Bragt i Information 27 september 2018
De fleste er efterhånden enige om, at det ikke giver mening at være rød uden at være grøn. Men den gensidige afhængighed mellem økologisk bæredygtighed og socialistiske løsninger går begge veje. Fremtidens ikke vækst-baserede økonomi må være både bæredygtig og socialistisk.
Af Pelle Dragsted, MF for Enhedslisten
Det er efterhånden mange år siden, at rygende skorstene og industrielle
femårsplaner var en del af venstrefløjens bagtæppe. Og den marxistiske
opfattelse af naturen som en modstander, der skulle undertvinges menneskenes
behov, har heldigvis heller ikke mange tilhængere tilbage.
For hvilken mening giver det at arbejde for bedre vilkår for lønmodtagerne,
hvis fremgangen bygger på en ødelæggelse af vores naturgrundlag? Og hvad skal
vi bruge et mere socialt retfærdigt samfund til, hvis vores planet bliver mere
eller mindre ubeboelig på grund af klimaforandringer?
Alligevel er der desværre én helt grundlæggende ting, der
mangler. Nemlig en samlet erkendelse af at den eksponentielle økonomiske vækst,
som vi har kendt den, ikke kan fortsætte. At idéen om at velstanden skal
fordobles og multipliceres generation efter generation, simpelthen er uforenelig
med at forhindre en katastrofal global opvarmning og beskytte vores
naturgrundlag.
Tanken om eksponentiel vækst er i grunden absurd. Den betyder ikke bare, at vi
skal have samme nominelle vækst i fremtiden, men at væksten i kroner og øre
skal være højere år efter år efter år. Med en vækst på bare 2% om året vil vores
forbrug væres fordoblet på 35 år og ottedoblet på 105 år.
Det er ikke svært at regne ud, hvad det vil betyde for vores ressourceforbrug,
forurening og udpining af naturressourcerne.
Alligevel er ønsket om en fortsat eksponentiel vækst stadig en integreret del
af den økonomiske politik hos både Socialdemokraterne og SF. Man abonnerer på
de samme økonomiske fremskrivninger som højrefløjen, som forudsætter en årlig
vækst der ikke bare er den samme i kroner og øre, men er eksponentielt stigende
år for år. Det hænger ikke sammen, og det mere end på tide, at realismen
indfinder sig i hele venstre side af folketingssalen.
At opgive målet om eksponentiel økonomisk vækst i rige lande som Danmark vil
være helt i overensstemmelse med venstrefløjens historiske projekt. Væksten var
jo aldrig målet. Det var et middel til at løfte arbejderklassen ud af armod og
skabe gode liv med høj social tryghed. I dag hvor vi har opnået høj velstand,
er det som om forholdet mellem mål og middel er vendt på hovedet. Væksten er
blevet målet frem for midlet, og jagten på vækst skader i dag mulighederne for
at skabe gode liv. Den lange række af reformer af pensionsalder, efterløn,
førtidspension og dagpenge er alle resultaterne af jagten på at fastholde
eksponentiel vækst. Det samme er fremdriftsreformerne og det øgede pres på unge
for hurtigt at færdiggøre en uddannelse. Har de reformer skabt bedre liv for
den jævne dansker? Svaret er åbenlyst nej.
Men med erkendelsen af at eksponentiel vækst er i strid med både bæredygtighed
og med venstrefløjens mål om at skabe gode liv, melder sig en ny fordring. Det
er her, det bliver åbenlyst, at man ikke kan være grøn uden at være rød. At en
bæredygtig økonomi forudsætter, at vi finder den socialistiske værktøjskasse
frem.
For uden den vækst, som vi har været vant til, vil der i takt med fx den
demografiske udvikling blive behov for at finde kilder til at finansiere
stigende offentlige udgifter. Det berømte økonomiske råderum, som de seneste år
er blevet politikernes foretrukne finansieringskilde, vil være langt mindre
eller slet ikke være der. Pengene skal derfor findes inden for den eksisterende
økonomi. Hvis ikke velfærden skal udhules eller indkomstuligheden stige, så
kræver det en større omfordeling af samfundets rigdom. Men det er langt fra
umuligt. Der er i de seneste årtier sænket skatter for over 50 milliarder
kroner – ikke mindst til mennesker med høje indkomster. Det vil blive
nødvendigt at inddrage en betydelig del af de rabatter, der er givet, for at
finansiere fremtidens velfærd.
Men progressive ændringer i skattesystemet er ikke det eneste socialistiske
værktøj, vi skal have fat i. Når vi i de kommende årtier skal udvikle en
bæredygtig økonomi, kommer vi ikke uden om spørgsmålet om ejerskabet i
økonomien.
Så længe økonomien er domineret af profitmotiverede private virksomheder, vil
der helt naturligt foregå en kamp om fordelingen af overskuddet mellem
lønmodtagerne og arbejdsgiverne. Som lønmodtagere vil vi selvfølgelig kræve
vores del af de voksende indtægter, som vores arbejde skaber. Ellers render
arbejdsgiverne jo bare med en endnu større profit. Men dette mønster driver os
mod et stadigt stigende og ikke bæredygtigt privat forbrug, som vi i vores del
af verden, ikke har behov for.
En større fordeling af ejerskabet til virksomhederne vil kunne bryde denne
logik. Når vi selv ejer vores virksomheder, vil afkastet tilfalde os selv. Vi
skal ikke slås med arbejdsgiverne om merproduktet. Det giver os mulighed for at
bryde logikken om, at velstanden og forbruget for evigt bare skal vokse. Vi kan
fx vælge at omsætte produktivitetsgevinster i lavere arbejdstid – i stedet for
højere realløn.
Men en demokratisering af ejerskabet vil også kunne få stor betydning for
virksomhedernes adfærd og investeringer. Når økonomien er domineret af kapitalistiske
virksomheder, som år efter år skal sikre aktionærerne et voksende afkast, så
vil investeringsbeslutningerne ofte have en kort horisont og andre
samfundsmæssige hensyn må vige. Demokratiske virksomheder derimod kan tænke
langsigtet og vil helt naturligt inddrage andre hensyn end hurtige afkast.
Det er ikke tilfældigt, at det er kundeejede Coop, som har været pionererne
inden for økologisk omstilling. Eller at det statsejede Ørsted (tidligere DONG)
er blandt verdens giganter i grøn energi. Når private profit-motiver erstattes
af demokratiske beslutninger fra kunder, borgere eller medarbejdere, så kan vi
vælge at sætte bæredygtighed og samfundshensyn i førersædet.
Ikke mindst i finanssektoren vil en udbredelse af demokratisk ejerskab have
enorm betydning. Vi har allerede set, hvordan vores demokratiske pensionskasser
har været de første til at flytte investeringer væk fra fossile brændstoffer.
Men retningen på investeringsstrømmene er stadig i al for høj grad lagt i
hænderne på de private finanshuse. Hvis vi skal dirigere økonomien i bæredygtig
retning, skal magten over investeringsstrømmene i langt højere grad flyttes fra
Danske Bank, til det danske folk –
kunder, medarbejdere og borgere.
Derfor var det også ret nedslående, at socialdemokraternes
formand her i avisen tidligere på året affejede mine forslag om at fremme
fælleseje i økonomien som et skrivebordsprojekt. For som Informations interview (21/9) med demokratisk
erhvervsnetværk så fint illustrerede, er fælleseje alt andet end et skrivebordprojekt.
Det er tværtimod erfaret og vellykket virkelighed, som i mere end 100 år har
været en integreret del af vores samfund og økonomi. Fælleseje har igennem
vores historie igen og igen været almindelige menneskers svar på
markedskræfternes lemfældighed og kapitalismens uretfærdigheder. Og når vi i de
kommende år skal skabe en ny bæredygtig cirkulær økonomi, så er en stigende demokratisering
af økonomien og udbredelse af fælleseje en helt afgørende faktor.
Når vi over de kommende årtier skal udvikle en ny økonomi, så hænger det røde
og det grønne uløseligt sammen. Uden en omfordeling af rigdommen og uden en
demokratisering af ejerskabet vil vi ikke være i stand til at tage de
nødvendige beslutninger. Og uden en erkendelse af at vækstøkonomien må erstattes
af en bæredygtig cirkulær post-vækst økonomi, kan vores kamp for retfærdighed i
sidste ende være lige meget.