Bragt hos Modkraft 21 november 2016
AF PELLE DRAGSTED
Efter Brexit-afstemningen, Valget af Trump og diskussionerne om frihandelsaftalernene CETA og TTIP, er der – også på venstrefløjen – opstået en mærkelig tendens, hvor der flere og flere steder sættes lighedstegn mellem kritik af såkaldt frihandel, social dumping, og ønsker om mere suverænitet på den ene side – og så nationalisme, protektionisme og xenofobi på den anden. Med det greb sættes venstrefløjens kritik af fx TTIP, eller social dumping behændigt i båd med højrefløjens nationalisme.
Men det er ikke desto mindre noget vrøvl at drage de paralleller.
– Det er ikke nationalisme at arbejde for mere suverænitet fx ifht EU. Det er en demokratisk kamp for at give befolkningerne bedre mulighed for, at kunne indrette samfundet sådan som flertallet ønsker det.
– Det er ikke anti-globalisering, at være modstander af nyliberalistiske orienteret ”frihandel”, der reelt handler om store virksomheders frihed fra demokratisk regulering, og som fratager befolkningerne vores frihed til at tage demokratiske beslutninger.
– Det er ikke protektionisme at slås for at forsvare anstændige job med en løn til at leve af, og modsætte sig et globalt ræs mod bunden, hvor lønmodtagere sættes op mod hinanden i en kamp om hvem der kan sælge sig selv billigst og med færrest rettigheder.
– Og det er ikke xenofobi eller racisme at kæmpe mod social dumping og kritisere når arbejdskraftens såkaldt frie bevægelighed bliver arbejdsgivernes redskab til at importere og udbytte underbetalt uorganiseret arbejdskraft, og presse den lokale arbejdskraft til at acceptere stadig værre vilkår.
At arbejde for mere demokratisk råderum, mere suverænitet og rimelige arbejdsvilkår er ikke at vælge højrefløjens side. Det er den modsatte vej rundt. Det er den nyliberalistiske elites model for globalisering, der med dens undergravelse af velfærd og gode arbejdsforhold, der har skabt den frodige jord for højrepopulisme og national-konservatisme.
De ovenstående definitioner indebærer også, en erkendelse af, at det ikke nytter noget at opfatte valget af Trump eller Brexit-afstemningen som et rent udslag af racisme og nationalisme.
Ingen tvivl om at disse drivkræfter har spillet en rolle. Men at en lønmodtager, der har oplevet hvordan frihandel har fået tusinder af gode job til at forsvinde, eller at arbejdsgivere har fyret deres lokale ansatte og importeret underbetalt uorganiseret arbejdskraft, ønsker regler der dæmmer op for denne udvikling, behøver på ingen måde at være udtryk for racisme eller nationalisme.
Man behøver ikke at ”hade” eller se ned på mexicanere eller østeuropæere, fordi man er kritisk overfor arbejdsgivernes mulighed for at misbruge udenlandsk arbejdskraft til at presse løn og arbejdsvilkår. Og man behøver ikke at være imod globalisering og internationalt samarbejde fordi man ønsker et opgør med en specifik frihandels-model, som man har mærket konsekvenserne af på egen krop.
At stille sig på den ”anstændige” elites side i forsvaret for en globaliseringsmodel, der entydigt forrykker magtbalancen i den økonomiske elites favør, og skaber utryghed og magtesløshed, eller at bortfeje kritikken fra dem som Hillary kaldte ”a basket of deplorable” som udtryk for ren og skær racisme og nationalisme – ville være en historisk fejltagelse for venstrefløjen og andre progressive.
Tvært imod skal det demokratiske venstre være endnu mere klare i kritikken af de sociale og demokratiske konsekvenser af den nyliberalistiske frihandel, misbruget af udenlandsk arbejdskraft, og EU’s nedskæringspolitik, og tilbyde et klart, solidarisk og demokratisk alternativ til såvel elitens nyliberale status quo, som højrepopulismens xenofobiske sirenesang.