Bragt i Politiken 31. marts 2018

Når arbejdsgivertoppen kræver nye reformer, der skal øge arbejdsudbuddet, handler det om at holde arbejdsløsheden på et så højt niveau, at lønmodtagerne fastholdes i en frygt for at miste deres arbejde, og derfor ikke begynder at stille højere krav til løn- og arbejdsvilkår.

Gennem det seneste år har både arbejdsgivere og højrefløj talt stadig højere om en truende mangel på arbejdskraft. Og efterspørger på den baggrund nye såkaldte reformer, der skal øge udbuddet af arbejdskraft f.eks. ved yderligere indgreb i efterløn og pensionsalder.

Og det er jo rigtigt, at ledigheden i nogle år har været faldende, og at vi, hvis opsvinget fortsætter, kan se frem til, at beskæftigelsen vil stige yderligere i årene, der kommer.  Men at arbejdsgiverne skulle komme til at mangle arbejdskraft, er der overhovedet intet, der tyder på.

Det er der flere årsager til.

For det første er der faktisk stadig mange danskere, der står uden arbejde. Der var i januar stadig 100.000 registrerede arbejdsløse. Svarende til en ledighed på 4,1 procent af arbejdsstyrken. Tallet dækker over store forskelle. F.eks. er ledigheden blandt unge mellem 24 og 29 år markant højere med næsten 8 procent.

Men tallet er slet ikke dækkende for alle, der står uden for arbejdsmarkedet. På grund af forringelserne af dagpengesystemet og kontanthjælpen har mange arbejdsløse helt mistet deres offentlige forsørgelse og er derfor ikke registreret som ledige.

Arbejderbevægelsen erhvervsråd vurderer, at der er over 150.000, der hverken er i job eller uddannelse, men som heller ikke er registrerede ledige. Det gælder f.eks. de mange, der er faldet ud af dagpengesystemet, men ikke kan modtage kontanthjælp, fordi de bor i en ejerbolig eller har en pensionsopsparing.

Hertil kommer, at rigtig mange danskere ufrivilligt arbejder deltid. Omkring halvdelen af de nye job, der er kommet til de sidste par år, er deltidsjob. Blandt de 25-59-årige er mere end 18 procent af de deltidsansatte ufrivilligt på nedsat tid. I alt er der op mod 200.000 lønmodtagere, der gerne ville arbejde fuldtid. Hvis de lønmodtagere, der ønsker det, kom op på fuld tid, ville det frigive store mængder arbejdskraft.

Hvad arbejdsgiverorganisationerne og højrefløjen også glemmer at fortælle er, at arbejdsstyrken står til at vokse markant i de kommende år. Frem mod 2025 forventes antallet af danskere, der tilbyder deres arbejdskraft at vokse med 160.000. Det er den største og hurtigste stigning i arbejdsstyrken siden 1970´erne.

Og hvis ikke efterspørgslen efter arbejdskraft øges tilsvarende, så risikerer vi faktisk at se en markant stigende arbejdsløshed i takt med at reformerne af pensionsalder og efterløn indfases.

Endelig er det faktisk mærkeligt at diskutere arbejdskraftmangel i en ren national kontekst. Danmark er en del af et fælles europæisk arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne frit kan hente arbejdskraft fra andre EU-lande, sådan som vi også har set i de sidste mange år. Og ser vi ud i Europa, er der bestemt ikke mangel på arbejdskraft. I Sydeuropa er ungdomsarbejdsløsheden mange steder over 20 procent.

Det er med andre ord meget svært at genkende arbejdsgiverorganisationernes alarmistiske budskaber om mangel på arbejdskraft. Der er enkelte brancher, hvor ledigheden er meget lav, men det skyldes i høj grad de selvsamme arbejdsgiveres manglende vilje til at uddanne lærlinge eller opkvalificere deres medarbejdere.

Så når arbejdsgivertoppen kræver nye reformer, der skal øge arbejdsudbuddet, så handler det nok ikke om en reel frygt for at mangle hænder til at besætte de ledige stillinger. Det handler nok nærmere om et ønske om at holde arbejdsløsheden på et så højt niveau, at lønmodtagerne fastholdes i en frygt for at miste deres arbejde, og derfor ikke begynder at stille højere krav til løn- og arbejdsvilkår.