Bragt i Politiken 1, februar 2015

Det er en myte at, der er 800.000 på passiv forsørgelse. Tallet dækker over en blandet gruppe, hvor mange rent faktisk arbejder.

» Hvordan i al verden skulle vi kunne klare os (…) når for mange danske er for dovne til at løfte en finger i et almindeligt hæderligt arbejde? Når vi lever i et land med næsten 800.000 voksne i alderen 16-64 år på offentlig forsørgelse…«. Søren Pind, 21.12.2014,  Berlingske.

Påstanden om, at 800.000 danskere står uden for arbejdsmarkedet, er et tilbagevendende argument, når højrefløjen skal plædere for nye sanktioner eller lavere ydelser til de mennesker, der er ramt af ledighed.

Højrefløjen tegner, som det fremgår af Søren Pinds citat ovenfor, et billede af, at der er tale om en gruppe af arbejdssky dovendidrikker, som kunne hoppe ind på arbejdsmarkedet i morgen, hvis bare de gad.

Sådan er det langt fra. Faktisk er påstanden om de 800.000 dovne uden for arbejdsmarkedet decideret misvisende. For bag tallet gemmer sig både mennesker, der faktisk er i arbejde, og mennesker, som permanent eller midlertidigt simpelthen ikke er i stand til ar arbejde.

Lad os se lidt nærmere på, hvem tallet faktisk dækker over:

– En stor gruppe på knap 100.000 mennesker er i arbejde. Det er personer i forskellige former for støttet beskæftigelse, f. eks. flexjob og skånejob. De modtager en supplerende ydelse fra samfundet, fordi de ikke har fuld arbejdsevne, men de er hverken dovne eller passive. Det samme gælder de 7.000, der er i forskellige former for voksenuddannelse.

– Omkring 63.000 er folk på sygedagpenge. Og tallet er omregnet i fuldtidspersoner. Det er med andre ord vores alle sammens sygedage, som lagt sammen udgør 63.000 fuldtidspersoner på årsbasis. Det er ikke en statisk doven gruppe, men os alle sammen, når vi er syge.

– Ca. 50.000 er på barselsdagpenge. Igen er der tale om mennesker, som er i arbejde, men som midlertidigt har en orlovsperiode, i dette tilfælde ikke grundet sygedage, men familieforøgelse.

– Så er der omkring 229.000, der er på førtidspension, fordi de slet ikke har nogen arbejdsevne, f. eks. fordi de har et alvorligt handicap. 91.000 er kontanthjælpsmodtagere med så tunge sociale problemer med f. eks. misbrug, at de er erklæret ikke-arbejdsmarkedsparate. Endelig er 150.000 på efterløn, men gruppen er mindsket markant de seneste år.

Tilbage er et langt, langt mindre antal personer, der er reelt arbejdsløse og samtidig i stand til at varetage et arbejde. I følge professoer Jørgen Goul Andersen er antallet blot et sted mellem 150.000 og 200.000 personer.

I Danmark er mange i arbejde
Højrefløjens kampagne-retorik efterlader det indtryk, at Danmark har flere uden for arbejdsmarkedet end andre lande. Men det modsatte er faktisk tilfældet. Vi er et af de lande i verden, der er bedst til at få folk i arbejde.

Ser vi på den procentdel af den voksne befolkning, der er i arbejde, så er Danmark blandt de fem bedste i verden. Og i EU ligger vi også i absolut top. 73 procent. af danskerne arbejder mod et EU-gennemsnit på kun 64 procent.

Højrefløjens påstande om, at alt for gavmilde velfærdsydelser er årsag til antallet af mennesker uden for arbejdsmarkedet, modbevises af det faktum, at lande som USA med langt ringere social tryghed og lavere ydelser har en markant lavere beskæftigelsesgrad end Danmark.

Når Danmark har relativt flere, der modtager overførselsindkomst, så skyldes det ikke, at vi har flere uden for arbejdsmarkedet. Det skyldes, at vi har valgt, at man skal kunne få støtte, når man er ramt af sygdom og arbejdsløshed eller får børn. I andre lande er man i højere grad overladt til sig selv.

Løsningen er at skabe jobs

At vi allerede gør det godt skal selvfølgelig ikke forhindre os i at gøre det endnu bedre. For uanset om tallet er langt lavere, end højrefløjen påstår, så er det stadig for højt. Når 150.000 jobparate ikke kan finde et arbejde, så har vi et problem, der skal løses.

Men løsningen på dette problem er ikke at pege fingre af de arbejdsløse eller reducere deres ydelse. Løsningen er at skabe job. Alle historiske erfaringer viser, at det er efterspørgslen på arbejdskraft, der er afgørende for, hvor mange der går arbejdsløse.

For de grupper, som f.eks. på grund af nedsat arbejdsevne er længere fra arbejdsmarkedet end gennemsnittet, er opgaven større. Her er problemet, at vores arbejdsmarked er blevet mindre rummeligt gennem de senere år. At løse det problem vil kræve, at såvel private som offentlige arbejdsgivere tager eller pålægges ansvar for at give plads til dem, der ikke kan yde 100 procent.

Højrefløjens myte om de 800.000 på sofaen, derimod – den løser stensikkert ikke nogen problemer overhovedet.