Hvem skal have bank?

Bragt i Altinget 20 september 2018

Ti år efter finanskrisen rejser spørgsmålet sig med voksende kraft. Hvem skal eje og drive bankerne. Er det fornuftigt, at vi som befolkning har overladt en så afgørende del af vores samfundsmæssige infrastruktur til den profitdrevne private sektor. Har de gjort sig fortjent til den tillid?

Pelle Dragsted, Økonomi- og Erhvervsordfører i Enhedslisten

Banker er grundlæggende en glimrende idé. Deres funktion er jo at sikre, at penge flyder derhen, hvor de kan bruges til at sætte gang i nye aktiviteter. I stedet for at sy pengene ind i madrassen, hvor de ikke gør nogen gavn, går vi ned til banken, og sætter dem ind på kontoen. Og banken låner så penge ud til virksomheder og iværksættere, der har brug for investeringer eller startkapital. Eller til andre kunder, der skal have installeret solceller på taget.

Banker er altså en helt central samfundsmæssig infrastruktur i ethvert samfund. Ja, man kan faktisk slet ikke forestille sig en moderne økonomi uden banker.  Derfor rejser spørgsmålet sig i de her år med stigende kraft. Er det fornuftigt, at vi over de seneste årtier har overladt større og større dele af en så afgørende sektor til en privat profit-motiveret finanssektor?

Her ti år efter finanskrisen, og efter en perlerække af skandaler i den finansielle sektor, er det mere end almindeligt svært at svare positivt på det spørgsmål.  

Det var de private bankers dybt uansvarlige adfærd, der sendte verdensøkonomien ud i den værste krise i nyere tid. Millioner af mennesker mistede deres arbejde. Hundredtusinder af familier blev sat ud af deres boliger.  Også Danmark blev ramt hårdt. De store danske banker havde i den grad taget del i de foregående års risikofyldte fest. 200.000 job blev tabt, og vi gik glip af milliarder og atter milliarder i velstand. Som i mange andre lande måtte staten træde til og redde bankerne fra kollaps med enorme bankpakker og finansielle indgreb betalt af skatteyderne. En gæld vi stadig betaler af på.

Man kunne måske have troet, at bankerne havde lært lektien. Men kigger vi på udviklingen i den finansielle sektor i dag, er det langt fra tilfældet. Frem for at polstre sig til mulige kriser i fremtiden, udbetaler de private banker i disse år enorme udbytter til aktionærerne. De risikofyldte udlån vokser igen med eksplosiv hast.

Man kunne måske også have forventet, at bankerne efter at være blevet reddet af skatteyderne ville udvise bare en smule taknemmelighed. I stedet har vi set, hvordan banker og realkreditinstitutter igen og igen har øget deres gebyrer og bidragssatser. Siden finanskrisen er alene boligejernes bidragssatser mere end fordoblet.

Endelig har vi i den seneste tid været vidne til, at Danmarks største bank Danske Bank er er involveret i noget, der ligner århundredets største internationale hvidvaskningsskandale. Ligesom vi har set hvordan en række storbanker er blevet afsløret i at hjælpe deres kunder med at unddrage sig skat ved at placere formuer i skattely.

På baggrund af den udvikling er det svært at komme til en anden konklusion, end at de private banker groft har misbrugt den tillid som vi som samfund har vist dem ved at overlade dem en så vigtig samfundsmæssig infrastruktur.  Så hvad gør vi?

Vi kan selvsagt komme et stykke ved at lade de private banker regulere langt hårdere end i dag. Et vigtigt skridt ville være at genindføre den skarpe opdeling der tidligere eksisterede mellem banker, realkredit, forsikring og spekulative investeringer. Så en risikobetonet adfærd i den ene sektor ikke kan rive hele den finansielle infrastruktur med sig i faldet. Kort sagt et opgør med de finansielle supermarkeder, der er ”too big to fail”.

Men vi er også nødt til seriøst at overveje, om det overhovedet er fornuftigt, at private interesser næsten er enerådende i den finansielle sektor.

Traditionelt har vores finansielle sektor i Danmark været langt mere divers i sin sammensætning og i sine ejerforhold. Store dele af vores finanssektor har været præget af fælleseje og nonprofit-principper. Rundt om i landet fandtes masser af kundeejede andelskasser og sparekasser. Hele vores realkreditsektor var indtil for få årtier siden forbrugerejet og hvilede på det princip, at ingen skulle tjene penge på at administrere vores obligationslån. I vores forsikringssektor fyldte de kundeejede, gensidige forsikringsselskaber godt. Og også staten spillede en markant rolle inden for bank og pensionsområdet.

Selvom vi stadig har vigtige lommer af forbrugereje og nonprofit-virksomheder i vores finanssektor, er udviklingen desværre gået den forkerte vej. Efter dereguleringen af finanssektoren er stort set alle realkreditinstitutter blevet omdannet til aktieselskaber og overtaget af bankerne. Og mange andels- og sparekasser er enten lukkede eller overtaget af større banker.

Fraværet af stærke kundeejede non-profit konkurrenter er en vigtig medvirkende faktor til, at bankerne har kunnet skrue op for gebyrer og omkostninger. Derfor bør det være en vigtigt politisk opgave i de kommende år at skabe gode rammevilkår for at få revitaliseret den andels- og kundeejede del af vores finanssektor.  Forskningen viser også at de kundejede banker, har en langt mere ansvarlig adfærd.

Men vi bør også påbegynde en seriøs diskussion om et egentligt offentligt non-profit alternativ til de private banker.  En offentligt drevet samfundsbank kunne placeres under nationalbanken eller skilles ud som en såkaldt Selvstændig offentlig virksomhed. Den kunne tilbyde alle borgere en gebyrfri konto med de mest basale bankfunktioner: Lønkonto, opsparinger og evt. også mindre lån. Og et offentligt betalingskort og mobil-betalingsløsning.

Højrefløjen vil helt sikkert gå i koma over forslaget og himle op om, at det ikke er statens opgave at drive en bank. Men hvorfor egentlig ikke? Idéen om at banker er noget, som det private erhvervsliv tager sig af, er faktisk af ret ny dato.  Det er ikke mere end 25 år siden, at vi havde en velfungerende offentlig bank i Danmark – Girobank. Og flere andre europæiske lande har statslig deltagelse i finanssektoren. Omkring 20 pct. af bankerne i Europa er på den ene eller anden måde på offentlige hænder.  

Så hvorfor ikke igen give borgerne mulighed for at holde en konto i en offentligt ejet almennyttig bank. Hvor vi trygt kan have vores lønkonto og pensionsopsparing. Hvor vi ikke skal frygte, at banken gambler vores opsparing væk.

En styrkelse af den finansielle andelssektor og etableringen af en offentligbank ville skabe en langt større og sundere konkurrence på markedet til fordel for forbrugerne. Men det vil også sikre en større demokratisk indflydelse på investeringsstrømmene i samfundet, så vi i højere grad kan styre investeringerne henimod samfundsgavnlige og bæredygtige formål.

Hvem skal have bank? Det skal vi alle sammen. For finanssektoren er alt for vigtig til at overlade alene til den private profit-sektor.