Bragt i Politiken 13. oktober 2016
” Topskatten
skal væk, fordi det er det bedste middel til at sikre vækst og arbejdspladser i
Danmark,”
Anders Samuelsen, 5. juni 2015
Det har aldrig været let for højrefløjen at vinde danskernes
opbakning til sænkelser af topskatten. Hvorfor skal vi bruge milliarder af
kroner på at nogle få personer, der i forvejen har mere end de kan bruge, skal
have endnu mere, lyder den oplagte indvending. Ligesom mange danskere er
bekymrede over den øgede ulighed, som sænkelser af topskatten indebærer.
For at forsøge at vinde tilslutning til deres ønske om lavere topskat er det
derfor blevet et udbredt argument fra højrefløjen, at en sænkelse af topskatten
er til gavn for os alle, fordi det vil skabe vækst og arbejdspladser, og dermed
også være helt eller delvist selvfinansierende.
Men argumenterne om øget velstand for alle er langt fra overbevisende.
Der er grundlæggende tale om den gamle slidte idé om Trickle
Down effekten: Ved at sænke skatten i toppen vil de rigeste personer i
samfundet arbejde mere og blive mere produktive. Det vil øge væksten i
samfundet til gavn for hele befolkningen. Det er et smukt eventyr. Men de
konkrete erfaringer viser noget andet.
Det var Ronald Reagans regering, der i 80´erne for alvor lancerede idéen om
Trickle Down. Man uddelte skattelettelser for milliarder af dollars ud fra den
forventning, at de ville skabe vækst og velstand for alle og dermed også
finansiere sig selv gennem øgede skatteindtægter. I stedet har de gentagne
skattesænkninger i USA efterladt et enormt budgetunderskud som amerikanerne nu
slås med.
Erfaringerne fra USA og mange andre steder har dog ikke
afskrækket højrefløjen. De peger på, at økonomiske studier underbygger deres
påstande om, at sænkelser af topskatten øger velstanden.
Det gælder ikke mindst et opsigtsvækkende studie fra blandt andet to tidligere
medlemmer af Det Økonomiske Råd, som når frem til den konklusion, at det ikke
koster noget at afskaffe topskatten, fordi at danskerne efter en
topskatte-lettelse ikke bare vil arbejde mere, men også blive mere jobmobile,
fordi vi i højere grad vil søge bedre betalte job, når vi ikke længere skal
betale topskat.
Det i høj grad teoretiske studie bygger imidlertid på den absurde forudsætning,
at alle danskere kan søge og få alle job. At SOSU-hjælperen i princippet kan
blive bankdirektør eller chef-ingeniør. Og studiets konklusioner blev da også
afvist af en stribe økonomer – herunder af Finansministeriet.
Selv om Finansministeriet ikke er lige så optimistiske som de tidligere Vismænd,
så deler de dog opfattelsen af, at sænkelser af topskatten vil øge velstanden.
Antagelsen er, at de mennesker, der får en skattelettelse, vil øge deres
arbejdstid. Selv om deres marginalskat sættes ned, betyder den øgede arbejdstid
en stigende indkomst. Dermed betales der mere i skat, fordi man tjener mere, og
det vil kunne dække en del af udgiften
til at sænke topskatten. Det er det man i økonom-lingo kalder for ”dynamiske
effekter”. Men antagelsen om at en topskatte-sænkning vil få folk til at
arbejde mere hviler på et uhyre tyndt forskningsmæssigt grundlag.
Som blandt andet Folketingets uafhængige økonomiske konsulent og
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har peget på, bygger finansministeriet deres
antagelse på forskningsdata helt tilbage fra 1996, hvor økonomen Nina Smith
sammen med forskerkolleger gennemførte en spørgeskemaundersøgelse som
konkluderede, at lavere skat ville få danskerne til at arbejde mere.
Det er meget sandsynligt, at danskernes præferencer har ændret sig de sidste
tyve år, og at en sænkelsen af topskatten i dag kunne have den modsatte effekt
– nemlig at dem der får nedsat deres skat i stedet vil vælge at arbejde mindre.
Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at topskatten er blevet sat ned flere
gange siden 1996. For tyve år siden, var den højeste marginalskat på indkomst
lidt over 65 pct. I 2016 er den på lidt over 56 pct. Samtidigt er mange tusinde
mennesker blevet flyttet ud af topskattebetaling. Kan man virkelig forvente
samme effekter nu som for tyve år siden efter alle disse ændringer i
skattesystemet?
Det er lige ledes et stort problem ved finansministeriets antagelser, at de kun
indregner de eventuelle dynamiske effekter af topskatte-sænkningen, men ikke
tager højde for hvordan en topskattelettelse finansieres, og hvilke dynamiske
effekter, der er på finansieringssiden. Finansierer man fx topskatte-sænkninger
ved at skære i daginstitutionerne så åbningstiden bliver kortere, kan det
betyde, at danskerne reelt må arbejde mindre. På samme måde kan nedskæringer på
uddannelse og SU, medføre mangel på kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.
Hvis højrefløjen tog sig den ulejlighed at løfte blikket fra de teoretiske
modeller og se ud i virkeligheden, ville de da også kunne konstatere, at
arbejdstiden rent faktisk alt andet lige har været faldende i de seneste
årtier, selvom marginalskatten er blevet sænket i flere omgange. De årlige økonomiske vækst-rater har
ligeledes været faldende i perioden. Stik imod deres løfter og forventninger.
Og den tendens bekræftes i et studie af den franske stjerne-økonom Piketty,
hvor han ved hjælp af data fra flere årtier dokumenterer, at der ikke er nogen
sammenhæng mellem sænkelser af marginalskatten og vækstraterne i de enkelte
lande.
Det er altså højst usikkert, at en sænkelse eller afskaffelse af topskatten vil
øge velstanden eller ”sive ned” til den almindelige befolkning. Til gengæld ved
vi, at det vil betyde færre penge i fælleskassen til velfærd og social tryghed,
og medføre en stærkt forøget økonomisk ulighed i Danmark.
Myten om at lavere skat til de rigeste vil føre til velstand og fremgang for os
alle, er et bekvemt argument for de partier som ønsker at sænke topskatten. Men
det har bare ikke meget med virkeligheden at gøre.