Bragt i Politiken 4. juli 2014

Igen og igen får vi at vide, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at det er årsagen til, at mange lever af overførselsindkomster. Men debatten er præget af myter og misforståelser.

» Er det rimeligt, at det ikke kan betale sig at arbejde for 250.000 danskere? Er det ok, at der er 14.000 danskere, der har mindre ud af at arbejde end ved at lade være?« Lars Løkke Rasmussen i Folketinget 8. oktober 2013.

Vi har hørt det gentaget mange gange: I Danmark kan det ikke betale sig at gå på arbejde. Og når det ikke kan betale sig at gå på arbejde, så er det jo ikke så mærkeligt, at vi har så mange, der går på passiv forsørgelse uden for arbejdsmarkedet, vel? Påstandene følges gerne op af forslag om at skære i dagpengene og kontanthjælpen eller give skattelettelser til mennesker i arbejde.

Men højrefløjens kampagne-retorik hviler på lige dele misforståelser og myter om det danske arbejdsmarked og de vilkår, der møder os, når vi rammes af arbejdsløshed eller uarbejdsdygtighed.

1) Skal det være dyrere at blive arbejdsløs?

Siden 80’erne er kompensationsgraden ved arbejdsløshed faldet markant. Hvor en gennemsnitlig mandlig LO-lønmodtager i 1982 fik erstattet op mod 70 pct. af sin indkomst ved arbejdsløshed, må samme person i dag nøjes med 61 pct.

Faldet til kontanthjælp er selvsagt endnu voldsommere. Det store flertal af lønmodtagere mister altså tusinder af kroner om måneden ved at gå fra arbejde til ledighed og vil omvendt opleve en tilsvarende fremgang ved at komme i arbejde.

Højrefløjen har imidlertid brugt meget tid på at fremhæve det lille bitte mindretal, som har begrænset økonomisk gevinst ved at gå fra ledighed til arbejde.

Ifølge en beregning fra Finansministeriet findes der en gruppe på 17.700 danskere, der ikke har nogen fortjeneste ved at gå på arbejde, fordi man forventer, at deres transportudgifter vil udhule den økonomiske gevinst ved arbejdet. Det interessante er imidlertid, at ud af de 17.700 danskere, som ifølge finansministeriet findes i denne gruppe, er de 16.400 i arbejde. Hvilket vel er det bedste eksempel på, at det ikke er forholdet mellem løn og understøttelse, der er det afgørende parameter for, om danskerne arbejder eller ej.

94 pct. af kontanthjælpsmodtagerne tjener mere end 2000 kroner om måneden ved at gå fra ledighed til arbejde. Det lyder måske ikke af så meget for en vellønnet Cepos-økonom. Men for en kontanthjælpsmodtager er det faktisk en indkomstfremgang på hele 20 pct.

Sagen er, at det er umuligt at skabe et dagpenge- og kontanthjælpssystem uden, at der vil være en lille gruppe, som kun har en mindre økonomisk gevinst ved at gå på arbejde. Det er umuligt, med mindre vi helt vil underminere vores levevilkår ved arbejdsløshed.

For hvor langt skal vi egentlig gå ned i understøttelse? Skal der også være en stor gevinst ved at tage et deltidsjob? Skal dagpenge og kontanthjælp ned på et niveau, hvor 20 eller 10 timers arbejdsuge vil give en gevinst?

Hvis vi gør understøttelsen så lav, at også den sidste procent får en mærkbar gevinst ved at arbejde, så vil vi samtidig gøre arbejdsløshed til en økonomisk katastrofe for de øvrige 99 pct.

I stedet for at se det som et problem, at der ikke altid er ekstremt langt mellem løn og understøttelse, bør vi se det som en fordel. For vi bliver næsten alle sammen ramt af arbejdsløshed på et tidspunkt i løbet af vores liv og har derfor fordel af en rimelig kompensation for den tabte arbejdsfortjeneste, mens vi søger nyt job.

At skære i dagpenge og kontanthjælp er altså ikke alene et angreb på arbejdsløse, men et angreb på os alle sammen, på vores tryghed og på vores fællesskab.

2) Der findes ikke passiv forsørgelse

En anden tilbagevendene frase på højrefløjen er, at hvis overførselsindkomsterne er for høje, så vil flere vælge at ligge hjemme på sofaen eller gå på passiv forsørgelse. Men fraserne er så langt fra virkeligheden, som de kan komme.

Som arbejdsløs kan du ikke vælge at ligge hjemme på sofaen. For at modtage såvel dagpenge som kontanthjælp skal du stå til rådighed for arbejdsmarked og tage de job, du bliver tilbudt. Hvis du takker nej, lukker kassen. Så enkelt er det.

Gennem de seneste år er kravene til, hvordan de arbejdsløse skal stå til rådighed, øget igen og igen. I dag skal du dokumentere, at du konstant er aktivt jobsøgende. Desuden skal du som arbejdsløs stå til rådighed for såkaldt aktivering af tvivlsom karakter. Det seneste skud på stammen er de såkaldte nyttejob, hvor arbejdsløse sendes i kommunalt arbejde 37 timer om ugen for deres kontanthjælp – uden at få de rettigheder, som normalt følger af et job.

Der er med andre ord intet passivt ved livet som arbejdsløs.

Valget står ikke mellem et liv på sofaen eller et arbejde, men mellem et rigtigt job på den ene side og jobsøgning, aktivering og underbetalte nyttejob på den anden. Det er ikke svært at vælge – hvis man har valget.

3) Arbejdsløshed bekæmpes med arbejdspladser

Når man hører højrefløjens snak om at øge incitamenterne til at tage et job, så skulle man tro, at det er de arbejdsløses motivation, der afgør, hvor mange job, der udbydes i Danmark.

Men det er selvsagt noget vrøvl. Når arbejdsløsheden i dag er højere end for fem år siden, så er det ikke, fordi Danmark er blevet ramt af en dovenhedsbølge.

Det er fordi, vi er blevet ramt af en økonomisk krise, der har medført, at tusindvis af offentlige og private arbejdspladser er forsvundet, og at der i dag er 8-10 arbejdsløse per ledigt job.

Uanset hvor meget vi skærer i ydelserne til arbejdsløse, og uanset hvor ubehageligt vi gør det at blive arbejdsløs, så vil det ikke i sig selv skabe et eneste nyt job. Det så vi tydeligt efter dagpengereformen: Politikere fra både højre og venstre havde en tyrkertro på, at når man forkortede dagpengeperioden, så ville de arbejdsløse søge mere aktivt, og derfor ville flere komme i job.

Man glemte bare, at de arbejdsløse kan søge lige så aktivt, de vil – det ændrer ikke på antallet af ledige stillinger. Og derfor blev der ikke 4.000, men 38.000, der mistede dagpengene pga. reformen.

Svenskerne har gjort sig samme erfaring. Højre-statsministeren Fredrik Reinfledt blev valgt på det, han kaldte “arbejdslinjen”. Nu skulle det lönne sig att jobbe.

Højrefløjs-regeringen skar i dagpengene, femdoblede a-kassekontingentet og strammede kontrollen med de arbejdsløse. Vidundermedicin, der ud fra højrefløjens opfattelse skulle have fået tusinder i arbejde. Men resultatet var det modsatte. Siden reformerne er arbejdsløsheden vokset fra 6 til 9 pct. og langtidsledigheden fordoblet.

Arbejdsløshed bekæmpes ikke ved at gøre livet surt for de arbejdsløse – arbejdsløshed bekæmpes ved at skabe arbejdspladser.