Bragt i Netmagasinet Pio 3. okrober 2019
Mange steder i Europa hiver centrum-venstrepartierne efter vejret, efter et årti med nyliberalistisk nedskæringspolitik. Kan det nye politiske flertal i Danmark vise vejen frem?
I denne uge åbnede folketinget, Mette Frederiksen holdt sin jomfrutale som statsminister, og regeringen præsenterede sit finanslovsudspil, som nu skal forhandles med det parlamentariske grundlag.
Regerings-fløjen er kommet rigtig fint fra start. Hver uge har budt på nye populære politiske initiativer. Undskyldning til Godhavnsdrengene. Afskaffelse af de forhadte fraværsregler i gymnasierne. Indgreb overfor NETS urimelige gebyrer på betalingsservice. Samarbejdet mellem regeringen og støttepartierne virker til at fungere fornuftigt. Meningsmålingerne peger opad – både når det gælder opbakningen til partierne i regeringsblokken og statsministerens popularitet. Og ved FNs klimatopmøde kunne statsministeren sole sig i positive internationale reaktioner på de meget ambitiøse klima-mål, som det nye flertal har forpligtet sig på.
Der sidder nok en venstrefløjsleder eller ti rundt omkring i
Europas kriseramte socialistpartier og ser til Danmark i de her dage. Forleden
kunne man i hvert fald læse i Politiken, at den spanske regeringsleder Pedro
Sanchez, der netop har udskrevet nyvalg efter sammenbrud i forhandlingerne med
venstrefløjspartiet Podemos, havde bedt om at få oversat det forståelsespapir,
som danner ramme om samarbejdet mellem Mette Frederiksen og det parlamentariske
grundlag.
Succesrige centrum-venstre-regeringer hænger ikke på de europæiske træer for
tiden, og det bliver interessant, om det nye flertal vil blive en
inspirationskilde for socialdemokratier og venstrefløjspartier på det gamle
kontinent.
Det vil formentlig afhænge af flere ting. Det første store spørgsmål bliver,
hvordan regeringen vil håndtere det økonomiske konjunkturskift, der lurer i nær
fremtid. Om der bliver tale om en hård eller blød landing er stadig uvist – men
de fleste økonomer er enige om, at de gode tider snart er forbi. I krisetider
er der ikke nogen nemme valg, og det er langt sværere at gøre alle glade på én
gang. Og sporene fra den seneste krise skræmmer. Her stillede
socialdemokratiske regeringer både i Danmark og i resten af Europa sig i
spidsen for en reform- og nedskæringspolitik der sendte kriseregningen til
lønmodtagerne og deres arbejdsløse kollegaer. Vil Mette Frederiksen – presset
af dårlige konjunkturer – slå ind på samme vej, eller vil hun holde fast i
løfterne om at holde hånden under velfærden og lønmodtagerens rettigheder,
selvom det betyder konflikt med erhvervs-eliten? Hvis det første bliver tilfældet vil
populariteten blive sat på prøve, og konflikter med Enhedslisten og SF kan i
værste fald gøre en hurtig ende på regeringsperioden.
En anden lakmusprøve vil være klimaloven og den efterfølgende forhandling om en
klimahandlingsplan som skal sætte gang i en af de største økonomiske
omstillinger i nyere historie. Her bliver det afgørende om regeringsblokken
formår at gennemføre forandringerne på en måde der ikke vender den tunge ende
nedad, og forstærker den ulighed, som i forvejen har nået et rekord-niveau. Det
kan godt være at danskerne ikke tager gule veste på og drager hærgende gennem
Strøget. Men hvis omstillingens byrder fordeles uretfærdigt, og bidrager til
øget utryghed – vil det utvivlsomt dræne på opbakningen – både til regeringen
og til den nødvendige grønne omstilling.
Også udlændingepolitikken kan spænde ben. Med forståelsespapiret lykkedes det
at finde en slags våbenstilstand mellem socialdemokraternes hårde linje, og de
øvrige partiers ønske om en mere human politik. Der blev gjort op med den mest
fladpandede symbolpolitik med kagefejringer, tomme teltlejre, dyre fange-øer.
Den brede udlændingepolitik blev der til gengæld ikke pillet ved. Men freden er
skrøbelig. Nye flygtninge-strømme (jeg hader ordet, men kunne ikke finde på et
andet) kan presse socialdemokraterne til nye drakoniske stramninger, som vil
bringe dem på kollisionskurs med støttepartierne.
Endelig er det også op til partierne i regeringsblokken.
Selv de bedste muligheder kan ødelægges. Det behøver man kun at se til Lars
Løkkes samspilsramte regeringstid for at få bekræftet. Her sled partierne i
blokken langsomt såvel hinanden, som tilliden til regeringsblokken op i evige
kampe, der oftest handlede mere om at ydmyge modstanderen end at selv høste
politiske sejre. Samme danse macabre kan de fire partier i
regeringsblokken sagtens vælge at kaste sig ud i.
Der er meget på spil. Lykkes det at kombinere en ambitiøs grøn omstilling med
en solidarisk velfærds og fordelingspolitik – også når krisen kradser, så kan
Danmark blive en inspiration for venstrekræfter i Europa.
Men meget kan gå galt.
https://piopio.dk/pelle-dragsted-danmark-kan-vise-vejen-europas-centrum-venstre