Bragt i Børsen 20 marts 2013 . Den er et svar på kronikken “Mod det socialistiske paradis” af Saxobank-direktør Kim Fournais.

“True individual freedom cannot exist without economic security and independence. People who are hungry and out of a job are the stuff of which dictatorships are made.”

Franklin D. Roosevelt

 Når jeg læser den kronik, som Kim Fournais tilegnede mig (28/2), undres jeg over hvilken verden Saxobank-stammen egentlig befinder sig i. Fournais opfatter samfundet som et slags Nottingham, hvor Prins Johns brutale skatteopkrævere vendte hver lomme på en undertrykt befolkning for at berige sig selv og sine. Og med Saxobank i rollen som en moderne Robin Hood, der forsvarer sagesløse arbejdere mod statsmagtens udplyndring.

Men vi lever ikke i Nottingham. Vi lever i et demokratisk velfærdssamfund. Og her er skat noget ganske andet. Når vi danskerne betaler vores skat, er det ikke for et bekoste overklassens luksusliv. Det er for at sikre os selv. Sikre os mod den usikkerhed, afhængighed og tilfældighed, som er et grundvilkår i det kapitalistiske samfund.

Var friheden større, før vi fik et velfærdssamfund betalt af befolkningens skattebidrag? Det tror jeg ikke, at arbejderen, der i alderdommen blev overladt til sin egen fattigdom, syntes. Det tror jeg heller ikke var opfattelsen hos tjenestepigen, som måtte finde sig i seksuelle trakasserier fra herren i huset, fordi alternativet var at blive sat på gaden. Eller hos familiefaren, der måtte pantsætte børnenes vinterjakker, for at få råd til medicin.

Det var velfærdssamfundet – finansieret af lønmodtagernes skatter – der sikrede os tryghed efter et langt arbejdsliv. Det var samme velfærdssamfund, som gav os en indkomst ved arbejdsløshed og dermed friheden til at sige fra overfor en arbejdsgivers overgreb. Og det er vores skattebidrag, der sikrer friheden i at vide, at vi uanset økonomisk status er garanteret lægebehandling.  

Men vi behøver ikke at se tilbage for at se eksempler på, hvordan fraværet af et velfærdssamfund begrænser individets frihed. Et kig over Atlanten er nok. I USA er store dele af sundhedsplejen knyttet til arbejdsmarkedet. Har du intet job, har du heller ingen ret til sundhedspleje med kvalitet. Skaber det større frihed, at lønmodtagerne er truet på deres sundhed, hvis de mister jobbet? Giver det lønmodtagerne større frihed, at der ikke er en ferielov, der sikrer dem garanterede ferieuger, uanset arbejdsgiverens luner? Nej. Friheden bliver selvfølgelig mindre.

De magtfuldes frihed
Kim Fournais ønsker et samfund, hvor ”frie mennesker kan indgå frivillige aftaler med andre frie mennesker”. Men billedet er en abstraktion.

Uden social sikkerhed og på en arena, hvor nogle er født med rigdom, ejendom og magt, mens andre kun har deres arbejdskraft at sælge, findes den frivillighed ikke. Her hersker tvang og afhængighed. Som Franklin D. Roosevelt slog fast, så findes frihed ikke uden økonomisk tryghed og uafhængighed. Den frihed som Saxo-stammen taler om, er de stærke og magtfuldes frihed til at begrænse vore andres frihed.

Det er nok også derfor, at der stadig på trods af både CEPOS, Saxobank og Liberal Alliance er solid opbakning til vores skattebetalte velfærdssamfund.

Fournais er Prins John ikke Robin Hood
Hvis man skal pege på hoveriets moderne afløser, så er det ikke som Fournais påstår den skattefinansierede velfærd. Så er det den tilegnelse af værdien af lønmodtagernes arbejde, som er kernen i den kapitalistiske økonomi. Det faktum, at den løn vi får ikke svarer til den værdi, som vores arbejde skaber, fordi arbejdsgiveren beholder en betydelig andel. En andel som er vokset, som følge af arbejdsgivernes succes med at presse lønningerne nedad i ly af krisen. For at bruge samme billede som Kim Fournais, så knokler hårdtarbejdende lønmodtagere indtil langt ind i ugen – dog ikke for skattefar som Fournais mener – men derimod for at skabe overskud til aktionærer, der aldrig har sat deres ben i virksomheden. Først herefter bruger vi de sidste af ugens timer på at tjene penge til os selv, vores familie og det velfærdssamfund som sikrer vores frihed. Fournais og hans arbejdsgiverkollegaer beklæder rollen som den moderne Prins John.

Og i modsætning til den del af vores løn, som går i velfærdens fælleskasse, så har vi ingen demokratisk indflydelse på anvendelsen af den del af vores arbejdes frugt, som arbejdsgiverne tilegner sig. Den kan de anvende som de ønsker.

… Ja, de kan sågar anvende den til at oprette, promovere og bekoste et parti, der uden blusel arbejder for at sikre dem et endnu større udbytte af lønmodtagernes arbejdskraft gennem ringere arbejdsforhold, dårligere løn og mindre social sikkerhed.