Bragt i Politiken 1. april 2017
Danmarks mange små selvstændige og freelancere mangler politisk repræsentation.
Og venstrefløjen bør påtage sig opgaven med at skabe større tryghed og gode
vilkår for de danskere, der har valgt at være deres egen
arbejdsgiver.
Af Pelle Dragsted, erhvervsordfører i Enhedslisten
To gode venner af mig drev i en årrække en butik med bæredygtigt
kvalitets-børnetøj. Det var ikke noget de blev millionærer af, men de var glade
for det, forretningen løb rundt og kunne betale løn til den ene, der havde sagt
sig job som pædagog op, for at kunne hellige sig børnetøjs-salget.
Men så ramte finanskrisen Danmark. Kort efter fik mine venner, ligesom mange
andre små selvstændige i denne periode, et brev fra deres bank om, at
virksomhedens kassekredit ville blive lukket med øjeblikkelig virkning.
Samtidig faldt salget på grund af den økonomiske usikkerhed, der fulgte i
krisens kølvand. Og snart var der ikke længere råd til at udbetale deres egen
løn. Dagpenge var ikke en mulighed, for så længe du har et CVR-nummer, så er der
lukket – uanset om du kører med underskud. Uden kredit-muligheder og uden nogen
muligheder for social sikring var der ikke andet at gøre end at lukke og
slukke, og tage et lån i deres bolig for at betale restancerne og have noget at
leve for, indtil de kunne finde nyt arbejde.
Historien, som jeg tror mange selvstændige vil genkende, fortæller en del om
vilkårene for denne gruppe. Og om, hvorfor det bør være en naturlig opgave for
venstrefløjen at sikre dem politisk repræsentation.
Venstrefløjen har historisk haft et lidt stedmoderligt forhold til små
selvstændige og freelancere. Som partier, der udspringer af arbejderbevægelsen,
er det måske ikke så mærkeligt, at det har været lønmodtagerne, der har fået
den fulde opmærksomhed. Men det er på tide, at venstrefløjen også giver de
mange danskere, der har valgt at være deres egne arbejdsgivere en øget
opmærksomhed. Det er der flere årsager til.
I gruppen af små selvstændige og freelancere findes ganske
mange med hjertet solidt placeret til venstre. Jeg møder mange af dem både som
partimedlemmer og vælgere. Det er måske egentlig ikke så mærkeligt. Lysten til
at være fri for at have en chef over sig, rimer egentlig ganske godt på
venstrefløjens anti-autoritære DNA. Ligesom glæden ved at skabe sit eget spejler
den kreativitet og fandenivoldskhed, som altid har været bærende i
venstrefløjens progressive sociale og kulturelle bevægelser.
Men det handler ikke bare om kultur og identitet. Det handler også om, at små
selvstændige og freelancere på de længste stræk deler interesser med
lønmodtagerne. Som historien oven for viser, ligger de små under for den
samme grundlæggende utryghed i den nyliberalistiske økonomi som lønmodtagerne.
Da finanskapitalismens seneste krise ramte mange lønmodtagere, ramte den også
mange små selvstændige. Og ofte endnu hårdere, fordi de ikke havde den sociale
sikring i form af dagpenge, opsigelsesvarsler og andet som mange lønmodtagere
er omfattet af. Det samme gælder mange freelancere, som var de første der blev
skåret væk, da krisen ramte.
De gamle partier i folketinget fra Socialdemokraterne og ud mod højre stod
parat med den ene bank-pakke efter den anden for at redde de store finanshuse
fra kollaps, og vedtog nye lukrative afskrivningsregler for de store
produktionsvirksomheder Men der var der ingen hjælpepakker til de små
selvstændige, der i tusindvis måtte dreje nøglen om og søge andet levebrød.
Ikke mindst i det der kaldes udkantsdanmark måtte mange små erhvervsdrivende
lukke og slukke – fordi bankerne smækkede kassen i for stort set alt, der lå
vest for Valby Bakke.
Udover at ligge under for samme vilkår af sårbarhed og utryghed som
lønmodtagerne, placerer de små selvstændige sig også rent økonomisk tættere på
lønmodtagerne end på mere pengestærke grupper i samfundet. De tjener ofte det
samme eller mindre end den gennemsnitlige lønmodtager. Og har derfor samme
interesse i en stærk og universel velfærd, hvor det ikke er pengepungens
tykkelse, der afgør adgangen til uddannelse, pleje og sundhed. Derfor er
det en fejl, når vi på venstrefløjen gennem historien har haft en tilbøjelighed
til at opfatte små selvstændige, som nogen der befinder sig på ”den forkerte
side i klassekampen”. De små selvstændige har langt mere til fælles med
lønmodtagerne end med de store drenge i den økonomiske elite.
Denne erkendelse af en fælles interesse i social tryghed og universel velfærd,
er nok én af årsagerne til at nogle af Europas stærkeste venstrefløjsbevægelser
lige nu netop bygger på en alliance mellem netop lønmodtagere og små
selvstændige og freelancere. Det gælder såvel græske Syriza, som spanske
Podemos. Begge partier har udfoldede programmer, der sikrer større social
tryghed for små selvstændige, beskytter dem mod ublu udnyttelse fra
finanssektoren og fra de store ejendomsudlejere, men som også vil fjerne
administrative byrder og flytte tyngden i skattesystemet opad mod de store
virksomheder.
En vigtig årsag til at give selvstændige og freelancere øget opmærksomhed er
selvfølgelig også, at antallet af mennesker i denne gruppe er voksende. Ikke
mindst blandt unge. For manges vedkommende er det ikke et frit valg, men et
resultat af en benhård udvikling på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiverne i
stigende grad gør brug af vikarer, eller såkaldt falske selvstændige, for at
spare penge. Her er det selvsagt venstrefløjens opgave at arbejde for et
arbejdsmarked, hvor ingen mod deres vilje tvinges ud i usikre, prekære
ansættelses- og kontaktforhold. For mange andre er livet som selvstændig eller
freelancer selvvalgt. Uanset om situationen er selvvalgt eller påtvunget,
så er det afgørende, at den voksende gruppe af små selvstændige i højere grad
bliver repræsenteret i det politiske system.
Og det er ikke min oplevelse, at de bliver det i dag. Jeg har været
erhvervsordfører i snart to år og kan konstatere, at stort set hele den
erhvervspolitiske debat drejer sig om de store drenge i erhvervslivet. Vi taler
stolpe op og ned om serie-iværksættere, Unicorns og adgang til venture-kapital,
om potentialerne for automatisering i de store produktionsvirksomheder, eller
om finanssektorens rammevilkår. Men meget sjældent om vilkårene for skobutikken
på gågaden i Holstebro, kaffebaren på Istedgade, eller den lille tømrermester
i Frederiksværk. Og det gælder hele det politiske spektrum.
Det kan godt være, at de fleste små selvstændige aldrig bliver store
vækstvirksomheder, der eksporterer for millioner til udlandet. Og det kan godt
være, at de aldrig ansætter flere end sig selv og måske en håndfuld mere. Men til
sammen udgør de en afgørende del af økonomien, og sikrer mad på bordet til tusinder
af danskere, samtidig med at de løser vigtige opgaver i samfundet. Ja – ni ud
af ti danske virksomheder har faktisk mindre end ti ansatte-
Den manglende fokus skyldes formentlig ikke mindst, at de mange selvstændige og
freelancere i modsætning til de store virksomheder ikke indgår i stærke
netværk, der sikrer dem politisk opmærksomhed. De kan heller ikke lige finde de
20.000 kroner om året til at betale for adgangen til Venstre,
Socialdemokraterne eller de andre gamle partiers eksklusive
erhvervsklubber. Eller som Saxo-bank betale for et politisk parti, der
varetager deres interesser.
Derfor har de behov for repræsentation fra en venstrefløj, der stiller sig på
deres side, ikke mindst når deres interesser konflikter med de tunge
erhvervsinteresser og finanssektoren.
Og behovet er efter min mening helt og aldeles gensidigt. For med den
udvikling, vi ser på arbejdsmarkedet ikke mindst blandt mange unge, vil en
venstrefløj, der alene formår at repræsentere lønmodtagerne være dømt til at
mislykkes.
Man hvordan kan en venstreorienteret erhvervspolitik målrettet selvstændige og
freelancere se ud. Når jeg snakker med små selvstændige og freelancere, så er
der mere end noget andet én ting der nævnes igen og igen – og det er
spørgsmålet om social sikring. Et CVR nummer udelukker dig effektivt fra mange
af de sociale rettigheder, som lønmodtagere er omfattet af. Dagpengesystemet er
nærmest umuligt at have med at gøre. Og mulighederne for barselsorlov er stærkt
begrænsede. Mange af de goder som vi har tilkæmpet os som lønmodtagere,
er lukket land. Det er tosset. Både fordi at støtten til vores velfærdssamfund
kræver, at alle er omfattet. Men også fordi, at jo mere usikkert det er at være
selvstændig, jo færre vil turde tage springet og prøve deres gode idéer af. Det
gælder ikke mindst kvinder, som er markant underrepræsenteret i denne gruppe.
Men også mange andre spørgsmål rejser sig. Kan man tænke sig nogle mere
lempelige skatte og afgiftsregler i opstartsfasen, ved at flytte beskatningen
opad til de større virksomheder? Beskytter erhvervslejereglerne de små
selvstændige mod ublu lejepriser? Kunne det offentlige i højere grad
understøtte de små selvstændiges med kreditter, så de ikke behøvede at være i
lommen på finanssektoren? Hvordan fremmer vi de kooperative, demokratiske og
socialøkonomiske idéer, som allerede vinder frem. Spørgsmålene er mange, og i Enhedslisten arbejder
vi i den kommende tid med at udvikle en tidssvarende socialistisk og bæredygtig
erhvervspolitik. Der kan skabe bedre vilkår og mere social tryghed for
selvstændige og freelancere, samtidig med, at den fremmer bæredygtighed,
samfundsansvar og gode arbejdsforhold.
Målet er klart: Uanset om man sælger børnetøj, langer kaffe over disken på sin
kaffebar, eller arbejder freelance med kommunikationsopgaver, så skal man
fremover ligesom lønmodtagerne have en stærk allieret i venstrefløjen.