Nej, Simon Emil – Lavere skat er ikke velfærd

Bragt i Politiken 6. september 2017

Nysprog, kaldte George Orwell det i sin fremtidsroman 1984. Når begreber bliver drejet rundt og gives den modsatte mening af hvad de egentlig betød. Krig bliver fred. Frihed bliver tyranni.

Højrefløjen har i de seneste uger genoplivet traditionen for nysprog i deres forsøg på at vinde opbakning til deres seneste ikke særligt populære skatteudspil.
Ifølge højrefløjen – senest udtrykt her i avisen af Simon Emil Ammitzbøl – behøver vi nemlig slet ikke længere vælge mellem skattelettelser og velfærd. For skattelettelser er ganske enkelt velfærd!

Det er en besynderlig øvelse Simon Emil og co. har gang i. Det er da uden tvivl sandt, at der også findes glæde og livskvalitet i at få flere penge til ”tivoli-ture, flyverdragter og udlandsrejser”.  Men det gør det bare ikke til velfærd.
Og det er helt fair, at Simon Emil gerne vil bruge 25 milliarder kroner på at øge den private velstand (særligt i toppen), fremfor at bruge pengene på vores velfærd. Men så stå da ved det! I stedet for at tale ned til danskerne med let gennemskuelige nysproglige julelege.

Altså – hvis lav skat er velfærd, skal vi så også til at kalde lavskatte-lande som Singapore, USA eller Storbritannien for velfærdssamfund, selvom de ikke har noget, der bare minder om den sociale tryghed som vi kender herhjemme. I så fald bliver begrebet velfærd ganske enkelt meningsløst.

Så lad os dog holde fast i et stringent og ærligt sprog. Privat velstand er privat velstand. Velfærd er velfærd. Og virkeligheden er jo –  uanset hvor mange sproglige finurligheder Simon Emil og co finder på –  at vi ikke kan bruge de samme penge to gange.

Hvis regeringen får sin vilje og vi bruger 25 milliarder på at sænke skatten. Så kan vi ikke bruge de 25 milliarder på vores sygehuse, børnehaver, ældrepleje og uddannelsessystem. Og når der i de kommende år kommer stigende udgifter, fordi vi lykkeligvis lever længere, så vil det betyde, at vi ikke kan give vores ældre den samme tryghed som i dag. Med mindre vi skærer dybt i andre dele af vores velfærdssamfund. Det er det valg vi står med, og det nytter ikke noget at benægte det. 

Jeg tror da, at vi alle sammen gerne ville have flere penge til tivoli-ture, restaurant-besøg og hvad vi ellers kan gå og længes efter. Selvfølgelig.  Men spørgsmålet er jo hvad vi HELST vil have. Hvad vi vil vælge? Vil vi prioritere mere privat forbrug. Eller vil vi prioritere et velfærdssamfund, hvor vi kan være trygge – også når vi fx rammes af sygdom eller bliver gamle.  Og her viser alle meningsmålinger, at danskerne prioriterer velfærd frem for lavere skat.

Og det er godt. For der er også en anden vigtig forskel på kollektiv velfærd og privat velstand. Nemlig den, at velfærden i modsætning til velstanden er lige for os alle. Vi kan alle– uanset indkomst –  får en uddannelse hvis vi har talentet til det. Vi kan alle blive behandlet på hospitalet uden at vi skal være bekymrede for regningen, og vi kan alle få hjælp når vi bliver gamle.

Sådan er det jo ikke med privat velstand. Den er skævt fordelt. Det er jo fx ikke alle, der får glæde af regeringens skatte-rabatter. Folkepensionisterne får ikke mere velstand. Det gør førtidspensionisterne heller ikke. Og blandt dem der får noget, er fordelingen uhyggelig skæv. Kasseassistenten får ikke mange udlandsrejser for sine 5.000 kr om året. Men dem i toppen af indkomstskalaen kan se frem til flere hundredetusinde kroner mere til at forsøde tilværelsen.

Det er derfor også en falsk sang, når Simon Emil Ammitzbøl mener, at lavere skat, giver ”danskerne frihed til at vælge selv”. Sandheden er jo, at Simon Emils frihed er fuldstændig skævt fordelt. Mens direktøren får enorm frihed til at vælge på alle hylder, er der nul frihed til pensionisten og den arbejdsløse.

Det er jo netop det, der er situationen i de lande, der ikke har valgt en solidarisk velfærdsmodel som den skandinaviske. Der har kun de rigeste frihed til at vælge det bedste universitet til deres børn. Eller få den bedste sundhedsbehandling. Flertallet har ikke den frihed.

Hvis vi i Danmark udsulter vores velfærd for at finansiere lavere skatter, så vil det på samme måde ramme skævt. Dem i toppen vil have frihed til at vælge det gode plejehjem og den gode uddannelse til deres børn. Den frihed vil flertallet bare ikke have.  

At påstå at privat velstand er det samme som velfærd er derfor ikke alene sproglig uredelighed. Det er også udtryk for en manglende forståelse for, hvordan velfærdssamfund, som det danske skaber frihed for de mange og ikke kun for de få.