Bragt i Politken 16. februar 2015

Det er en myte, at vi er nødt til at acceptere mindre velfærd og mere ulighed i samfundet, hvis vi ønsker økonomisk udvikling og arbejdspladser. Lighed er tværtimod forudsætningen for en stærk og sund økonomi.

» Skattelettelser skaber vækst«.
Brian Mikkelsen, 6. Sept. 2014

Højrefløjen og arbejdsgiverne spilder sjældent en lejlighed til at argumentere for, at nye skattelettelser i toppen og en mindre offentlig sektor er forudsætninger, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden, og der skal skabes nye arbejdspladser. Øget ulighed er ifølge dem en pris, vi nødvendigvis må betale. For alternativet er, at Danmark taber i den internationale konkurrence og bevæger sig helt ud over kanten, lader de forstå.

Myten er så vedholdende, at journalister sjældent spørger kritisk til den. Det er nærmest blevet en etableret sandhed, at man må vælge mellem vækst og velfærd, mellem lighed og arbejdspladser.

Egentlig er det mærkeligt, at den myte kan trives og blive så stærk. For hvis der var det mindste hold i påstanden om, at en stærk offentlig sektor og en høj økonomisk lighed stod i vejen for vækst og velstand, så ville skattebetalte velfærdssamfund som Danmark, Sverige og Norge havde bundplaceringer, når det kom til velstand og beskæftigelse.

Men er det tilfældet? Nej, tværtimod.

De tre skandinaviske velfærdsamfund ligger i 2013 alle på top 10 over verdens mest velstående nationer ifølge Verdensbanken. Kun overgået af finansparadiser som Macao og Schweiz. Danmark er tilmed hoppet fra plads 9 til 7 i den seneste opgørelse.

SE DOKUMENTATION: World Bank GDP per capita 

Men hvad så med arbejdsløsheden? Den må da være høj i sådan nogle skattebyrde-helveder? Nej igen. Danmark og de andre skandinaviske lande ligger også her i top som nogle af de lande i verden, hvor den største del af befolkningen er i arbejde, og hvor ledigheden er lavest.

SE DOKUMENTATION: OECD StatExtracts 

Og sådan kunne man faktisk blive ved med at fremhæve en lang række andre træk ved en stærk økonomi. Kort sagt er der intet som helst ude i virkeligheden, der tyder på, at den nordiske velfærdsmodel ikke skulle være økonomisk bæredygtig. Det er et problem, der kun eksisterer blandt liberalisternes dogmer.

På det seneste har vi fået nye og endnu stærkere beviser for, at lighed ikke står i vejen for velstand, men at det rent faktisk forholder sig omvendt. At ulighed er en vækst-dræber.

En ny analyse fra organisationen OECD, der baserer sig på studier af samtlige medlemslande i OECD over en længere periode, konkluderer, at voksende ulighed decideret hæmmer den økonomiske udvikling.

Rapporten konkluderer direkte, at væksten f. eks. kunne have været syv procentpoint højere i Norge, hvis ikke uligheden var vokset over perioden. Også Danmark kunne have haft højere vækst, hvis uligheden ikke var vokset.

SE DOKUMENTATION: OECD rapport 

Og hvad der må gøre endnu mere ondt på højrefløjen: OECD konkluderer også, at de bedste redskaber til at bekæmpe ulighed og dermed skabe økonomisk udvikling er omfordeling via skat og velfærd.

OECD er ikke alene om at pege på de negative konsekvenser, som stigende ulighed har på økonomien, Den internationale valutafond, IMF, som bestemt ikke kan beskyldes for venstreorienteret bias, konkluderede i en undersøgelse tidligere på året det samme:

»The data tend to reject the […] assumption that there is in general a trade-off between redistribution and growth. On the contrary […] redistribution is overall pro-growth, taking into account its effects on inequality«.

SE DOKUMENTATION: IMF undersøgelse 

Der er altså tale om et reelt paradigmeskift i den internationale økonomiske forskning, hvor også den franske økonom Thomas Piketty i sin forskning har vist, at voksende ulighed i Vesten truer med at undergrave den økonomiske udvikling.

Derfor er det særligt sørgeligt, at uligheden herhjemme ifølge Danmarks Statistik er vokset under den siddende regering.

Det er egentlig ikke så svært at forstå, at en veluddannet og købedygtig klasse af lønmodtagere og en stærk offentlig sektor skaber bedre forudsætninger for produktion og jobskabelse, end når velstanden ophobes hos overklassen.

De mennesker, som har de laveste indkomster – f.eks. folkepensionister og studerende – har den højeste forbrugskvote. De bruger med andre ord en større del af deres indkomst på forbrug i stedet for på opsparing. Skattepolitik, der omfordeler fra toppen til bunden, øger derfor efterspørgslen i samfundet.

Det samme gælder det offentlige forbrug. Når højrefløjen foreslår, at nedskæringer i det offentlige forbrug skal finansiere skattelettelser i toppen, så vil den direkte konsekvens være, at efterspørgslen i samfundet falder generelt. Den offentlige sektor er jo samfundets største forbruger.

Men også på længere sigt er liberalisternes forslag gift for økonomien. Deres ønske om at reducere samfundets skatteindtægter og skære i det offentlige forbrug vil undergrave muligheden for at fastholde alt det, der har gjort Danmark til en økonomisk succes: gode uddannelser uden brugerbetaling, god infrastruktur og høj grad af social tryghed.

Effekten af skattereduktioner, nedskæringer og øget ulighed er ikke vækst og velstand. Det er mere økonomisk krise, mere arbejdsløshed og et svagere Danmark.