Fire år med Thorning – hvad kan vi lære #3 – Et blik fremad

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter
Share on email
Email

Bragt hos Modkraft 17. oktober 2016 (Første gang jeg opfordrer til en forandringsalliance med SF og Alternativet)

Jeg har i to foregående indlæg (1) (2) diskuteret erfaringerne fra tiden med Thorning-regeringen. I denne blog vil jeg prøve at se fremad og diskutere, hvordan erfaringerne fra de fire år kan omsættes i en fremadrettet strategi.

For vi må forvente at stå i en lignende situation hvis det lykkes at vælte den nuværende regering. Mette Frederiksen har hidtil ikke gennemført noget, der ligner et grundlæggende opgør med Corydonismen, og vi har set partiets magtfulde gruppeformand Henrik Sass-Larsen slå fast, at en Socialdemokratisk regering vil lave de store økonomiske aftaler til højre i salen.

Vi må nok også forvente, at højrefløjen igen vil stå parat til at lave aftaler med en ny socialdemokratisk regering. Det er nok desværre en jernlov, at når højrefløjen selv har magten, så vil deres bagland blandt arbejdsgiverne ønske det smallest mulige samarbejde til højre. Men i det øjeblik, at der er indsat en socialdemokratisk regering, vil de samme arbejdsgivere lægge pres på højrefløjen for at indgå flest mulige forlig – simpelthen fordi det er en fordel set fra deres side.

Udsigterne kan godt få én til at blive ramt af sortsyn. Er det virkelig det, der er den politiske horisont; at kæmpe mod én højrefløjsregering, der fører nyliberalistisk politik, for at få en socialdemokratisk regering, der også fører nyliberalistisk politik, blot i en lidt mildere udgave. Det er et dystopisk perspektiv.

Og derfor selvfølgelig heller ikke et perspektiv vi kan acceptere at operere indenfor. Vores opgave er tværtimod skridt for skridt at skabe en horisont, hvor det bliver muligt at skabe reelle forandringer i grøn, progressiv og socialistisk retning i Danmark.

Intet fælles projekt med S
Jeg synes vi med vores vedtagelse fra sidste årsmøde i Enhedslisten nåede en vigtig erkendelse. Nemlig, at vi ikke kan regne med socialdemokraterne som medspiller i kampen for velfærd og solidaritet, men at opgaven er et opbygge et alternativ – en venstrefløj i sin egen ret som ikke opfatter sig selv eller opfører sig som et korrektiv til socialdemokraterne (Link).

” Der er behov for at opbygge venstrefløjen efter valgnederlaget og efter det tillidsbrud, som SR(SF)¬regeringens asociale politik indebar. I denne genopbygning kan vi ikke regne med Socialdemokraterne som medspiller. Venstrefløjen må styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og Socialdemokraterne. Vores hovedopgave er derfor ikke at forsøge at sikre små korrektioner af Socialdemokraternes fejlslagne politiske kurs. Vi er venstrefløj i vores egen ret med vores eget projekt og vores egen kurs. Som venstrefløjens største parti har Enhedslisten ikke bare initiativretten, men også pligten til at drive venstrefløjens genopbygning frem.”

Med andre ord, hvis socialdemokraterne fortsætter den nyliberalistisk orienterede politik, så er opgaven inden for en årrække, at erstatte dem som det dominerende parti på venstrefløjen, og som det virkelige alternativ til højrefløjen. Det bliver bestemt ikke nogen nem opgave, men vi har set det ske i en række andre europæiske lande – hvor socialdemokraterne har været i gennem samme højre-udvikling som i Danmark.

Men denne erkendelse er egentlig den nemmeste at nå frem til. Udfordringen er hvordan vi agerer i mellemtiden. Så længe, at vi har et socialdemokratisk parti, der er det største oppositionsparti.

Vi skal selvfølgelig være ærlige, om at deres projekt ikke er vores, og at vi ikke mener man skal forvente nogen grundlæggende forandringer fra en socialdemokratisk regering. Men det er jo samtidig ikke nogen nem opgave at mobilisere aktivister og vælgere på budskabet om, at en ny regering også vil øge uligheden og forringe velfærden. For selvom vi ikke hare et fælles politisk projekt, så har vi jo faktisk en fælles målsætning – nemlig at vælte Lars Løkkes regering. Og hvis vi skal det, så skal tusinder af aktive og vælgere mobiliseres. Og det kræver, at der findes et håb og en tro på forbedringer.

Opgaven er altså ikke helt nem, men jeg tror, at vi kan tage en række skridt som vil gøre det mere tydligt hvad vores projekt er, og bidrage til at skabe håb og mobilisering.

1. Gå til valg på egen politik
Når vi går til valg næste gang – bør vi gå til valg på et program, for hvad vi selv mener der bør ske i Danmark. Det kunne fx være i form af udspil om hvad vi mener en regering skal gennemføre de første hundrede dage efter et valg. Hvad vi ville gennemføre på den korte bane hvis vi kunne bestemme. Altså et slags socialistisk orienteret valgplatform, der genopretter velfærden, øger trygheden for lønmodtagerne, satser massivt på grøn omstilling etc. etc. Her kan vi givetvis også finde inspiration i de valgplatforme, som andre venstrefløjspartier i Europa med succes har båret frem.
Denne tilgang indebærer også, at vi i mindre grad skal formulere vores politik som krav til en kommende S-regering, men i stedet fortælle hvad vi vil arbejde for. Vi skal selvfølgelig udfordre socialdemokraterne op til og under et valg, men vi skal huske at vi ikke ønsker, at være et korrektiv, men et selvstændigt alternativ.

Man skal stemme på Enhedslisten hvis man ønsker, at Danmark skal bevæge sig i den retning, som vi fremlægger.

2. Opbyg en forandrings-alliance til venstre
I vedtagelsen fra årsmødet inviterer vi også Alternativet og SF til at deltage i opbygningen af en ny progressiv venstrefløj. Det mener jeg er en meget vigtig tilkendegivelse, som vi bør arbejde ud fra mhp på at etablere et stærkt samarbejde mellem de tre partier.

Vi deler mange grundlæggende værdier og synspunkter med SF, og selvom Alternativet stadig er et ungt parti, der er ved at forme sin politik, er de hidtidige erfaringer fra folketinget, at vi i de fleste spørgsmål ligger på linje med hinanden. Også programmatisk er der mange ligheder – kritikken af vækst-samfundet og konkurrencestaten, modstanden mod nyliberalismen – og ønsket om et åbent og tolerant samfund. 

Der er selvfølgelig også ting der skiller – ellers ville vi jo ikke være tre forskellige partier. Men der er mere der samler end der skiller – og jeg synes at der er basis for et stærkt samarbejde.

Det, der gør perspektivet interessant, er også, at vores tre partier, lige nu i de vægtede meningsmålinger ligger til omkring 18-20% af stemmerne. Det er mange år siden at partier hvis politik ligger til venstre for Socialdemokraterne har stået så stærkt. Til sammenligning fik spanske Podemos og resten af venstrefløjen omkring 21% ved seneste valg.

Hvis vi kan opbygge et stærkt og tillidsfuldt samarbejde, og hvis vi formår i forskellige situationer at optræde med en fælles stemme og fælles politiske udspil, så vil det kunne rykke ved det politiske landskab i Danmark.
Det kan både op til og under et valg bidrage til at undgå en “præsident-valgkamp” mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke, og bringe partierne til venstre i spil. Det kan medvirke til at skabe begejstring og ikke mindst håb, om forandring, som vil være meget svært at skabe hvis hovedfokus i en valgkamp er, at Mette Frederiksen skal være statsminister.

Men det vil også betyde, at vi efter et valg på en række områder ville kunne tale med én stemme overfor en S-regering med en helt anden parlamentarisk styrke end den Enhedslisten havde under Thorning.

Der er også et spændende politisk perspektiv – særligt i et samarbejde mellem Alternativet og Enhedslisten. Selvom der er et vælgermæssigt overlap, appellerer de to partier nemlig til forskellige samfundsgrupper. Hver især har vælgere, som det andet parti ikke er attraktive for.
Og hvis vi ser ud i Europa til de lande hvor der er lykkedes at bryde det historiske socialdemokratiske hegemoni, så er det netop, der hvor man har formået at samle forskellige samfundsgrupper – lønmodtagere, studerende, arbejdsløse og små selvstændige og freelancere om en fælles platform – og nogle fælles forhåbninger.

Om det kan lykkes at skabe en sådan forandringsalliance afhænger i høj grad af, hvordan de to andre partier stiller sig. Desværre ser det indtil videre ud som om at SF igen i højere grad orienterer sig efter et tæt samspil med Socialdemokraterne. Men Enhedslisten bør blive ved med at arbejde for mest muligt samarbejde og koordinering mellem “forandringspartierne”.

3. Gøre det klart at vores ende-mål ikke er en S-regering
Jeg tror også det vil gøre vores profil og vores mission klarere, hvis vi blev klarere omkring spørgsmålet om regering. For mig står det ikke til diskussion at vi skal pege på en socialdemokratisk forhandlingsleder, hvis S er det største parti i den blok, der vil af med Løkke. Og at vi skal støtte dannelsen af en socialdemokratisk regering.

Men vi bør samtidig begynde at gøre det mere klart, at det langt fra er vores endelige mål på længere sigt. At vi ikke er sat i verden for at bringe socialdemokraterne til regeringsmagten.

Vi bør sige klart, at vores egentlige mål er at vinde flertal for en progressiv “forandrings”regering, ledet af et eller flere partier, der vil gøre op med de seneste årtiers underminering af velfærden, og almindelige menneskers tryghed. Som vil gennemføre en hurtig og radikal grøn omstilling af landbrug og produktion. Som vil gennemføre demokratiske reformer, der sikrer danskerne større demokratisk indflydelse i alle aspekter af livet.

Og vi bør sige åbent, at når vi pt støtter en socialdemokratisk regering, er det fordi det er det mindst ringe alternativ, så længe mandaterne er fordelt som de er. Og fordi det giver os bedre muligheder for at aftvinge indrømmelser i vores retning, end med en højrefløjsregering. Men samtidig gøre det klart, at man ikke bør have forventninger til at socialdemokraterne anno 2016 vil stå for en grundlæggende anden kurs, end den som højrefløjen står for.

Det er klart, at en sådan udmelding skal formuleres på en måde, så vi ikke fremstår som fantaster. Men omvendt er vi nødt til stille og roligt at begynde at udvide mulighedernes horisont, og slå fast at der ikke er nogen historisk jernlov, der giver de gamle partier monopol på regeringsdannelser.

4. Opgør med S-arrogance

Selvom tingene kan gå hurtigt, venter muligheden for at danne en progressiv regering med vores deltagelse næppe lige om hjørnet. Indtil videre er Socialdemokraterne det største parti, og vil dermed stå i spidsen for en regering til venstre. Derfor er opgaven her og nu også, at få ændret magt-relationen og styrkeforholdene mellem socialdemokraterne og de andre partier, der skal danne flertal.

Socialdemokraternes tilgang til os og resten af venstrefløjen er desværre præget af en grundlæggende arrogance, baseret på idéen om, at vi ikke har andre steder at gå hen.
Henrik Sass Larsen er den socialdemokrat, der er mest ærlig om dette synspunkt. I et nyligt interview gjorde han det klart, at venstrefløjen ikke skulle regne med at få nogen særlig indflydelse på den økonomiske politik under en fremtidig S-ledet regering, og hvis vi var utilfredse så måtte vi jo “bare vælte regeringen”. Denne afpresning-strategi er en del af DNA´et i den socialdemokratiske ledelse. Derfor er man heller ikke så bange for at tabe stemmer til venstre, ved at dreje politisk til højre.

Det er afgørende for mulighederne for indflydelse, at udfordre afpresnings-strategien, og den arrogante tilgang hvor resten af partierne opfattes som statister eller stemmekvæg. Den gav måske mening da socialdemokraterne havde 40 pct af stemmerne. Men tingene er forandret. I de vægtede meningsmålinger kan socialdemokraterne mønstre 25 pct. De andre 25 pct som er nødvendige for et nyt flertal skal vi andre levere. Socialdemokraterne er nødt til at vågne op til den nye virkelighed og være med til at etablere et ligeværdigt og respektfuldt forhold til resten af venstrefløjen.

Det er derfor positivt, at Pernille Skipper på Enhedslistens sommergruppemøde meldte ud, at der er brug for en diskussion i Enhedslisten af vores parlamentariske strategi. Kan vi lade os inspirere af erfaringer fra vores søsterpartier i andre lande i Europa? Den debat skal vi tage, og om nødvendigt gribe til nye redskaber i den parlamentariske værktøjskasse.

5. Opbyg forventninger og pres udefra

Men mindst lige så vigtigt er det naturligvis at ændre på det mest afgørende styrkeforhold – nemlig dem der etableres uden for Christiansborg. For uanset hvor intelligent og dygtigt Enhedslisten og andre partier til venstre forsøger at rykke på relationen til Socialdemokraterne, og uanset om vi tager nye redskaber i brug, så er der ingen parlamentariske quick fix, der alene kan forrykke magtforholdene.

Så når vi taler om en forandringsalliance, så skal vi ikke kun tænke den som noget der skal opbygges på Christiansborg, men i lige så høj grad som noget ser skal opbygges udenfor – med alle de bevægelser, initiativer og mennesker som heller ikke ønsker en tilbagevenden til Corydonismen. Som ønsker reelle forandringer.

Og på samme måde bør udviklingen af vores valggrundlag, ikke være en indadvendt proces, men tværtimod en udadvendt og inddragende proces. Det kunne være i form af de lyttemøder vi tidligere har haft succes med, eller gennem åbne consulta-processer hvor vi på gader og torve snakker med danskerne om deres håb og drømme om hvor vores samfund skal hen.
 

Dette var mine første tanker, om hvordan vi kan virkeliggøre nogle af de målsætninger som vi tog fat på med vores årsmødevedtagelse fra sidste år. Jeg glæder mig til at udvikle og diskutere venstrefløjens muligheder med gode venner i Enhedslisten og alle andre, der ønsker progressive forandringer om hvad vi kan lære af vores erfaringer, og hvordan vi fremadrettet kan bruge de mandater vi får til låns af danskerne til bedst muligt at sikre et mere retfærdigt Danmark. Med alle de dilemmaer og udfordringer som sådan en diskussion rejser.

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler

Close Panel