Bragt i Information 14. februar 2017
Det er ingen naturlov, at det er højrenationalister som
sætter sig i spidsen for disse års politiske revolter. Men hvis progressive
kræfter skal tage deres plads kræver det en dyb forpligtelse til ærlighed,
ydmyghed og en reel anerkendelse og vilje til at handle på de problemer som
befolkningerne oplever.
Pelle Dragsted, MF for Enhedslisten
Forleden var der premiere på Lise Birks fine dokumentar om
den italienske femstjerne-bevægelse ledet af komikeren Bebe Grillo. Filmen
skildrer, hvordan bevægelsen under mottoet Tutti a Casa – Send dem alle hjem –
på få år vokser fra ingenting til Italiens næststørste parti. Båret frem af en
afgrundsdyb mistillid til hele det politiske system.
Femstjerne-bevægelsen er blot et af udtrykkene for den jordskælvsagtige
udvikling, der inden for de seneste år har ramt de politiske landskaber i
Europa og USA, hvor nye partier truer den traditionelle politiske elite. Mange
steder i form af højrenationalister, som vi blandt andet har set det med UKIP i
Storbritannien, Trump i USA og nu Front National i Frankrig.
Men det er ingen naturlov, at det er højre-kræfter, der er bannerførere i revolten. Venstreorienterede progressive kræfter kan lige så vel være dem, der giver stemme og ansigt til utilfredsheden og ønsket om forandring. I Spanien er PODEMOS, der voksede ud af de unge spanieres plads-besættelser vokset med raketfart. Og i USA lykkedes det outsideren Bernie Sanders at skabe en reel folkebevægelse, der rystede (men desværre ikke væltede) det demokratiske partis højre-drejede establishment.
Men hvis progressive kræfter skal i offensiven, så kræver det en grundlægende forståelse af baggrunden for revolterne og for den utilfredshed, og de ønsker og håb, der bærer den frem. Her tror jeg tre begreber er centrale: Ærlighed, ydmyghed og lydhørhed – af den slags der følges op af handling.
Der er ingen tvivl om, at en af de primære drivere bag
revolten er en oplevelse af, at politikerne i de gamle partier er uærlige. Der
er i befolkningerne en årelang erfaring med, at politikere siger ét og gør
noget andet. Vi kender det herhjemmefra. Thorning-regeringens korte levetid skyldtes
ikke mindst oplevelsen af, at hun begik en lang række løftebrud og reelt
videreførte den politik, hun var gået til valg på at ændre. Senest så vi en regulær shitstorm, da Dansk
Folkeparti stik imod sine valgløfter lagde stemmer til at skære i pensionisternes
boligstøtte. Det er faktisk både trist
og paradoksalt, at netop Donald Trump skulle være den præsident, der allerede i
sine første uger effektivt gennemførte en lang række af sine valgløfter. Hvis
progressive partier ønsker befolkningens respekt, må de vise samme vilje til at
gennemføre sin politik.
Ærlighed handler også om åbenhed. Når de gamle partier rotter sig sammen om en
offentlighedslov, der indskrænker muligheden for akt-indsigt. så er en adfærd
der effektivt placerer partierne på den forkerte
side af den igangværende konflikt mellem borgere og elite.
Det samme er desværre ofte tilfældet, når det kommer til
spørgsmålet om ydmyghed. Oplevelsen af en sammenspist politisk klasse, som
tildeler sig selv ublu privilegier, er et vigtigt brændstof for befolkningernes
utilfredshed. Vores egen diskussion om politikernes pensionsalder er et godt
eksempel. Det har med god grund provokeret befolkningen, at politikerne hævede
danskernes pensionsalder, men selv fastholdt muligheden for en tidlig pension.
Og desværre fortsætter farcen. Efter års pres har de gamle system-partier bøjet
sig for kravet om at lade politikernes pensionsalder flugte med befolkningens.
Men gudhjælpemig om de så ikke alligevel har sneget en kattelem ind i aftalen,
der betyder at vi også fremover kan gå på pension fem år før
folkepensionsalderen. Man kan selvfølgelig indvende, at det handler om småpenge
i det store nationalregnskab. Men symbolikken er tonstung: Vi er mere værd end
jer.
Man kan grine af Enhedslistens rotationsregel og metalarbejder-lønnen til vores
politikere, men begge ting er bevidste forsøg på at undgå, ende som en del af
en privilegeret politiker-kaste adskilt fra resten af befolkningen. Sådanne
regler går i øvrigt igen i en række af de nye succesrige progressive
bevægelser, men herhjemme er vi desværre alene om dem.
Den mest grundlæggende årsag til de politiske revolter handler imidlertid om
manglende lydhørhed. Når revolten mod eliten opstår netop nu, er det fordi at
folk ikke længere tror på, at der føres politik til fordel for dem. Gennem flere årtier oplevede befolkningerne i
Vesten, at hver generation fik mere tryghed og flere rettigheder. Men den nyliberalistiske epoke, som for alvor
accelererede efter murens fald, har totalt ændret det billede. I dag tror hverken europæere eller amerikanere
på, at deres børn vil have bedre forhold end dem selv.
Den gamle politiske klasse har været helt ude af trit med denne virkelighed. De
har prist globaliseringen af økonomien, deregulering og den såkaldte frihandel.
Og nægtet at indse de negativer konsekvenser som udviklingen har haft for den
jævne befolkning i form af forringet jobsikkerhed, hårdere konkurrence på
arbejdsmarkedet og udflytning af tusinder af arbejdspladser.
Forleden så jeg Debatten i DR2. Her stod en ung
folketingskandidat fra Venstre over for min partikammerat Louis Jakobsen, der
arbejder i et murersjak i København. I et overbærende tonefald forklarede den
unge venstre-løve, at det altså var et faktum, at globalisering og frihandel
var en kæmpe succes. Han var aldeles upåvirket af Louis beretninger om, hvordan
arbejdsgivernes misbrug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft markant har
forværret vilkårene for ham og hans kollegaer. Denne arrogance er emblematisk
for den politiske klasses mangel på lydhørhed over for de problemer som de
sidste årtiers nyliberalistiske globalisering har medført. Og denne mangel på
lydhørhed er uden tvivl en hovedårsag til revolten – uanset om vi taler Brexit,
Podemos, Bernie eller Trump.
Det er derfor også en eklatant fejl, når dele af venstrefløjen reagerer på
højrenationalismen ved nærmest at besynge den gamle ”anstændige” nyliberalistiske
elite og fx ser Kansler Merkel som en slags frelserfigur.
Det er tværtimod afgørende at progressive partier ikke
falder i en grøft hvor kritik af den nuværende globaliseringsmodel sidestilles
med nationalisme eller racisme, og derfor overlades til højrefløjen.
For det er ikke ”højreorienteret”, at ønske mere magt og beslutningsdygtighed
tilbage til de nationale parlamenter. Det er ikke protektionisme at forsvare
anstændige job og modsætte sig et globalt ræs mod bunden. Og at det er ikke
racisme, at protestere når arbejdskraftens såkaldt frie bevægelighed bliver
arbejdsgivernes våben til at presse den lokale arbejdskraft ned i sølet. Det er
fuldstændig legitime og retfærdige holdninger.
Det nytter ikke noget at påstå at valget af Trump eller Brexit-afstemningen bare
var et udslag af racisme og nationalisme. Ingen tvivl om at disse drivkræfter spillede
en rolle. Men at lønmodtagere ønsker at dæmme op for frihandelsaftaler, der har
fået tusinder af gode job til at forsvinde, eller ønsker at bremse, at
arbejdsgivere importerer underbetalt uorganiseret arbejdskraft, for at presse lokale
lønninger, behøver på ingen måde at være udtryk for racisme eller nationalisme.
At stille sig på den ”anstændige” elites side i forsvaret for en
globaliseringsmodel, der entydigt forrykker magtbalancen i den økonomiske
elites favør, og skaber utryghed og magtesløshed, eller at bortfeje kritikken
fra dem som Hillary Clinton kaldte ”a
basket of deplorable” som udtryk for ren og skær racisme og nationalisme –
ville være en historisk fejltagelse for venstrefløjen.
Hvis progressive kræfter skal blive bærerne af befolkningernes aktuelle revolte, så kræver det ærlighed, ydmyghed og reel vilje til forandre tingenes tilstand, vinde magt tilbage til folkestyret og regulere kapitalens og arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed på en måde, der er til gavn for den jævne befolkning.