Bragt af Politiken d. 24 marts 2016
Efter nyheden om Anker Jørgensens bortgang, har aviser og sociale medier flydt over med minde- og lov-ord over den folkekære arbejdsmand, tillidsmand og statsminister. Og det er fuldt fortjent. Men måske skulle vi også bruge anledningen til at genoplive diskussionen om det Økonomiske Demokrati, som Anker Jørgensen og hans generation drømte om at udvikle i Danmark.
Idéerne om Økonomisk Demokrati (ØD) opstod op i gennem
60´erne og 70´erne og havde som sit formål at gradvist demokratisere ejerskabet
til produktionsmidlerne – dvs. virksomhederne. Socialdemokraterne var stadig
forankrede i de socialistiske idéer og var kritisk over for den koncentration
af rigdom og dermed også magt, som kapitalismen medførte (og medfører).
Hvorfor skulle få individer have kontrollen med afgørende dele af vores
økonomiske samfundsliv? Hvorfor skulle de lønmodtagere som reelt skabte
værdierne gennem deres arbejde være uden indflydelse på såvel deres arbejdsliv
som på hvordan frugterne af deres arbejde skulle investeres?
Forslaget om økonomisk demokrati, der blev udmøntet i et lovforslag fra socialdemokraterne i 1973 indebar, at en voksende del af lønsummen i virksomhederne skulle udbetales som aktie-kapital, således at de ansatte gradvist fik medejerskab over de virksomheder de arbejdede på. En del af kapitalen skulle indbetales til en såkaldt ØD-fond, som var kontrolleret af lønmodtagernes organisationer. Dog var der en øvre grænse på, at max 50 pct. af kapitalen måtte ejes af lønmodtagerne. Der var således ikke tale om en decideret overtagelse af produktionsmidlerne, men ikke desto mindre en ambition om, at medejerskabet ville sikre en demokratisk forvaltet kapital, der kunne investeres til gavn for samfundet og lønmodtagerne – fx i nye og gode arbejdspladser.
Desværre kuldsejlede planerne. For det første på grund af en
massiv modstand fra arbejdsgivere og virksomhedsejere, der (med rette) så
planerne om ØD som et angreb på deres ledelsesret og eksklusive ejerskab over
samfundets produktionsmidler. Men også fordi venstrefløjen aktivt modarbejdede
planerne. Det skyldtes til dels en frygt
for, at lønmodtagerfondene ville udviske klassemodsætningerne, og gøre arbejderne
til små-kapitalister. Men til dels også tidens triumfalistiske idé om, at den
rigtige socialistiske revolution ventede lige om hjørnet. Så hvorfor nøjes med
brød, når man kunne tage hele bageriet. Det er efter min mening bestemt ikke
venstrefløjens stolteste stund, at spænde ben for planerne om ØD.
I stedet burde man have støttet tankerne, og set det som et skridt hen imod en
større demokratisk kontrol med økonomien og produktionen.
Det er selvfølgelig en kontrafaktisk øvelse, men lad os lige forestille os, at det var lykkes at indføre og videreudvikle idéerne om økonomisk demokrati i Danmark og vi havde set en lignende udvikling i andre lande i den vestlige verden. Så havde meget formentlig set anderledes ud i dag.
Den voldsomme koncentration af rigdom hos en snæver elite,
som vi har oplevet i de efterfølgende årtier, og som den franske økonom Thomas Piketty
så overbevisende har beskrevet, kunne formentlig have været modgået. Den eskalerende finansialisering af
økonomien, hvor flere og flere investeringer er blevet dirigeret væk fra den
produktive sfære og over i risikable og samfundsskadelige spekulative
værdipapirer, kunne været blevet udfordret af demokratisk forvaltede
investeringsformuer, der førte investeringerne derhen hvor de skabte gode og
trygge arbejdspladser.
I 1970’ernes økonomiske krise blev ØD diskuteret som en helt igennem gangbar
krisepolitik, også af OECD og EF-kommissionen. Simpelthen fordi man kunne sikre
den nødvendige kapital til at få gang i investeringerne. Med tanke på det lave
investeringsniveau vi stadig har efter finanskrisen, er det således oplagt at
genoptage diskussionen om ØD.
Men særligt fra et lønmodtager-perspektiv, ville der i den grad også i dag være gevinster at hente ved ØD. Mange af de problemer som lønmodtagerne aktuelt står over for ville se helt anderledes ud, hvis man selv havde afgørende indflydelse på virksomhedernes dispositioner og beslutninger. Truslen om udflytning af arbejdspladser fra Danmark ville blive langt mindre. For hvorfor skulle man flytte sine egne arbejdspladser ud. Arbejdsgivernes import af billig uorganiseret arbejdskraft kunne bremses – for hvorfor skulle man acceptere arbejdskraft, der underminerer ens egne løn og arbejdsforhold. Grundlæggende ville ØD forrykke styrkeforholdene i vores samfund, og indskrænke den magt som en snæver elite af virksomhedsejere i dag besidder.
Så der er god grund til at genstarte diskussionerne om en moderne udgave af Anker Jørgensens drøm om ØD. Vi behøver dog ikke bare vente på, at et flertal i folketinget vil stille sig bag en lovgivning. For allerede i dag har vi som lønmodtagere og borgere faktisk mange muligheder for at øve direkte demokratisk indflydelse på vigtige økonomiske sektorer i samfundet.
Store dele af vores lokale energiselskaber og vandselskaber er reelt ejet eller styret af kunderne, og er drevet efter et hvil i sig selv-princip, hvor ingen skal tjene på det. Der ligger ligeledes et kæmpe potentiale i vores pensionsselskaber, hvoraf mange er kontrolleret af lønmodtagernes organisationer – eller som i ATP’s tilfælde af staten. Her ligger milliarder af lønmodtagerens opsparingskroner, som for en stor dels vedkommende er formelt demokratisk styret.
I dag forvaltes disse formuer stort set efter rent
markedsøkonomiske principper, og lønmodtagernes opsparing, kan dermed reelt
investeres i strid med deres og samfundets interesser – fx i virksomheder som
modarbejder faglig organisering eller benytter skattely.
Vi har dog netop set, hvordan et medlemsoprør i Magistrenes Pensionskasse har
ført til en beslutning om at stoppe al investering i kul og fossile
brændstoffer. Det er blot en lille forsmag på den store indflydelse vi som
lønmodtagere kan have på økonomien, hvis vi aktivt engagerer os i forvaltningen
og investeringerne af vores pensionsformuer.
Endelig har vi været vidne til et folkeligt oprør fra kunderne i Nykredit. Beslutningen om en børsnotering af den kundestyrede selskab har paradoksalt nok skabt en ny opmærksomhed om de store fordele, der er ved en realkredit, der gennem en foreningsstruktur er kontrolleret af kunderne. Her skal ikke sikres overskud til eksterne aktionærer, men derimod sikres lave priser til forbrugerne. Nu forsøger medlemmerne at genvinde magten i virksomhedens repræsentantskab.
Eksemplerne viser også, at formel demokratisk indflydelse
ikke er nok. Man skal engagere sig i disse institutioner ellers vil
kapitalinteresserne overtage kontrollen. Hele realkreditten var således før på
kundehænder. Men fordi vi glemte betydningen af det demokratiske ejerskab, er
de gledet os af hænde og er bortset fra Nykredit opslugt af private banker. Nu
vil en magtfuld og pengestærk elite fjerne de sidste demokratiske muligheder
fra Nykredit ved at børsnotere selskabet. Der tales også om at privatisere
vores vandforsyning.
Reelt Økonomisk Demokrati kræver permanent engagement. Ellers overtager den
økonomiske elite og den snævre markedsøkonomiske tankegang kontrollen. Hvis det
i fremtiden skulle lykkes, at få indført Økonomisk Demokrati på vores
arbejdspladser vil succesen være helt afhængig af et stærkt og permanent
engagement fra lønmodtagerne.
Men selv med et sådant permanent engagement løser Økonomisk Demokrati selvfølgelig langt fra alle problemer ved kapitalismen. Danske lønmodtagere ville stadig stå i et konkurrenceforhold til lønmodtagere i andre lande og dermed kunne presses på løn og arbejdsforhold. Men ØD, ville være et vigtigt skridt på vejen mod et samfund, hvor demokratiet ikke stoppede ved indgangen til arbejdspladsen, og hvor afgørende økonomiske beslutninger ikke blev overladt til en lille elite, som ingen har stemt på.
Men det kan jo ikke lade sig gøre, vil liberalister og
borgerlige økonomer sikkert indvende. Hvorfor ikke?
Skulle kapitalismens udemokratiske ejerskab over vores produktion og vores
arbejdspladser virkelig være slutningen på historien? Det troede Anker ikke på.
Og det tror jeg heller ikke.