Bragt på Modkraft 20. juni 2013

Forleden blev jeg inviteret i debat i Deadline om venstrefløjens holdning til radikal politisk islamisme. (Se indslaget her)

 Mit hovedbudskab i debatten var:

1) At radikal politisk islamisme er en højreekstrem, reaktionær ideologi med fascistiske træk, og det er derfor venstrefløjens opgave at give denne ideologi og dens repræsentanter samme modstand som alle andre højreekstreme bevægelser.
2) Det har Enhedslisten altid gjort
3) Til forskel fra den islamofobiske højrefløj afviser vi enhver generalisering og hetz mod muslimer. Vores kritik er ikke mod islam eller befolkningsgruppe, men mod en ideologi og en bevægelse. En bevægelse, som det store flertal af muslimer i øvrigt mener, står i direkte modstrid til Islam.

Indslaget har skabt en for mig lidt overraskende virak. Hvor en pudsig alliance af højresocialdemokratiske debattører og nogle medlemmer af venstrefløjsgruppen IS er enige om, at mine udtalelser skulle være udtryk for et nybrud og et opgør med Enhedslistens hidtidige politik.

Jeg er bange for at jeg må skuffe (eller glæde?) begge grupper. At Enhedslisten tager afstand fra og bekæmper højreorienterede reaktionære grupper, uanset hvilken religion de påstår at repræsentere, er der absolut intet nyt i. På et af de første årsmøder jeg deltog i tilbage i 2003, vedtog vi en længere erklæring om de reaktionære politisk-religiøse bevægelser. Her fremgår det blandt andet at:  

”Enhedslisten bekæmper enhver form for diskrimination, kulturel såvel som social, af de etniske mindretal. Det betyder, at vi selvfølgelig ikke på nogen måder støtter eller bare accepterer reaktionære og undertrykkende ideologier, blot fordi disse har deres udspring i etniske minoriteter. På samme måde som vi politisk bekæmper reaktion, religiøs undertrykkelse og sexisme blandt danskere bekæmper vi disse også blandt etniske minoriteter.” 

”Enhedslisten ser netop kampen mod politisk-religiøse bevægelser – såvel blandt danskere som etniske minoriteter – som en kulturel og politisk kamp, der må og skal udfolde sig i samfundet. 
I denne kamp støtter vi såvel progressive bevægelser blandt etniske minoriteter og danskere som enkeltpersoner, der søger at bryde ud af de politisk-religiøse og fascistiskebevægelsers greb.”

Siden har vi vedtaget en række lignende udtalelser, ligesom vi i en række tilfælde har arrangeret demonstrationer mod  højregrupper som Hizb-ut-Tahrir. Jeg tror, at en af årsagerne til, at denne linje har været dominerende, er tilstedeværelsen i vores parti af en række kammerater med iransk baggrund, som har oplevet på egen (eller familiemedlemmers krop) hvad konsekvenser kan blive, når en teokratisk totalitær bevægelse kommer til fadet.

 Derfor brugte jeg også en del af debatten i Deadline på at forsøge at skyde den højreorienterede stråmand om venstrefløjens svigt ned. Og derfor var det også lidt irriterende, at DR i den nyhed de lavede på deres hjemmeside skrev, at jeg ”erkendte at venstrefløjen havde svigtet” – en vinkling som desværre til dels fortsatte på Modkrafts artikel.  (I artiklens overskrift står der også, at jeg skulle mene at islamisme er den største trussel. Det har jeg aldrig sagt, og det mener jeg heller ikke)

Udover (mis)opfattelsen af at mine udtalelser skulle være udtryk for et nybrud, er der også blevet rejst nogle andre diskussioner, som fortjener nogle kommentarer:

Radikal politisk islamisme: Er der tale om en bevægelse?

Noget af det der har vakt debat, er min udtalelse i Deadline om, at radikal politisk islam på globalt niveau pt er den største politiske massebevægelse med fascistiske træk. Der har været rejst to kritikpunkter. Ét der sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt radikal politisk islamisme overhovedet kan ses som én samlet ideologi og bevægelse, og ét der vedrører anvendelsen af fascisme-begrebet.

Jeg mener, at når man kigger ud over verden, så er det desværre indiskutabelt, at den radikale politiske islamisme er den ideologi med fascistiske træk, som har den største folkelige medvind. Og som desværre mange steder har erstattet marxismen og venstrefløjen som de undertrykte gruppers foretrukne ideologiske ståsted. Eksemplerne står i række.  I Pakistan kan Taliban-bevægelsen mønstre betydelig folkelig opbakning. I Bangladesh har millioner været på gaden i de seneste uger. Ikke i oprør mod de elendige arbejdsforhold, som kostede hundreder af mennesker livet på en fabrik, men for hårdere blasfemi-lovgivning. Og i Mellemøsten og Nordafrika står de radikale politisk-religiøse grupper stærkt i dele af befolkningerne.      

Der er selvfølgelig tale om en divers gruppe af bevægelser med vidt forskellige nationale og historiske udgangspunkter (ligesom venstrefløjen i sin tid var det, da vi udgjorde den dominerende kraft blandt verdens undertrykte), men der er så mange ideologiske fællestræk, at jeg synes det er rimeligt at snakke om en global bevægelse eller tendens.

En af den globale venstrefløjs veteraner Samir Amin har længe advaret mod radikal politisk islam, som en antimarxistisk, antisocialistisk bevægelse. Ligesom han har peget på, at politisk islam mange steder enten direkte eller indirekte tjener den vestlige imperialismes interesser. Også af den grund mener jeg, at de radikale islamistiske bevægelser på globalt plan udgør en alvorlig trussel mod venstrefløjen, arbejderbevægelsen og alle demokratiske og socialistiske kræfter.

 (Se også tidsskriftcentrets udmærkede temaside om politisk islamisme)  

Jeg vil dog gerne understrege (som jeg også gjorde i Deadline), at jeg ikke ser radikal politisk islamisme som en stor trussel i vores del af verden. Hvis vi ser på Europa, mener jeg, at højreradikale bevægelser med udgangspunkt i nazistiske eller stærkt nationalistiske ideologier i praksis har vist sig at udgøre en større trussel.  De største politiske attentater fra Lasermanden til Søllerødgade til Breivik til svenske nazisters mord på politifolk og politiske modstandere til de tyske nazi-seriemordere kommer fra den højreradikale bevægelse. Og også antalsmæssigt slår de antidemokrater på højrefløjen de radikale islamister med mange længder – ikke mindst i øst- og centraleuropa.

Det ændrer dog ikke ved, at det er dybt bekymrende, at en antidemokratisk totalitær (men dog ikkevoldelig) bevægelse som Hizb-ut-Tahrir her i Danmark kan samle tusind mennesker til møder og demonstrationer.    

Og her er måske venstrefløjens største svigt – både herhjemme og globalt: At vi ikke i tilstrækkelig grad har formået at blive det sted, hvor undertrykte, udbyttede, diskriminerede, og ekskluderede mennesker har deres foretrukne politiske ståsted.

Er radikal politisk islamisme fascistisk?

Diskussionen af, hvor restriktivt vi anvender fascismebegrebet, er næsten lige så gammel som fascismen selv. Nogen anvender begrebet bredt om totalitære, antidemokratiske bevægelser, mens andre ønsker det begrænset til et historisk fænomen og de deraf direkte afledte bevægelser. Jeg tilstræbte i Deadline at bruge formuleringen ”bevægelser med fascistiske træk”, og den står jeg inde for. Jeg mener, at der er en række klare fascistiske træk ved de grupper, som defineres som radikale politiske islamister. 

  • Ønsket om en totalitær stat med en stærk leder
  • Modstanden mod de liberale friheder og demokratiet.
  • Modstanden mod marxisme og klassekamp
  • Stærkt patriarkalske holdninger
  • Diskrimination af mindretal og undertrykkelse af anderledes tænkende.

 Men for min skyld kan vi godt bruge en anden betegnelse – som f.eks. højreekstrem i stedet for, sådan som et norsk center mod racisme har valgt at gøre.


Har venstrefløjen svigtet?

Som jeg skrev indledningsvist, mener jeg, at det i høj grad er en højreorienteret stråmand, at venstrefløjen har svigtet kritikken af reaktionære islamistiske grupper. Jeg tror dog samtidig, at der nok er en vis sandhed i, at vi nogle gange har ligget lidt for lavt. Af den simple årsag at vi er bange for at blive slået i hartkorn med den perfide hetz mod muslimer, som den højrenationale og islamofobiske højrefløj m.fl. står for.

I den udstrækning det er tilfældet, mener jeg, at vi begår en fejl. Ved at overlade kritikken af reaktionære totalitære bevægelser til højretosserne, lader vi også dem definere rammerne for den. Resultatet af det har vi set: En ond cirkel, hvor højre-ekstreme nationalister og højreekstreme islamister gensidigt nærer hinanden. Generaliseringen af muslimer og angrebet på islam som en ”ond” religion, er med til at skubbe muslimer i armene på radikale grupper, hvor de søger en stærk modidentitet. Og på samme måder er tilstedeværelsen af antidemokratiske og radikale islamistiske grupper med til at nære Dansk Folkeparti og de grupper, der ligger endnu længere ude på overdrevet.

Der er brug for en fornuftens stemme i debatten om de ekstreme politisk/religiøse bevægelser. En stemme, der ikke generaliserer og som klart og entydigt afviser hetzen om, at alle muslimer er antidemokrater, eller at Islam er en antidemokratisk religion i sig selv.

En stemme, der peger på, at det altovervejende flertal af den femtedel af verdens befolkning, der er muslimer, tager afstand fra de reaktionære bevægelser, der påstår at repræsentere Islam.

En stemme, der sætter skillelinjen der, hvor den skal være. Nemlig mellem demokrater og antidemokrater. Mellem dem, der vil give plads til andre menneskers holdninger og levevis, og dem, der vil undertrykke andre. På den forkerte sider af den grænse står både den radikale højrefløj og de radikale politiske islamister. På den rigtige side står det store flertal – uanset religiøs og etnisk baggrund.   

Eller som en venstreradikal facebook-ven skrev på min væg:

”En homofob og en fascist, er en homofob og en fascist, uanset om vedkommende finder belæg for sine holdninger i den ene eller den anden religiøse eller ideologiske baggrund.”

 Nemlig! For antifascismen er farveblind.