Et indlæg om frihed og fællesskab. Bragt i Politiken 20. marts 2014

Liberalisterne taler om frihed, men glemmer, at økonomisk ulighed skaber ulige magtrelationer, tvang og ufrihed.

Forleden var liberalisterne igen på banen med deres bizarre idé om at lovliggøre køb og salg af menneskelige organer, sådan at vi fremover skal kunne sælge vores nyrer, lunger eller hornhinder til højestbydende.

Idéen blev første gang luftet af Christopher Azrouni, der af uransagelig årsager siden er blevet belønnet med en plads i etisk råd.

Og forleden var den unge liberalist Rasmus Brygger så ude i samme ærinde og slog fast at, organ-salg ikke var noget, statsmagten skal blande sig i. Se indslag på DR2

Forslaget om et frit organ-marked er en rigtig god illustration af liberalisternes grundlæggende misforståelse af, hvad frihed er.

Lad os huske på, at i liberalisternes utopia vil også kollektive aftaler på arbejdsmarkedet være væk, dagpengene vil være rundbarberet og lejepriserne sat fri.

Så når den enlige mor til tre får sparket af sin arbejdsgiver uden opsigelsesvarsel, og hendes uregulerede husleje langt fra kan dækkes af den lave understøttelse, så står hun med det frie valg mellem at ende på herberg med børnene eller sælge sin nyre for at kunne betale sin husleje.

Det er det liberalisterne kalder frihed.

Når Brygger, Azrouni og co. kan havne i et forsvar for så absurde synspunkter, skyldes det en grundlæggende forfejlet antagelse om betingelserne for reel personlig frihed.

Liberalisterne tager udgangspunkt i en abstrakt forestilling om et samfund, hvor ‘frie mennesker kan indgå frivillige aftaler med andre frie mennesker’.

Det er muligvis en smuk tanke, men den har intet at gøre med virkeligheden i et kapitalistisk samfund.

Som mit eksempel ovenfor viser, er vores personlige frihed ikke en frit svævende abstraktion. Den afhænger af de sociale og økonomiske forhold, der omgiver os, og som vi fødes ind i, hvor nogle har mere magt og flere privilegier end andre.

Det er samme abstrakte forhold til frihedsbegrebet, som fører til liberalisternes fejlantagelse om, at velfærd, skat og stærke fællesskaber er en forhindring for frihed.

I virkeligheden er det modsatte tilfældet. Stærke fællesskaber og solidarisk velfærd øger vores frihed: Vores SU-system giver os friheden til at vælge uddannelse uanset vores forældres indkomst.

Vores dagpengesystem giver os frihed til at sige op, hvis en arbejdsgiver behandler os urimeligt, og vores overenskomster sikrer os frihed til at sige nej tak til overarbejde.

Før vi fik et velfærdssamfund og stærke fagforeninger stod vi hver især alene over for arbejdsgiveren i et helt ulige magtforhold, og arbejdsgiveren kunne begrænse vores frihed efter forgodtbefindende.

Fraværet af en solidarisk velfærdsstat og stærke faglige fællesskaber betyder, at dem, der har mindst, bliver mere udsatte for tvang fra dem, der har mere. Derfor er vores skattefinansierede velfærd ikke en forhindring for, men snarere en klog investering i vores egen frihed.

Ulighed skaber tvang og tvang skaber ufrihed. Så enkelt er det.