Bragt i Altinget 4. februar 2021
Debatten mellem folketingsmedlemmer er blevet hårdere og mere personlig over de sidste måneder. Inger Støjbergs angreb på Sikandar Siddique under rigsretsdebatten var et nyt lavpunkt. Men et velfungerende demokrati kræver respekt for politiske modstandere.
Af Pelle Dragsted
Jeg kan huske første gang jeg stod i en elevator sammen med Pia Kjærsgaard. Jeg var lige startet med at arbejde i folketinget for Enhedslisten. Og jeg havde aldrig mødt DF-lederen før, sådan i virkeligheden. Jeg var vokset op på venstrefløjen – i en årrække endda på den mere yderligtgående del af den – og her var det det den almindelige opfattelse, at Pia Kjærsgaard og andre politikere fra Dansk Folkeparti ikke fortjente den fjerneste respekt. De var jo ansvarlige for en udlændingepolitik som sendte mennesker hjem til tortur og forfølgelse. De pustede bevidst til racismen. De gravede grøfterne i vores samfund dybere.
Nu stod jeg her i elevatoren og var på sin vis en slags kollega. Hvordan skulle jeg håndtere den situation? Skulle jeg bare hilse pænt. Skulle jeg se vredt på hende. Eller skulle jeg højlydt fortælle hvad jeg mente om hende og hendes politik?
De følelser og tanker jeg havde dengang, kan i dag – mange år efter – synes fjollede. Men de siger noget om et løjerligt paradoks i vores folkestyre: På den ene side fjerner det, at vi har et demokrati, jo ikke de dybe politiske uenigheder, der eksisterer mellem partier og politikere. Jeg mener sådan set i dag alt det samme om Dansk Folkepartis politik, som jeg gjorde dengang. På den anden side, så har vi med vores demokratiske styreform valgt, at de uenigheder skal brydes inden for en demokratisk ramme – folketinget. Vi debatterer, vi stemmer om uenighederne, og dem, der har størst opbakning fra befolkningen vinder. Men hvis det system skal fungere, så er det en forudsætning, at vi kan omgås hinanden med respekt og ordentlighed på trods af dybe politiske uenigheder.
Man behøver ikke at kunne lide hinanden. Man behøver ikke at være venner. Og man behøver slet ikke at dæmpe sin indignation og modvilje mod en politik, som man synes er ødelæggende eller menneskefjendsk. Tværtimod er den vigtig at holde fast i. Men man er nødt til at acceptere, at alle der er valgt til folketinget, har et demokratisk mandat fra deres vælgere og alene derfor har krav på respekt. Også dem man er allermest uenige med. Hvis ikke man respekterer det demokratiske mandat, så respekterer man grundlæggende ikke demokratiet.
Det har været tilgangen for mig. Jeg har bestræbt mig på at behandle politikerne fra de andre partier respektfuldt – også dem jeg var aller mest uenige med. Det betyder ikke, at jeg ikke er gået hårdt til deres politik, eller skånsesløst sat fingeren på hykleri og manglende konsistens. Politik er ikke et te-selskab. Men jeg har (og I må gerne komme efter mig hvis jeg tager fejl) aldrig i min tid som MF gået personligt efter kollegaer eller udvist mangel på respekt for deres person.
For en del mennesker uden for folketinget kan det være svært at forstå det paradoks. Jeg har tit fået spørgsmål som: ”Hvordan kan du omgås høfligt og civiliseret med de mennesker, der er ansvarlige for så meget elendighed”? ”Er det hele så bare et teaterstykke, hvor I står og skælder ud på hinanden i folketingssalen, og så går ned i snapstinget og er de bedste venner?”.
Men for mig er den modsætning netop forudsætningen for et velfungerende demokrati. At man på den ene side kan være politisk hamrende politisk uenige og bevare sin indignation og modvilje mod modstandernes politik, men på den anden side være enige om at de politiske konflikter skal udspille sig inden for en demokratisk ramme, og at det kræver at man behandler hinanden med respekt.
Inger Støjbergs i respektløst angreb
Politikere er også forbilleder, og den måde de taler om og til hinanden, smitter af. Hvis politikerne behandler hinanden med åbenlys disrespekt, opdyrker dolkestiksmyter om at politiske modstandere er forrædere, der kun pønser på at ødelægge landet, eller egentlig burde sidde i fængsel, så kan det få konsekvenser. Vi har i USA netop set hvordan flere års fuldstændig uansvarlig og hadefuld retorik ophidsede til en voldelig storm på kongressen.
Dér er vi heldigvis ikke i Danmark endnu. Men jeg er lidt bekymret over det jeg opfatter som en stadig mere hadsk og opgejlet retorik senest i ugerne efter minksagen, hvor flere politikere lagde sig alt for tæt op af den Trump’ske tone og metaforik. Og forleden oplevede jeg så et nyt lavpunkt, som egentlig var udgangspunktet for at jeg satte mig til tasterne og skrev denne klumme.
Da folketinget skulle tage endelig stilling til rigsretssagen i instrukssagen gik sagens hovedperson Inger Støjberg på talerstolen. Hendes tale var der ikke meget nyt i – det var samme forsøg på at få drejet opmærksomheden væk fra sagens kerne om lovbrud og løgne som vi har set tidligere. Men det der chokerede mig, var Støjbergs udveksling med løsgænger Sikandar Siddique.
Siddique brugte sin mulighed for at stille spørgsmål til Inger Støjberg, og stillede afdæmpet og høfligt et spørgsmål om Støjbergs holdning til om Danmark burde have en forfatningsdomstol til at håndtere fremtidige sager om ministres lovbrud. Støjberg valgte ikke at svare på spørgsmålet. I stedet angreb hun Sikandar Siddique med følgende svada:
”Altså det sidste vil jeg slet ikke forholde mig til i dag. Men det jeg meget, meget gerne vil forholde mig til det er, at jeg synes ærlig talt det ville klæde Sikandar Siddique, at tilslutte sig de værdier som vi netop lever efter i Danmark. Og I Danmark der har vi ligestilling I Danmark der er det sådan at drenge og piger, kvinder og mænd, er lige meget værd. Vi er imod Tvangsægteskaber. Vi skal kæmpe for pigernes rettigheder og frihed. Og det ville jeg bare sådan ønske at hr. Sikandar Siddique også gjorde”.
Inger Støjberg beskyldte – helt uden grundlag og argumenter – Sikandar Siddique for at han ikke deler værdier om ligestilling, at han ikke er imod tvangsægteskaber. Og at han ikke har ”tilsluttet sig danske værdier”. Det sidste skærer særligt i ørerne. Sikandar Sidiqque er dansk statsborger, født og opvokset i Danmark. Så når Inger Støjberg overfor netop ham taler om at ”tilslutte si danske værdier”, bygger det alene på, at han har en anden hudfarve eller at hans forældre har en anden etnicitet end Inger Støjberg. Den slags fordomme baseret på race og baggrund er der et ord for. Og det starter med R.
Vi har alle et ansvar
Jeg er ikke interesseret i en debat om hvorvidt Inger Støjberg har optrådt racistisk eller ej. For uanset hvad man kalder hendes angreb på Sikandar, så var det udtryk for en dyb mangel på respekt for en folkevalgt kollega, og dermed for vores folkestyre. Og det er som sagt den tendens der bekymrer mig.
Jeg håber virkelig, at nogle af Støjbergs politiske allierede tager en snak med hende. For det undrer mig, at gode og fornuftige demokrater som fx Mads Fuglede ignorerer og acceptere den form for adfærd fra landets fineste talerstol. Jeg vil i hvert fald gerne love, at hvis den type nedrige personlige angreb på folkevalgte kollegaer kommer fra én af mine politisk allierede, så vil jeg fortælle dem i klartekst hvad jeg mener om det. Folkestyret er noget vi skal passe på. Sammen.