Bragt i Politiken 11. Juli 2014

Den offentlige sektor og de offentligt ansatte skaber værdi præcis som de private.

»Vi skal have styrket den private sektor, for det er de private virksomheder, der tjener de penge, som gør, at vi har råd til offentlig velfærd.« Lars Barfoed, formand for de Konservative.

Udsagn som ovenstående fra Lars Barfoed er gennem de seneste år blevet en fast del af højrefløjens vokabularium, når der skal argumenteres for nye skatterabatter til virksomhederne betalt af nedskæringer på velfærden.

Billedet er dejligt enkelt og tillokkende: Der er en privat sektor, der tjener penge, og en offentlig sektor, som bruger penge. Det er ikke desto mindre det rene og skære vrøvl.

For det første er det, i et moderne velfærdssamfund, absurd at beskrive forholdet mellem den offentlige og den private sektor i termer af yderen og nyderen. For reelt taler vi om to sider af økonomien, der er helt igennem afhængige af hinanden. Lige så sandt, som det er, at værdiskabelsen i de private virksomheder er en forudsætning for velfærden, lige så åbenlyst er det, at samme værdiskabelse ville være umulig uden den service og de rammer, som den offentlige sektor leverer.

Det er offentlige skoler, gymnasier og universiteter, der uddanner arbejdskraften til den private sektor. Det er offentlige børnehaver og vuggestuer, der sikrer, at arbejdskraften er tilgængelig, samtidig med at den reproducerer sig. Det er offentlige hospitaler, der behandler de privatansatte, når de er ramt af sygdom. Det er de offentlige pensions- og arbejdsløshedssystsemer, der overtager, når de private virksomheder nedslider eller skiller sig af med deres arbejdskraft. Det er det offentlige politi, der sørger for, at de private virksomheder ikke frarøves deres værdier, og det er offentlige veje, broer og anden infrastruktur, som gør det muligt at transportere varer og værdier rundt i landet.

Hvis man forestillede sig, at den offentlige ’byrde’ forsvandt over night – hvor meget privat værdiskabelse ville der så være tilbage dagen derpå?


Samfundsøkonomisk vrøvl
Rent samfundsøkonomisk er påstanden om den offentlige sektor som nyder også noget gedigent vrøvl. Der finder jo værdiskabelse sted i den offentlige sektor præcis som i den private.

Såvel i den offentlige som i den private sektor skaber medarbejderne varer eller ydelser, som der er efterspørgsel på. Begge grupper skaber værdi med deres arbejde. Forskellen er alene, at i det ene tilfælde sælges disse værdier via markedsmekanismerne, i det andet formidles værdien via vores skattesystem, hvor vi betaler skat og derigennem får adgang til en række gratis ydelser. Det gør ikke værdien af ydelserne eller varerne leveret af offentligt ansatte mindre værd i samfundsøkonomisk henseende.

Tænker man i konkrete eksempler, bliver højrefløjens påstande om forholdet mellem den private og den offentlige sektor særligt absurde. De ville f.eks. indebære, at et hospital, der blev privatiseret, med ét ville overgå fra at være en udgift for samfundet til at blive en indtægt. På trods af at det leverede præcis de samme ydelser som før. Omvendt ville en virksomhed, som blev overtaget af staten og leverede præcis de samme ydelser som før, ifølge samme mytiske opfattelse blive forvandlet fra indtægt og ressource til udgift og byrde. Sådan er det naturligvis ikke i praksis. Den værdi, der skabes på offentlige arbejdspladser, er selvfølgelig ikke mindre værd end den, der skabes i private virksomheder.

Og det ved højrefløjen i virkeligheden godt. Ellers ville de nok råbe op over, at værdi skabt i den offentlige sektor altid tæller med, når vi med bruttonationalproduktet årligt opgør samfundets samlede velstand.

Ideologisk projekt

Det er korrekt, at det hovedsageligt er den private sektor, der eksporterer varer og ydelser til udlandet og dermed tjener penge og valuta hjem til Danmark. Men det skyldes ikke særlige kvaliteter iboende i det private. Det skyldes en tradition, der i Danmark dikterer en arbejdsdeling mellem offentlig og privat sektor, hvor vareproduktionen primært foregår i den private.

Men som f.eks. offentligt ejede virksomheder som DONG har vist, så kan også den offentlige sektor, hvis vi ønsker det, ’tjene penge hjem’ til Danmark. Det forudsætter alene, at vi fordeler opgaverne lidt anderledes mellem den offentlige og den private sektor – hvilket i øvrigt af mange årsager ville være fornuftigt.

Alt dette ved højrefløjens politikere selvfølgelig også godt. Men myten om den offentlige sektor som en byrde er effektiv, når man har et ideologisk projekt, der har til formål at lade den private sektor vokse på bekostning af den offentlige velfærd. Derfor holder højrefløjen liv i den.