Ti år efter finanskrisen er det tid til en omfattende bankreform

Bragt i Politiken 18 december 2018

Ti år efter krisen udgør finanssektoren stadig en latent trussel mod samfundet. Der er brug for gennemgribende forandringer, som kan beskytte samfundet mod fremtidige kriser og beskytte borgerne mod den grådighed, som præger branchen i dag. I denne uge fremlægger Enhedslisten sit forslag til omfattende reformer af finanssektoren.

Pelle Dragsted, Økonomi- og erhvervsordfører i Enhedslisten og medlem af Nationalbankens repræsentantskab

Dette efterår er det ti år siden, at finansgiganten Lehman Brothers krakkede. Det blev gnisten, der fængede an i en finanssektor, som efter årtiers risiko-opbygning var brandfarlig som en tørkeramt svensk fyrreskov. Krakket satte gang i en verdensomspændende økonomisk krise, som vi stadig lever med konsekvenserne af. Millioner af mennesker verden over mistede deres arbejde. Hundredtusinder blev boligløse. Over alt steg gælden, uligheden voksede, og der blev skåret hårdt ned på pensioner, lønninger og velfærd. De eneste der slap helskindet, var brandstifterne selv.
 
Danmark blev også ramt hårdt. 200.000 job blev tabt, og vi gik glip af milliarder og atter milliarder i velstand. Store danske banker havde i den grad taget del i kreditfesten. Et overophedet og oppustet boligmarked bidrog til at gøre krisen betydeligt dybere her end hos vores nærmeste nabolande. Og som i mange andre lande måtte staten træde til og redde bankerne fra kollaps med enorme bankpakker finansieret af skatteyderne. En gæld vi stadig betaler af på.

Efter en så omfattende krise skulle man tro, at der var blevet gennemført behørige reformer af finanssektoren. Reformer, der kunne inddæmme storbankernes voksende økonomiske magt, begrænse hensynsløs profit-jagt og beskytte samfundet mod nye kriser. Det er desværre langt fra tilfældet.

Kapitalkravene er da blevet strammet, og Finanstilsynets overvågning skærpet. Det er for så vidt gode tiltag, bare håbløst utilstrækkelige, idet de slet ikke tager fat om det grundlæggende problem: At vi har finanskoncerner, der er blevet så store, at de ikke kan kollapse uden at samfundsøkonomien falder med ned. Danmark er faktisk et af de lande i Europa, der er mest udsatte over for finanssektoren. Alene Danske Banks samlede forretningsomfang svarer til omkring 150 pct. af det danske BNP. En uhørt høj andel sammenlignet med vores nabolande.

Skiftende regeringer har valgt at acceptere eksistensen af disse finansgiganter, der har fået betegnelsen ”systemisk vigtige finansielle institutter”. Titlen er en direkte anerkendelse af, at de er Too Big to Fail, og at staten igen står parat til at redde dem, hvis de på ny kommer i uføre. En sådan statsgaranti er dybt problematisk, idet den ansporer bankerne til mere risikobetonede dispositioner. Hvis det går galt, kommer Far Stat jo og rydder op.

At de hidtidige tiltag kommer til kort, ser vi atter håndfaste tegn på. Finanstilsynets direktør Jesper Berg advarede i september om, at en række store banker har ”lagt sig i samme spor som sidst”, og udtrykte bekymring for en ”overdreven udlånsvækst”. Og vi ser igen et voksende marked for stadig mere fantasifulde finansprodukter og såkaldte alternative investeringer. 

Man kunne måske også have forventet, at finanssektoren efter at være blevet reddet af skatteyderne ville udvise en smule samfundssind. I stedet har vi set, hvordan bankerne og realkreditinstitutterne igen og igen har kvitteret med øgede gebyrer og bidragssatser.

Den seneste tid har vi været vidne til, at Danmarks største bank Danske Bank er involveret i noget, der ligner århundredets største hvidvaskningsskandale. Samtidigt er en række andre storbanker afsløret i at bidrage til en udbytteskandale, hvor Danmark og andre europæiske lande er blevet frarøvet milliarder af skattekroner.

Ti år efter finanskrisen står vi med andre ord ikke langt fra, hvor vi stod i nullerne. Med en finanssektor kendetegnet af uansvarlighed og grådighed. En finanssektor, der udgør en latent trussel mod den finansielle og økonomiske stabilitet.

De problemer, vi har med finanssektoren i dag, kom ikke af sig selv. De er et resultat af politiske beslutninger taget af skiftende regeringer – røde som blå. Nyliberalismens indtog i 80’erne ændrede opfattelsen af finanssektoren. Nu skulle staten blande sig mindre, og markedet operere frit. Det ledte til en global dereguleringsdagsorden, der gav finanssektoren friere tøjler.

Den skarpe opdeling mellem bank, pension, realkredit, forsikring og investeringsvirksomhed blev ophævet. En privatiserings- og fusionsbølge ledte derefter helt forventeligt til etableringen af de store finansielle superkoncerner, som vi kender i dag. Resultatet er en markant koncentration af ejerskab i den finansielle sektor, hvor nogle få banker har sat sig på store dele af et stadigt mere monopollignende kredit-marked.

Fra at være traditionelle banker med fokus på at understøtte realøkonomien, er finanssektorens aktiviteter blevet mere og mere komplekse og risikofyldte. Sindrige finansprodukter, såsom derivater, aktieudlån og tvivlsomme værdipapirer, fylder stadig mere, og investeringsbankernes spekulative aktiviteter er filtret grundigt ind i den almindelige kundeforretning. Samtidig er bankernes udlånsmasse vokset vildt i forhold til egenkapitalen. Med andre ord er risikoopbygningen i finanssektoren vokset markant.

Dereguleringerne byggede på den holdning, at jo mindre staten blandede sig jo bedre. Uden statslig regulering ville pengene af sig selv flyde derhen, hvor de gjorde mest gavn. Det ville markedets usynlige hånd sørge for.  Sådan gik det som bekendt ikke. Kapitalen søgte ikke hen, hvor den gjorde samfundsmæssig nytte, men derhen hvor de kortsigtede fortjenester fandtes – i spekulationsøkonomien. Resultatet blev den dybeste økonomiske krise siden 30’erne.

En reform af finanssektoren er nødt til at tage fat om de grundlæggende problemer, som mange års politisk deregulering har affødt.
Enhedslisten foreslår en bred vifte af tiltag, der til sammen kan sikre, at finanssektorens risikotagning, størrelse og indflydelse nedbringes. Blandt de vigtigste forslag er:

1) Del de største finanskoncerner op
Både Danmark og andre lande har tidligere haft begrænsninger på bankernes omfang og forretningsområder. I USA er der stadig i dag et loftover de enkelte bankers markedsandele.
Enhedslisten foreslår, at den lovbestemte adskillelse mellem pengeinstitut, realkredit og øvrige forretningsområder genindføres. Herudover vil vi indføre et loft over pengeinstitutters omfang, så deres balance højst må udgøre, hvad der svarer til 20 pct. af Danmarks BNP.  Ved fremtidige kriser skal samfundet kunne lade banker krakke, uden at økonomien kastes ud i recession, og uden at det går ud over de almindelige småkunder.

2) Gør bankerne mere modstandsdygtige
Bankernes egenkapital er stadig for lav. Bankerne skal gøres mere modstandsdygtige ved at øge kapitalkravene til de største banker, fjerne bankernes muligheder for selv at beregne deres kapitalkrav, og ved at indføre et loft over udlånsmassen i forhold til egenkapitalen på 10 pct. På den måde kan bankerne bedre holde stand mod finanskriser.  

3) Styrket og uafhængigt finanstilsyn
Finanstilsynet skal have flere ressourcer og en beføjelse til at udstede bøder. For at sikre tilsynets uafhængighed indføres en karensperiode, hvor tidligere topmedarbejdere ikke kan søge ansættelse i den finansielle sektor. På den måde blokeres den svingdørskultur, der eksisterer mellem tilsynsmyndighederne og banksektoren. Endelig vil vi genindføre kravet om en offentligt udpeget repræsentant i bestyrelserne i finansielle virksomheder, der kan overvåge og indberette uansvarlig eller kriminel adfærd.

4) Beskyt borgere mod urimelige renter og gebyrer
Danskerne har oplevet en voldsom stigning i gebyrer og bidragssatser fra finansielle virksomheder. Enhedslisten vil begrænse banker og realkreditinstitutters mulighed for at hæve deres gebyrer, og begrænse ågerrenter gennem et loft over ÅOP (Årlige Omkostninger i procent).

5) Gør op med straffrihed i finanssektoren
Virksomheder og enkeltpersoner i den finansielle sektor skal stilles til ansvar for uansvarlighed og kriminelle handlinger. Enhedslisten vil øge straffen for særlig samfundsundergravende økonomisk kriminalitet, og gør det muligt at udelukke banker, der har begået finansiel kriminalitet, fra offentlige kontrakter. Desuden skal whistleblowers i sektoren sikres beskyttelse.

6) Når krisen rammer skal bankerne betale
Det er afgørende, at regningen efter nye redningspakker for kriseramte banker ikke igen tørres af på skatteyderne. Enhedslisten vil derfor øge bankernes indskud til den såkaldte Garantiformue, der skal dække tab, når banker krakker. Og hvis staten alligevel skal skyde penge ind i kriseramte banker, så skal der følge medejerskab og indflydelse med. For eksempel skal konkursramte banker kunne videreføres i offentligt regi for at beskytte kunderne.

Stramning af regler og krav til finanssektoren er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Vi bør også spørge os selv, om det har været klogt, at vi har overladt en stadig større del af ejerskabet i finanssektoren til profitorienterede private koncerner.

Traditionelt har en betydelig del af den danske finanssektor været under forskellige former for demokratisk ejerskab. En ikke-kommerciel sfære af kundeejede andelskasser, garantsparekasser og foreningsejede realkreditinstitutter, som ikke skulle generere overskud til sultne aktionærer, fyldte i det finansielle landskab. Det var med til at lægge en dæmper på grådigheden og sikrede borgerne større indflydelse på samfundets investeringer. De kundeejede banker investerede ofte mindre risikofyldt og havde fokus på at understøtte lokalområderne frem for at deltage i international spekulation.

Selvom vi stadig har vigtige lommer af forbruger-eje i vores finanssektor, er udviklingen gået den forkerte vej. Stort set alle penge- og realkreditinstitutter er i løbet af de seneste årtier blevet opkøbt af kommercielle banker og omdannet til aktieselskaber. Fokus er dermed flyttet fra at tjene kunder og lokalsamfund til at tjene aktionærer. 

Fraværet af stærke kundeejede konkurrenter er en vigtig medvirkende faktor til, at bankerne har kunnet skrue op for gebyrer og omkostninger. Samtidigt er den nødvendige demokratiske indflydelse på finanssektoren svækket. Derfor er det en vigtig politisk opgave de kommende år at skabe gode rammevilkår for genoplivningen af den demokratiske sfære i finanssektoren. I dag er det f.eks. ikke længere muligt at etablere nye andelskasser – en lovgivning, som skal ændres. Desuden skal der gennemføres mere målrettet regulering, så de forbrugerejede virksomheder ikke underlægges samme krav, som de store risikodrevne private banker, ligesom en offentlig investeringsfond skal kunne stille lånekapital til rådighed.

Men det offentlige fællesskab bør også træde ind på scenen igen. Alle danskere er tvunget ved lov til at have en bankkonto. Vi er altså nødt til holde en konto i en privat bank uanset, om vi ønsker det eller ej. I fremtiden skal det derfor være muligt at vælge et offentligt bankalternativ.
 
Enhedslisten foreslår, at der etableres en National Offentlig Bank, organiseret som en selvejende institution med et repræsentantskab, hvor kunderne har afgørende indflydelse. Banken skal tjene penge for at eksistere, men ikke eksistere for at tjene penge, og den skal tilbyde alle borgere en gebyrfri konto med de mest basale bankfunktioner: Lønkonto, opsparinger og mindre lån. Desuden skal den offentlige bank stå for driften af en offentlig elektronisk betalingsinfrastruktur – et fælles nationalt betalingskort og en mobilbetalingsløsning, der kan konkurrere de nye IT-giganter som ApplePay og Mobilepay. Den offentlige bank skal også servicere kommuner og regioner, som i dag er tvunget til at vælge mellem de mere eller mindre anløbne finansgiganter.

Når talen falder på offentlige banker, vil højrefløjen givetvis drage absurde sammenligninger med Sovjetunionen og Nordkorea. Men idéen om, at banker partout skal drives af private aktiekoncerner, er faktisk af ret ny dato. Det er ikke mere end 25 år siden, at vi havde en velfungerende offentlig bank i Danmark – Girobank. Og mange europæiske lande har stadig en omfattende offentlig deltagelse i finanssektoren. Omkring 20 procent af bankerne i Europa er på den ene eller anden måde på offentlige hænder. Millioner af europæere har deres konto i en offentligt ejet bank, uden at det har ført til frit fald ned i totalitarismen.

 
Studier fra Verdensbanken viser, at offentlige banker kan udgøre et vigtigt supplement til kommercielle banker. Blandt andet fordi offentlige banker, i modsætning til de private, kan have en såkaldt kontracyklisk udlånspolitik. Dvs. dæmpe udlånene under et opsving for at undgå overophedning, men til gengæld øge udlånet under lavkonjunkturer, når der er brug for at øge efterspørgslen.
 
En genoplivning af den kundeejede finanssektor og etableringen af et offentligt bankalternativ vil give borgerne et mere frit bankvalg og dermed skabe en stærkere konkurrence til fordel for kunderne. Men det vil også sikre borgerne en større demokratisk indflydelse på investeringsstrømmene i samfundet. Det er særligt vigtigt i disse år, hvor der i den grad er brug for, at vi som borgere kan sikre, at der investeres mere i den grønne omstilling og mindre i fossile brændstoffer og andre klimabelastende aktiviteter. Vi har ganske enkelt ikke råd til at overlade de investeringsbeslutninger til nogle få topchefer i de store finanskoncerner.

***

Når vi i disse måneder diskuterer problemerne i finanssektoren, skal vi huske, at den måde sektoren ser ud i dag, ikke er en naturtilstand. Tværtimod er den nuværende situation, hvor vi har overladt det meste af vores finanssektor til få finansielle gigakoncerner, et ganske nyt eksperiment. Efter de seneste årtiers kriser og skandaler bør det være tydeligt for enhver, at dette eksperiment ikke tjener borgernes interesser, og at det er på tide at bringe det til ophør.

Hvis vi ikke får begrænset den private finanssektors magt og omfang i økonomien, så vil den krise, der ramte os for ti år siden, ikke være den sidste af sin slags. Så længe vi har banker, der er så store, at samfundet er nødt til at redde dem, er der grund til at gå fremtiden i møde med bange anelser. Og så længe vi ikke får skabt en reel konkurrence, så vil borgere og småerhverv fortsat blive brugt som økonomisk malkekvæg af bankernes aktionærer. Nu fremlægger vi vores forslag til omfattende og gennemgribende reformer. Og vi ser frem til en seriøs debat med både befolkningen og Folketingets partier om, hvordan vi udvikler en finanssektor for fremtiden. En finanssektor, der tjener de mange og ikke kun de få.