Fire år med Thorning – hvad kan vi lære? #1

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter
Share on email
Email

Bragt hos Modkraft 25. august 2016

Der er nu gået lidt over et år siden Thorning-regeringen væltede og Højrefløjen genindtog regeringsmagten efter bare fire år med en S-ledet regering. 

Vi bruger med god grund det meste af vores tid og energi på at bekæmpe den nye regerings angreb på miljøet, flygtningene og de arbejdsløse og syge – men det er også vigtigt, at vi i Enhedslisten og på venstrefløjen mere bredt får analyseret og diskuteret vores erfaringer med de fire år som parlamentarisk grundlag for Thorning-regeringen.

For det er afgørende, at vi lærer af erfaringerne og forsøger at drage nogle lektier, der kan sikre, at vi står endnu bedre rustet næste gang vi står i en lignende situation. Det er samtidig vigtigt, at vi tager diskussionen på et faktuelt grundlag og undgår myter om, hvad vi har gjort eller kunne have gjort. Jeg vil i denne og to følgende blogs forsøge at bidrage til den diskussion.

I denne første blog vil jeg give en vurdering af, hvad Enhedslisten opnåede og ikke opnåede, og hvilke styrkeforhold, der gjorde sig gældende under Thorning.  I den anden vil jeg diskutere spørgsmålet om, hvorvidt Enhedslisten burde have væltet regeringen i stedet for at lade den dø for egen hånd. Og i den sidste vil jeg forsøge på den baggrund at se fremad og diskutere strategien frem mod næste valg.

 
1. Vi skabte resultater

Det er af nogle partimedlemmer næsten blevet fremstillet som om EL ikke havde nogen som helst indflydelse i de seneste fire år, og at vi ikke formåede at trække regeringen til venstre. Samme billede gengives ofte i medierne. Det er efter min mening faktuelt forkert.  Hver gang vi deltog i forhandlinger aftvang vi indrømmelser, der forbedrede vilkårene for nogle af de mest udsatte grupper, understøttede den grønne omstilling, gav lønmodtagerne bedre redskaber i kampen mod social dumping etc. etc.  Ting der ikke var sket hvis ikke Enhedslisten havde kæmpet for det – både i offentligheden og i forhandlingslokalerne. Vi trak med andre ord klart de aftaler vi indgik i til venstre ifht hvordan de ellers havde set ud.

Blandt de vigtigste indrømmelser, som ikke var sket uden ELs indsats kan nævnes:

  • Afskaffelse af krav om måltal for udlicitering i kommunerne
  • Klassekvotienter i gymnasierne
  • Klimalov
  • Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende på kontanthjælp
  • Redningskrans for udfaldstruede dagpengemodtagere
  • Forbedringer for børn ved familiesammenføring mm.
  • Mere hjemmehjælp til svage ældre
  • Danmarks Grønne Investeringsfond
  • Flere ressourcer til myndighedernes kamp mod social dumping
  • Større bøder i forbindelse med social dumping
  • Bedre boligsikring til de fattigste
  • Styrket kollektiv trafik – bl.a. letbaner i Odense og Ålborg
  • Bevilliger til mere pædagogisk personale i daginstitutioner
  • Selvvalgt enlige forsørgere fik ret til samme børnecheck som andre forsørgere.
  • Støtte til fixerum i de store byer
  • Støtte til freds og konfliktforskning
  • Investeringer i geotermi og varmepumper
  • Mere støtte til Økologi
  • Etablering af Kemi-watch, der skal vejlede borgere om farlig kemi i vores omgivelser.
  • Håndsrækning til lejere, der risikerer at miste deres hjem
  • Fuld børnecheck til flygtninge
  • Fuld folkepension til flygtninge

 Det er alt sammen reelle indrømmelser, som har skabt mærkbare forbedringer – ikke mindst for arbejdsløse danskere. Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt betyder, at de ramte familier fik op til 14.000 kr mere at leve for om måneden. Forbedringerne af boligsikringen for de unge kontanthjælspmodtagere sikrede dem over tusind korner mere om måneden. Udover de indrømmelser som EL aftvang selv, sikrede vi også flertal for en lang række andre forbedringer sammen med de andre partier. Det gælder fx Øget fradrag for faglige kontingenter, Kommunerne fik ret til at øremærke byggegrunde til billige almene boliger, Togfonden med massiv forbedringer af jernbanedriften, verdens mest vidtgående energi-aftale etc. etc.

Hvis man skulle være i tvivl om hvorvidt Enhedslisten havde indflydelse – kan man egentlig bare tage et kig på den nye regerings første regeringsår. Med næsten kirugisk præcision har de fjernet den ene efter den anden af de forbedringer som Enhedslisten tilkæmpede sig. Det er trist, men vel egentlig også et tegn på, at vi ramte rigtigt, og at vores politiske sejre generede højrefløjen.

2. Danmark bevægede sig mod højre

Vi havde indflydelse, vi satte klare røde og grønne fodaftryk på de aftaler vi deltog i. Men hvis man ser på den overordnede udvikling i perioden må vi samtidig konstatere, at Danmark vurderet ud fra venstreorienterede parametre bevægede sig i den forkerte retning under Thorning-regeringerne. Thorning afleverede et Danmark med større økonomisk ulighed end da hun modtog det. Hun afleverede et Danmark hvor lønmodtagernes rettigheder og tryghed var blevet ringere, og hun afleverede et Danmark hvor den borgernære velfærd var i dårligere stand end da hun satte sig i statsministerstolen. For blot at nævne et par af de vigtigste parametre.

Når uligheden voksede var det ikke bare udslag af konjunkturer mm. Men et direkte resultat af de politiske aftaler som regeringen indgik med højrefløjen, som fx skatteaftalen i 2012, som tog penge op af lommen på arbejdsløse og førtidspensionister for at finansiere blandet andet topskatte-sænkninger. Når lønmodtagernes rettigheder og tryghed blev forværret var det det direkte resultat af reformerne af kontanthjælp, førtidspension fleksjob og sygedagpenge. Og når kernevelfærden blev dårligere var det et direkte resultat af det sanktionsregime over for kommunerne, der medførte næsten nulvækst i kommunernes drift.

3. Styrkeforhold er årsagen

Hvorfor gik det sådan? Og hvorfor formåede Enhedslisten ikke at tvinge regeringen til at vende udviklingen?

Valgresultatet var ikke i venstrefløjens favør. Godt nok gik Enhedslisten markant frem, men SF mistede samtidig opbakning, mens de radikale gik frem. Kombineret med den tåbelige strategi om at fryse de radikale ud i årene op til valget, betød det, at de radikale stod i en stærk forhandlingsposition, hvilket i den grad afspejledes sig i regeringsgrundlaget, hvor de radikale blandt andet krævede den nærmest hævngerrige formulering om at VK-regeringens økonomiske politik skulle fortsætte.  Med SFs tilbagegang og deres nærmest sammensmeltning med socialdemokraterne (som flere af de ledende SF´ere jo også senere meldte sig ind i), stod Enhedslisten med vores 6,7 pct. af stemmerne alene om at kæmpe for en venstredrejning af regeringens politik. 

En anden hovedårsag til udviklingen var det markante højreskred der skete hos socialdemokraterne og SF efter valget. Stort set hele den progressive del af S/SF-aksens politiske platform blev fjernet med et pennestrøg. Erstattet af en ”fortsættelse af den borgerlige regeringens økonomiske politik”.  

Ingen havde forventet, at træerne voksede ind i himlen med en socialdemokratisk regering. Men omfanget af højredrejningen efter valget overraskede ikke bare Enhedslisten, men også mange socialdemokratiske kernevælgere. Hvem havde troet at en socialdemokratisk regering ville stå i spidsen for en skattereform, der skar i dagpenge-dækningen for at give topskattelettelser? 

Med højredrejningen var den lille fællesmængde, der inden valget fandtes mellem S/SF og Enhedslisten reduceret til stort set ingenting. Det var også hovedårsagen til det meget turbulente og konfliktfyldte forhold, der prægede hele regeringsperioden. 

En del af svaret på udviklingen skal også findes i de politiske og parlamentariske styrkeforhold i perioden. Vi havde i Enhedslisten i en vis grad en forestilling, om at vi ville stå i en ganske stærk forhandlingsposition, fordi regeringen skulle bruge vores stemmer hvis den ønskede at gennemføre den politik den gik til valg på. Særligt i forbindelse med finansloven var vi af den opfattelse, at vi stod stærkt, fordi regeringen ville være afhængig af vores stemmer for overhovedet at få vedtaget en finanslov, og dermed kunne blive siddende.

Det viste sig, at vi tog fejl. Vi stod aldrig med de fordelagtige styrkeforhold. Hver gang vi forhandlede finanslov – og andre aftaler – stod Løkke på spring ofte meget billigt til salg. Regeringen stod aldrig (måske bort set fra den første finanslov) i en situation hvor den var nødt til at acceptere Enhedslistens krav. Den havde hver gang valget om at gå til højre i stedet. 

 Og efter regeringens højredrejning var det reelt sådan, at de politisk lå betydeligt tættere på Lars Løkke, end på Enhedslisten. Det betød også at de krav vi stillede, simpelthen gjorde mere ondt på den socialdemokratiske top end dem som højrefløjen stillede – fx i forbindelse med en finanslov.  Det betød, at vores muligheder for at gennemtvinge indrømmelser var stærkt begrænsede.

Man kan jo stille sig selv det spørgsmål, om man på baggrund af disse styrkeforhold burde vurdere omfanget af vores indflydelse med mere positive briller. Hvor meget bør man egentligt forvente at et parti med 6,7 pct. af stemmerne kan rokke båden i den situation, uanset at man sidder med afgørende mandater?

Det bidrog selvfølgelig også negativt til styrkeforholdene, at det var meget sjældent under de fire år, at Enhedslisten fik opbakning fra stærke folkelige bevægelser ude fra. Der stod aldrig 50.000 og demonstrerede for nye dagpengeregler. Og fagbevægelsens top havde ofte mere travlt med at hjælpe regeringen med at presse Enhedslisten til at indgå dårlige forlig, end at kæmpe for deres egne medlemmers interesser. 

4. Agerede vi rigtigt i situationen?

At regeringen havde slået ind på en klar nyliberalistisk kurs, var noget vi konstaterede meget tidligt i forløbet. Jeg skrev  her på bloggen allerede efter første regeringsår: 

”Som jeg ser det er der tale om en markant og historisk ommøblering af det politiske landskab. Og en udvikling, der stiller Enhedslisten i en markant anderledes situation end tidligere. Enhedslisten er pt. det eneste politiske parti, der modsætter sig nyliberalistisk politik og vil forsvare den nordiske velfærdsmodel, og de rettigheder og vilkår som arbejderklassen/befolkningen har tilkæmpet sig op gennem det sidste århundrede.”

Og året efter fortsatte jeg i en anden blog

 ”Det første regeringsår og ikke mindst forhandlinger om finansloven har vist, hvor dogmatisk nyliberal regeringens økonomiske politik egentlig er.(…) Vi står kort sagt med en regering, som står i et dybt ideologisk modsætningforhold til Enhedslisten og andre progressive kræfter på hele den økonomiske politik.”

 I den situation fulgte vi en dobbelt strategi. På den ene side at være en klar venstreopposition til regeringen, og være nådesløse i vores kritik, når reformerne ramte almindelige menneskers tryghed og levevilkår eller omfordelte fra bund til top. På den anden side, at hele tiden stå til rådighed for forhandlinger, aftaler og kompromisser, hvis de trak Danmark i en mere solidarisk retning.  Som jeg skrev i føromtalte blog:

 ”På den ene side er det vigtigt, at Enhedslisten ikke opfattes, som et halehæng til en upopulær og højredrejet regering.(…) På den anden side er det afgørende, at det vedbliver med at være tydeligt for befolkningen, at regeringen fortager et politisk valg, når den indgår forlig med højrefløjen.  Det forudsætter imidlertid, at det står klart for enhver at Enhedslisten står til rådighed for både forhandlinger og kompromisser. Samtidig vil det også være udtryk for en kynisk tilgang til politik, hvis Enhedslisten ikke tager de forbedringer hjem, der kan tages hjem.  (…) Tilgangen til det parlamentariske arbejde må altså navigere mellem disse forskellige hensyn.”

 Jeg synes det er en helt relevant diskussion at tage, om vi ramte den rigtige balance mellem på den ene side at udgøre en klar og selvstændig venstreopposition, og på den anden side søge indflydelse når vi kunne. Men det var i hvert fald det vi forsøgte. Og jeg tror, at netop det at finde den rette balance mellem tydelig venstreopposition og resultatsøgende parti også vil blive et afgørende spørgsmål frem mod et valg og næste gang regeringsmagten skifter. Det vil jeg vende tilbage til i den afsluttende blog. Men inden da vil jeg i næste blog tage fat i en diskussion, der i hvert fald internt i Enhedslisten har fyldt meget, nemlig diskussionen om, hvorvidt, vi aktivt skulle have væltet S-regeringen som følge af dens nyliberalistiske politik. 

 

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler

Close Panel