Bragt i Politiken 11. juni 2014

Truslen om dårlig konkurrenceevne er yndlingsargumentet, når overklassen hjulpet af højrefløjen vil fremme deres egne økonomiske interesser. Men reelt har Danmarks konkurrenceevne det glimrende.

“Vi har en konkurrenceevneudfordring. Danmark er, hvor Danmark er nu, og selvom vi har haft nogle overenskomstforhandlinger, som er faldet fornuftigt ud, og vores lønmodtagere har taget et ansvar, så er vi jo ikke i mål. Vi er stadig konkurrencemæssigt udfordret og udsat, og det er vi nødt til at gøre noget ved« Lars Løkke 24. april 2014.

Dette er bare én af utallige henvisninger til Danmarks dårlige konkurrenceevne. Vi hører det igen og igen, når arbejdsgiverne og liberalisterne, skal argumentere for løntilbageholdenhed og nye skatterabatter til virksomhederne eller imod afgifter, der gør det dyrere at forurene.

Sin popularitet til trods har påstanden ikke meget med virkeligheden at gøre. For Danmark konkurrenceevne har det rigtig godt. Og højrefløjens forslag er ikke vejen til nye arbejdspladser – tværtimod.

Danmarks konkurrenceevne er i top

Der er mange klare tegn på, at Danmarks konkurrenceevne er i vældig god stand. En af de mest almindelige indikatorer på dårlig konkurrenceevne er underskud på betalingsbalancen og handelsbalancen. Lande får underskud, fordi de ikke kan sælge deres varer på det internationale marked.

Men er det noget vi lider i Danmark? På ingen måde. Danmark har i en lang årrække haft massive overskud på såvel betalingsbalance som handelsbalance. I de seneste år har overskuddene ligefrem slået rekorder.

Modsat hvad man kunne tro, hvis man lytter til erhvervstoppens grædekoner, er den danske eksport nemlig taget til. Succesen på de internationale markeder afspejler sig da også i enorme og voksende overskud hos de førende danske eksportvirksomheder. Det tyder heller ikke ligefrem på svigtende konkurrenceevne.

Samtidig flytter danske virksomheder færre job ud af landet end for ti år siden. Antallet er faldet fra 6.300 job årligt i perioden 2001-2006 til 5.600 jobs årligt i 2009-2011. Tallene er til at overse, når der i samme periode årligt blev oprettet og nedlagt i omegnen af 260.000 jobs inden for Danmarks grænser.

Disse kendsgerninger burde i sig selv lægge myten om dårlig konkurrenceevne i graven. Men de særligt skeptiske kan desuden kaste et blik på det utal af undersøgelser, der placerer Danmark i toppen af international konkurrence:

1) EU-kommissionen slog i oktober 2013 fast, at Danmark er blandt EU’s mest konkurrencedygtige lande.

2) Det førende erhvervsmagasin Forbes placerer Danmark som nummer to i verden af lande med bedst investeringsklima.

3) Verdensbanken placerer Danmark på en femteplads, lige efter USA, på sin liste over lande, hvor det er let at drive forretning.

Og sådan kunne man blive ved.

Selv de økonomiske vismænd, som bestemt ikke kan beskyldes for at udfordre eller modsige arbejdsgiverne og højrefløjen, har medgivet, at Danmark er meget langt fra at have et konkurrenceevne-problem.

Arbejdsgiverne plejer deres egne interesser

Men hvorfor hører vi så hele tiden om den konkurrenceevne? Det gør vi, fordi arbejdsgiverne og den liberalistiske højrefløj kan bruge myten til at argumenteres for politiske tiltag, som ellers ville være svære at få til at glide ned hos danskerne.

Op gennem 00’erne var ældrebyrden og truslen om mangel på arbejdskraft automatargumenterne for at forringe efterløn, dagpenge og pensionsalder. Den rolle har myten om Danmarks svage konkurrenceevne nu overtaget. Den er det nye trumfkort, når arbejdsgivere og nyliberalistiske økonomer skal overbevise danskerne om, at deres politiske forslag er helt og aldeles nødvendige og slet ikke har spor med ideologi at gøre.

At arbejdsgiverne på den måde forsøger at pleje deres egne interesser er der intet nyt i. Det ville tværtimod være virkelig ’breaking news’ hvis arbejdsgiverne pludselig ikke mente, at skatter, afgifter og lønninger var for høje.

Nyt er det til gengæld, at politikere fra begge fløje ikke udviser større kildekritik, men æder arbejdsgivernes klagesang råt i stedet for at se på realiteterne.

Men hvad er så problemet?

Det er et faktum, at arbejdsløsheden har bidt sig fast, og mange danske arbejdspladser er lukket. Det skyldes bare ikke Danmarks konkurrenceevne. Den mest afgørende årsag skal i stedet findes i den sparepolitik, som regeringen efter instrukser fra EU har ført, siden krisen satte ind.

I en situation, hvor der i den grad var brug for at føre kontracyklisk økonomisk politik (hvor offentlige investeringer modvirker den økonomiske opbremsning), er der i stedet blevet skåret og holdt igen i det offentlige forbrug. Det har ligesom i mange andre europæiske lande forlænget og uddybet krisen ved at få efterspørgslen til at falde.

En anden hovedårsag er den ”investeringsstrejke”, som arbejdsgiverne i disse år gennemfører. Gennem de sidste 5 år er der samlet set lagt flere hundrede milliarder kroner til side i de danske selskaber.

Virksomhederne har altså skummet bugnende overskud, med hjælp fra skatte- og afgiftslettelser, men pengene er ikke blevet omsat i nye arbejdspladser. Som 3F viser, er antallet af arbejdspladser tværtimod faldet, mens virksomhedernes overskud er vokset.

Forkert kur øger problemerne.

At give selskaberne endnu flere skatterabatter, som liberalisterne igen og igen foreslår, er altså en helt forkert kur. For større overskud til virksomhederne er ikke ensbetydende med flere job til danskerne.

Tværtimod kan politikernes villighed til at efterkomme arbejdsgivernes krav være kontraproduktivt i forhold til at få bugt med krisen og arbejdsløsheden.

For når virksomhedernes skattelettelser gennemføres på bekostning af offentligt forbrug, så falder efterspørgslen. Samtidig har dagpengereformen og truslen om nye reformer (læs: forringelser for lønmodtagerne) skabt utryghed blandt lønmodtagerne og fået os til at holde på pengene, hvilket yderligere sænker efterspørgslen.

På lidt længere sigt risikerer de gentagne skattelettelser samtidig at udhule finansieringsgrundlaget for det velfærdssamfund, der med sine investeringer i uddannelse, infrastruktur og social tryghed har sikret Danmark sin stærke konkurrenceevne.

Sådan kommer vi ud af krisen

I stedet for mere af liberalisternes virkningsløse medicin er der brug for helt andre tiltag:

1) Virksomhederne skal med både pisk og gulerod presses til at omsætte deres voksende overskud i nye arbejdspladser i stedet for at spare op og spekulere i værdipapirer.

2) Den offentlige efterspørgsel skal øges, fx gennem genopretning af velfærden inden for børne- og ældreområdet.

3) Der skal satses på grøn omstilling af økonomien, så Danmark bliver klar til en fremtid, hvor effektiv ressourceanvendelse bliver en af de vigtigste konkurrenceparametre.

5) Vi skal blive bedre til at dele de arbejdspladser, der er – fx gennem lavere arbejdstid eller uddannelses- og forældreorlov på dagpenge