danmark er i verdensklasse på velstand og på produktivitet. Og det kan ikke forventes at vi skal have samme vækst fremadrettet som lande, der kommer fra et lavere udgangspunkt.

Et lille, men vigtigt PS:
Men hvis vi alligevel accepterer, at Danmark i større eller mindre grad har et lavvækst og produktivitetsproblem, så er der tale om en virkelig tilståelses-sag for højrefløjen og mainstream-økonomerne.

For nu har de gennem to årtier fået alt hvad de pegede på. Pensionsreform, efterlønsreform, førtidspensionsreform, dagpengereform, selskabsskattelettelser, marginalskattelettelser, ja listen er alenlang. Alt sammen ud fra løftet om at vækst og velstand ville vokse til gavne for os alle.

En konstatering af, at den årlige vækst i dag er lavere end før de fik lov at gå reform-amok, er jo en direkte erkendelse af, at deres politik ikke har leveret på hvad den lovede, men alene gjort DK mere ulige og trygheden for lønmodtagerne mindre. 

På den baggrund er det mere end absurd, at de nu kommer og beder om mere af det samme. Mere af en medicin som ikke har virket, men kun har gjort livet ringere for flertallet. Hvor dumme tror de egentlig danskerne er?