Opdeling af storbanker er sund fornuft

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter
Share on email
Email

Af Pelle Dragsted, MF for Enhedslisten og Poya Pakzad, politisk-økonomisk rådgiver i Enhedslisten

Det er tid til at gøre ende på tvangsægteskabet mellem finansverdenens spekulanter og almindelige bankkunder. Det nyliberalistiske eksperiment, som har viet konventionelle banker til spekulativ finansvirksomhed, er mundet ud i tøjlesløse finansielle gigakoncerner, der spiller hasard med almindelige kunders penge og truer den samfundsøkonomiske stabilitet.

De finansielle mastodonter burde egentlig for længst have været delt op i mindre enheder. Kort efter finanskrisen blev det klart for enhver – også for de, der hidtil havde nægtet det – at finansinstitutioner kan være så omfangsrige, at en konkurs vil rive hele samfundsøkonomien med sig ned. Men i stedet for at begrænse de største finansielle koncerners omfang har vi blot affundet os med, at der findes enheder, som er ”Too Big to Fail”. Staten har endda tildelt dem deres egen kategori: ”Systemisk vigtige finansielle institutter” (eller SIFI’er).

Tag bare Danske Bank, som er den største af seks danske SIFI’er. Koncernen har et samlet forretningsomfang på ca. 150 pct. af Danmarks BNP. Hvis banken bryder sammen, vil det skabe en totalt uoverskuelig nationaløkonomisk krise. Det var nær sket med finanskrisen, hvis ikke staten havde grebet ind ved at sprøjte kapital i de konkurstruede banker. Skulle Dansk Bank krakke i dag, ville staten igen være nødt til at redde banken. Og ligesom før er det de almindelige skatteydere, der må kvittere for gildet på bekostning af deres tryghed, pensioner, løn- og velfærdsordninger.   

**

Inden vi kigger nærmere på SIFI’erne og nødvendigheden af at få dem opdelt i en fart, er det værd at kigge tilbage på, hvorfor de opstod til at begynde med. De finansielle storkoncerner er nemlig ikke opstået naturligt. Tværtimod. De er et resultat af et nyliberalt økonomisk kursskifte, der begyndte som et højrefløjsprojekt allerede i 70erne og 80’erne.

Ansporet af jerntæppets fald og den vestlige kapitalismes selviscenesatte triumf i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, blev den nye økonomiske linje benovet indoptaget af den politiske midte – herunder centrumvenstre. Høje af deres egen røg om en såkaldt ”tredje vej”, der kunne forene progressiv socialpolitik med borgerlig økonomi, var det ofte centrumvenstrepartier, der gav det nyliberale ortodoksi et egentligt fodfæste i 90ernes økonomiske politik.

Inden da havde finanssektoren været stærkt reguleret, og underlagt det offentliges kontrol og deltagelse. Den økonomiske krise i 1930erne havde verden over ledt til en skarp opdeling mellem bank, pension, realkredit, forsikring og investeringsvirksomhed. Herhjemme herskede der ligeledes en nydelig arbejdsdeling mellem banker og realkreditinstitutter. Ideen om en opdeling var ret fornuftig. Fra Anden Verdenskrig og frem til slutningen af 70erne var verden fri for større finanskriser. I Danmark var perioden også kendetegnet af stabilitet. Fra 2. Verdenskrig frem til slutningen af 70’erne oplevede Danmark kun få bankkrak i mindre banker.

Men rustet med vakte ideer om fri markedskonkurrence begyndte politikere at privatisere, liberalisere og deregulere stadig flere dele af økonomien og finanserne. Statslig regulering blev nu set som en bremse på vækst og samfundsgavnlig foretagsomhed, og der blev set skævt til offentlig deltagelse i finanssektoren. I hele verden fjernede regeringer op gennem 80’erne og 90’erne i en lind strøm de fleste af de bånd, der tidligere var blevet lagt på bankerne. Desuden blev kravene til bankerne sænket, og bankerne fik lov at udlåne mere og mere risikobetonet.

Også herhjemme har skiftende regeringer og de traditionelle magtbærende partier ihærdigt medvirket til at liberalisere og deregulere den finansielle sektor. Politikken har ændret grundlæggende på finanssektorens karakter. Brandmuren mellem traditionel bankvirksomhed, realkredit, forsikring m.m. blev ophævet, og en implementering af et EU-direktiv i 1990 gjorde det muligt for bankerne at drive realkreditvirksomhed gennem datterselskaber.

Dereguleringerne satte som forventet gang i en omfattende fusionsbølge, der resulterede i en markant koncentration af ejerskabet og monopollignende tilstande i finanssektoren. Hvor der i 2003 eksisterede 176 banker i det danske banklandskab, findes der i dag 69. Tre koncerner – Danske Bank, Nykredit og Jyske Bank – tegner sig for hele 80 pct. af markedet med en balance på 5.200 milliarder kroner, svarende til tre gange Danmarks samlede økonomi.

Før liberaliseringsfesten var en betydelig del af den danske finanssektor under demokratisk ejerskab. Andelskasser, garantsparekasser og foreningsejede realkreditinstitutter, som var ejet af kunderne, og ikke skulle generere overskud til sultne aktionærer, udgjorde en væsentlig del af sektoren. I dag er stort set alle penge- og realkreditinstitutter omdannet til aktieselskaber.

Liberaliseringerne har desuden betydet, at finanssektoren er vokset væsentligt hurtigere end realøkonomien. I 1994 svarede danske pengeinstitutters aktiver til 95 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). I dag er de vokset til 182 pct. af BNP. Dvs. en fordobling af deres størrelse på under 25 år.  

Det er altså denne politik og drift mod dereguleringer, som har medført, at en række banker er blevet ”Too Big to Fail”. De er blevet så store, at samfundet ikke kan lade dem falde uden enorme samfundsmæssige omkostninger, og Danmark er gået hen og blevet et af de lande i Europa, som er mest udsat over for finanssektoren.

**

Hovedproblemet med storbankerne, eller SIFI’erne, er, at de truer hele samfundsøkonomien i tilfælde af et kollaps. Den danske statskasse ville lide massive tab, som vil føre til langvarige kreditklemmer for dansk økonomi, med alt hvad det indebærer af utålelige konsekvenser for almindelige borgere.

SIFI’erne bringer staten i en situation, hvor den ikke har andet valg end at stille med milliardlån og garantier, når bankerne kommer i uføre. Som vi så efter finanskrisen, måtte staten yde lån og garantier for milliarder. Når en bank ikke længere selv bærer den fulde risiko af dens egne dispositioner opstår risiko for, at banken vil opføre sig mindre forsigtigt og mere risikovilligt, end den ellers ville have gjort.

Men der er også andre betydelige ulemper, inden det kommer så vidt.

Tydeligst mærker vi det i de markant stigende gebyrer og bidragssatser. Når banken varetager alt fra bil- og huslån, til forsikringer og pensionsopsparinger, gøres det vanskeligt for kunden at skifte bank. Det nedsætter kundemobiliteten og den konkurrence, der ellers ville presse gebyrerne naturligt ned. Siden 2008 er pengeinstitutternes gebyrer steget med svimlende 53 pct. Til sammenligning er priserne på daglige forbrugsvarer som mad, transport, tøj og fritid steget med 14,5 pct.

Udviklingen er specifikt dansk, og kan ikke genfindes i andre EU-lande, hvor stigningen i gebyrer er på omkring 8 pct. De, der er blevet ramt hårdest af de skyhøje gebyrer, er boligejere, virksomheder og landbrug med realkreditlån. Bidragssatserne på realkreditlån er næsten fordoblet siden 2008. For mange familier har det betydet øgede omkostninger for mange tusinde kroner om året.

Som borgere i almindelighed har vi i kraft af privatiseringerne og børsnoteringerne også lidt et markant kontroltab over økonomien til enkeltaktører med finansielt ejerskab over bankerne via aktiemarkedet. I dag er det reelt en meget lille gruppe af bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der uden skelen til kunderne træffer vitale beslutninger om bank- og realkreditlån til borgere og virksomheder.

Når relativt få, store finanshuse sidder på næsten hele bankmarkedet, og når de samtidig råder over alt fra realkredit, forsikring, fondsmæglervirksomhed og store dele af pensionsmarkedet, kan problemer affødt i det ene område hurtigt sætte sig i andre områder af finanssektoren. Af samme grund er bankerne også blevet mere sårbare over for, at finansiel uro i udlandet kan sprede sig til Danmark. At bankerne er blevet så omfangsrige og transnationale, har tilmed betydet, at deres virksomhed er blevet stadig mere uigennemskuelig, hvilket komplicerer myndighedernes opgave med at føre tilsyn med deres foretagender.

***

Storbankerne skal i dag opfylde en række skærpede likviditets- og kapitalkrav. Dvs. de skal opretholde en vis reserve, der kan holde hånden under bankerne, hvis de lider større tab. Men det er ikke nødvendigvis dårligt for en bank at være på SIFI-listen. At være ’Too Big to Fail’ er nemlig samtidig en statsgaranteret forsikringsordning, idet Far Stat står klar til at redde banken, hvis den skulle komme i klemme. Finansmarkederne indregner sågar denne implicitte statsgaranti, når de stiller lånekapital til rådighed for bankerne, hvilket giver SIFI-institutterne adgang til billigere kapital end deres konkurrenter. Denne indirekte statsstøtte til de største finanskoncerner løber ifølge tænketanken Kraka op i 10-17 mia. kroner årligt.

Det konstante batteri af dødtriste sager fra finansverdenen, som er blevet afsløret i pressen – tænk på Panama-papirerne og LuxLeaks, hvidvask- og udbytteskandaler – viser med al tydelighed, at de opstramninger, som blev indført over for bankerne efter finanskrisen, desværre ikke er nok til at sikre forsvarlig adfærd.

De er heller ikke tilstrækkelige, når det kommer til at holde en ny recession fra døren. Både Finanstilsynet og Nationalbanken har fremhævet, at sammenfaldet af stigende aktivpriser og lave renter har afstedkommet en øget risikoappetit i den danske finanssektor. Bankernes konkurrence om kunderne har ledt til fornyet risikoopbygning, bl.a. via en lempelse af kreditstandarder, f.eks. for erhvervsudlån til konjunkturfølsomme brancher og på boligmarkedet. 

En nylig test af Finanstilsynet viste, at godt 39 pct. af Danske Banks udlån var i strid med tilsynets vejledninger, fordi der blev lånt store beløb til kunder, der ikke havde økonomien til det. Og igen i dag ser vi et boligmarked, der særligt i storbyerne er på vej mod en kreditdrevet overophedning. Det er som om festen aldrig rigtig sluttede i finanssektoren.  

Kort sagt: Med den vildtvoksende udlånsmasse har de store banker igen lagt sig i samme rille som før krisen!

Skønt bankverdenen er kommet på fode igen efter den nu 10 år gamle finanskrise, lever mennesker verden over, herunder i Danmark, stadig med dens konsekvenser. Millioner blev arbejdsløse, måtte gå fra hus og hjem, eller dreje nøglerne i virksomheden om. Herhjemme forsvandt 200.000 jobs. Milliarder i velstand gik tabt på bekostning af tryghed og velfærd. Og danskerne blev gældsat som aldrig før. 

De finansielle storkoncerner, der lever tykt på at sælge risikofyldte gældsordninger til danskerne, har afløst den mere simple og gennemsigtige bankvirksomhed, som vi kendte fra før. Det er i dag et anseligt politisk ansvar at sørge for, at finanssektoren ikke bliver så omfangsrig, at den bliver en klods om benet på den produktive del af økonomien. Vi har brug for mere grundlæggende reformer af finanssektoren.

***

Hvad skal der gøres?

Hvis vi ønsker en finanssektor, som i første række tjener samfundet og økonomien, er vi nødt til at gøre op med den koncentration af ejerskab og monopoludvikling, som har præget sektoren de seneste årtier. Derfor foreslår vi i Enhedslisten, inspireret af gennemprøvede erfaringer fra udlandet, en opdeling af de største bankers aktiviteter, således at investeringsbankerne bliver adskilt fra den almindelige bankdrift.

Bankerne skal ned på en maksbalance på 20 pct. af BNP. Konkret betyder det, at de største finanskoncerner vil skulle frasælge realkreditten og udskille en række datterselskaber i selvstændige virksomheder med en anden ejerkreds. Pengeinstitutdelen vil skulle deles op i henholdsvis en kunde- og en investeringsbank, og for at nå ned på det ønskede omfang, skal yderligere aktiver udskilles. Det kan f.eks. ske ved frasalg af udenlandske aktiviteter og ved at skille bankdelen op i en privatkunde- og virksomhedskundebank.

Der skal i forbindelse med de store finanskoncerners frasalg også opstilles en række værnsregler, der sikrer imod udenlandske finansielle virksomheders overtagelse af afgørende dele af den danske finanssektor. Der skal indføres en tilbudspligt og en Erhvervsdemokratisk Fond, som sikrer kunderne mulighed for at overtage og videredrive realkreditvirksomheden eller de dele af pengeinstituttet, som skal frasælges i forenings- eller andelseje.

Kun hvis vi skaber en mere balanceret, varieret, delvist offentlig, delvist privat og delvist demokratisk styret finanssektor, kan vi genvinde kontrollen over det finansielle liv, som vores samfund er så afhængig af. Ellers vil vi som borgere og kunder fortsat være prisgivet de forvoksede storbankers risikofyldte dispositioner. Skulle krisen være ude igen, vil der kun være det tilbage, som endnu en velfærdsødelæggende reformkurs vil efterlade. Det er en politisk opgave at forhindre, at det sker.

Share on facebook
Del på Facebook
Share on twitter
Del på Twitter

Relaterede artikler

Close Panel